Region må ikke udelukke virksomheder i skattely

Velfærd

09/02/2015 11:42

Suleman Haider

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selv om virksomheder sender deres penge i skattely for at undgå at betale skat, så kan det offentlige ikke lovligt vælge virksomhederne fra.

Sådan er beskeden til Region Syddanmark, hvor flere politikere ellers godt kunne tænke sig at give firmaer i skattely det røde kort, efter at det i november 2014 blev afsløret, at en række store virksomheder har fået nogle særlige lukrative aftaler i Luxembourg.

Aftalerne betyder, at virksomhederne skal betale meget lidt i skat. Nogle af de firmaer, der blev nævnt i sagen var store koncerner som Pepsi, Ikea, Disney og Skype.

Det er Danske Regioner, der har fået undersøgt om regionerne kan afvise virksomheder, der ikke betaler skat i Danmark.

Og vurderingen fra Konkurrencestyrelsen er klar: Når virksomhederne ikke gør noget ulovligt, så må regionerne ikke sortere de virksomheder fra.

- Det kan man ikke, for så vidt at finten er lovlig. Man kan udelukke de virksomheder, som begår noget ulovligt, men ikke dem som overholder reglerne, siger kontorchef Kenneth Skov Jensen til DR Fyn.

Regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum fra Enhedslisten står bag forslaget om at fravælge handel med de virksomheder, der bruger Luxembourg-finten.

- Det er lidt at være til grin for egne penge. Det offentlige - som er skatteborgernes penge - går ud og køber ydelser eller varer, og så er det jo ikke fair at købe dem af nogle, som ikke betaler til det samme fællesskab, siger Vibeke Syppli Enrum.

Hun kalder det samtidig unfair konkurrence overfor danske virksomheder, der er parat til at betale skat i Danmark og faktisk gør det.

Karsten Hønge fra SF er parat til at tage en prøvesag for at få testet vurderingen i praksis.

- Vi siger også til virksomheder, at de skal tage lærlinge for at bruge dem. Det er ikke ulovligt ikke at have lærlinge, men det er vores krav for at handle med dem. Det her er lidt det samme, siger Karsten Hønge.

Ifølge kontorchef Kenneth Skov Jensen kan de to ting dog ikke helt sammenstilles. Forskellen er at kravet om lærlinge knytter sig til at en konkret opgave, for eksempel et byggeri, mens kravet om skattebetaling er mere generelt.

 

 

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.