Efter flere år med nedskæringer på landets daginstitutioner er regeringen klar med en økonomisk indsprøjtning på en milliard kroner over de næste fire år. Pengene skal målrettes de første 1000 dage af de mest udsatte børns liv.
- Langt de fleste børn og familier har det godt. Men alligevel har vi i et af verdens rigste lande det dilemma, at der er nogen, der ikke får en god start, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han præsenterer udspillet.
Det sker i Børnehuset Gaia, der med 175 børn fordelt på 13 stuer, er en af de største i landet. Her går børn i både børnehave- og vuggestuealderen. Statsministeren pointerer, at det er de små af børnene, regeringen prioriterer.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
- Vi ved, at de første tre år af et barns liv er afgørende vigtige. Frem for at smøre det tyndt ud, prioriterer vi at bruge pengene så målrettet, vi kan, siger Løkke.
SE OGSÅ: DOKUMENTATION: REGERINGENS UDSPIL
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) forklarer, at det ikke kun er institutionerne, der vil få penge fra det, regeringen betegner som et "1000-dages program".
Pengene skal også bruges på sundhedsplejersker og opsøgende arbejde over for de sårbare familier.
- De første 1000 dage er afgørende, og en indsats skal ske tidligt. Et fælles træk for anbragte børn, hjemløse eller misbrugere er næsten altid en dårlig barndom, siger Mercado.
- Vi skal endnu tidligere på banen. Vi skal have fat i forældrene, før de overhovedet bliver forældre.
Med udspillet vil regeringen sætte 760 millioner kroner af til flere pædagoger i daginstitutioner med 0-2-årige børn fra sårbare familier. Desuden afsættes 75 millioner kroner til efteruddannelse af pædagoger.
120 millioner kroner skal bruges på indsatser i hjemmet frem til 3-års alderen, herunder screening og vejledning. Dertil kommer 45 millioner kroner til øget sundhedsplejeindsats.
Pengene fordeles over fire år og er en del af det finanslovsforslag, som regeringen kommer med i næste uge.
Red Barnet om børneudspil: Frivillige har en stor rolle
Når regeringens børneudspil, der blev præsenteret fredag, skal føres ud i livet, vil Red Barnet invitere sig selv med. Det gælder især den del, der handler om at nå ud til de udsatte børns hjem. Det forklarer generalsekretær Jonas Keiding Lindholm, der mener, at udspillet gør plads til, at Red Barnet kan gøre en større indsats.
- Som det er i dag, er det næsten kun sundhedsplejersken og de frivillige, der kommer over dørtærsklen til de udsatte børnefamilier.
- Så når der i udspillet lægges op til, at man vil støtte indsatser, der er tæt på familierne, lægges der op til en kombination af de fagprofessionelle og de frivillige. Det bakker jeg helt op om, siger han.
Regeringens udspil giver en milliard kroner til at styrke det offentliges indsats i børnenes første 1000 dage. Heraf skal 120 millioner kroner gå til "indsatser i hjemmet".
Det er det element i udspillet, Jonas Keiding Lindholm føler, er en invitation til samarbejde.
Konkret peger han på Red Barnets "småbørnsklubber" som et sted, hvor fagpersonale og forældre kan skabe et netværk til glæde for børnene, og hvor regeringens udspil kommer til at involvere Red Barnet.
- Vi ved fra forskning, at socialt udsatte forældre, uagtet at de elsker deres barn, simpelthen ikke har viden om, hvordan man kan være gode forældre. Man skal læse for dem, synge for dem, røre ved dem, tage dem med rundt på tur, siger Jonas Keiding Lindholm:
- Det er helt afgørende for, at barnet stimuleres og får den rette kost, at forældrene har viden om, hvad den gode forældrerolle er.
Børneinstitutionen Gaia vil søge penge til udsatte børn
Børnehuset Gaia, som Løkke og Mercado brugte som ramme for præsentationen af regeringens planer, vil i 2019 søge penge fra regeringens pulje for udsatte børn. Børnene i institutionen kommer både fra lejebebyggelsen Gyldenrisparken på Amagerbrogade i København samt villakvarteret ved Amager Strand. Det fortæller Gaias leder Helle Bak Andersen.
- Jeg tænker, at Børnehuset Gaia vil komme ind under de kriterier, hvor vi vil få nogle ekstra midler til flere pædagoger, siger Helle Bak Andersen.
Hun viste fredag statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt børne- og socialminister Mai Mercado (K) rundt i Gaia, før ministrene præsenterede regeringens "1.000-dages-program" for udsatte børn.
Efter flere år med nedskæringer på landets daginstitutioner er regeringen klar med en økonomisk indsprøjtning på en milliard kroner over de næste fire år.
Pengene skal målrettes de første 1000 dage af de mest udsatte børns liv.
- Det er altid sjovt for børnene og medarbejderne. Men det er det også for os som ledelse. Vi vil jo rigtig gerne vise dette hus. Nogle gange går der nogle andre fortællinger end dem, vi gerne vil have ud, siger Helle Bak Andersen.
- Jeg håber, at det man ser, er en super velfungerende institution med dygtige medarbejdere og ledelse. Jeg håber, det står tilbage efter besøget. Gaia står ekstra skarpt i dag.
Spørgsmål: Vi skal snart have folketingsvalg. Er det vigtigt, at ikke blot statsministeren, men andre politikere også besøger jer eller andre institutioner?
- Ja. Men det kan godt være faren. Det nævnte jeg også for statsministeren og Mai (Mercado, red.). Det er ikke sådan, at det altid ser ud her. Vi har ikke altid en gruppe med kun tre børn, hvor ingen græder, siger Helle Bak Andersen.
- Det har vi gjort i dagens anledning, fordi vi vidste, at der kom så mange pressefolk med. Men det er utrolig vigtigt, at politikerne kommer ud. Vores borgmester Jesper Christensen er rigtig god til at komme ud.
Gaia har ikke særligt mange udsatte børn. Men institutionen får på grund af demografien sociale normeringer fra Københavns Kommune, siger Helle Bak Andersen.
FAKTA: Regeringen vil give udsatte børn bedre opvækst
Under overskriften "1000-dages-program - en bedre start på livet" har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) fremlagt en række initiativer, som særligt er rettet mod små, udsatte børn.
Her er et overblik over, hvad udspillet - der har et omfang på én milliard kroner over de kommende fire år - går ud på:
* Dagtilbud af høj kvalitet: Der skal sættes 760 millioner kroner af til flere pædagoger i daginstitutioner med 0-2-årige børn fra sårbare familier. Desuden afsættes 75 millioner kroner til efteruddannelse af pædagoger.
* Hjemme hos familien: 120 millioner kroner er afsat til indsatser i hjemmet frem til 3-års alderen, herunder screening og vejledning.
* Sundhedspleje: 45 millioner kroner til øget sundhedsplejeindsats.