Regeringens dagpenge-tiltag har kostet 4,5 milliarder

Politik

13/02/2015 14:47

Suleman Haider

Regeringens mange indsatser for at afbøde virkninger af dagpengereformen har kostet 4,5 milliarder kroner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Akutpakker, forlængelse af dagpengeperioden, kontant- og arbejdsmarkedsydelser.

Regeringens mange tiltag på dagpengereformen, der blev vedtaget af den tidligere VK-regering sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale, har været mange.

Og de ender med at koste mere end 4,5 milliarder kroner, inden initiativernes virkninger løber ud i 2017.

Det viser helt nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, og de kommer i kølvandet på en opgørelse fra AK-Samvirke, der viser, at mere end 50.000 mennesker har mistet retten til dagpenge i løbet af de seneste to år.

I alt syv initiativer har den nuværende regering budt ind med ved indførelsen af den "midlertidige arbejdsmarkedsydelse" som den hidtil mest bekostelige til godt 1800 millioner kroner.

Så er der indførelsen af den såkaldte kontantydelse, der skønnes at løbe op i 980 millioner kroner, inden ordningen er endelig udfaset.

Reformen blev konstrueret af den tidligere VK-regering og Dansk Folkeparti i 2010. 

De Radikale lagde stemmer til, mens rød blok var imod, men efter forhandlingerne om regeringsgrundlaget stod Socialdemokraternes og SF ved roret, da reformen skulle indføres.

Siden har SF forladt regeringen, og partiet taler dunder mod reformen. Også Dansk Folkeparti ønsker nu justeringer i dagpengesystemet, mens Socialdemokraterne kalder reformen "åndssvag".

Regeringens første tiltag på dagpengeområdet var en forlængelse af dagpengeperioden i et halvt år (til 552 millioner, red.) efterfulgt af to akutpakker til i alt 447 millioner kroner.

I efteråret skal en dagpengekommission komme med forslag til, hvordan systemet vil kunne laves om.

FAKTA: Regeringens dagpengeinitiativer

Regeringen har syv gange gennemført særlige tiltag for at afbøde effekter af dagpengereformen. Her er listen:

Fredag kom det frem, at over 50.000 personer gennem de seneste to år, har mistet retten til dagpenge. Det har fået SF og Enhedslisten til at kræve ændringer, men i løbet af regeringens levetid er der allerede foretaget en lang række midlertidige ændringer.

Her er listen og det, som ændringerne skønnes at ende med at koste:

* Midlertidig forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år: 552 millioner kroner.

* Akutpakke 1 – Særlig indsats for ledige: 332 millioner.

* Akutpakke 2 – Aftale om akutjob: 115 millioner.

* Indførelse af den særlige uddannelsesordning: 480 millioner.

* Udvidelse af seniorjobordningen for de 55 til 56-årige: 250 millioner.

* Forlængelse af uddannelsesordningen og indførelse af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse: 1852 millioner.

* Indførelse af midlertidig kontantydelse: 980 millioner.

I alt: 4561 millioner.

 

 

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.