Regioners fremtid uvis efter nytårstale

Sundhed

02/01/2019 10:53

Nick Allentoft

Statsministeren skabte fornyet usikkerhed om regionernes fremtid i sin nytårstale. DF-formanden tolker på den måde, at statsministeren er parat til at skrotte regionerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Indenrigspolitisk har regeringen bebudet en reform af sundhedsvæsnet, der i dag er styret af 205 folkevalgte politikere i fem regioner. Spørgsmålet om deres fremtid lod Løkke stå åbent i sin nytårstale.

- I det nye år vil jeg fremlægge mit bud på forsvarlige forbedringer. Med afsæt i 21 nye sundhedsfællesskaber helt tæt på. Bygget på personalets faglighed. Og hvor vi for alvor sætter patienten før systemet, siger Løkke.

De 21 sundhedsfællesskaber, der skal bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge, nævnte statsministeren allerede i sin tale ved Folketingets åbning i efteråret.

Regionernes fremtid

Løkke vender sig mod det, han betegner som "nemme løsninger" på, at personalet i sundhedsvæsnet har travlt.

- Jeg vil gerne ansætte flere varme hænder. Men der er ikke mange arbejdsløse sygeplejersker i dagens Danmark, siger Løkke. 

- Derfor er vi nødt til at sætte ind flere steder for at få det personale, der er brug for. Blandt andet ved at uddanne flere sygeplejersker, end vi har gjort før.

 

DF: Sundhedsvæsen uden regioner Det danske sundhedsvæsen skal i fremtiden drives uden regionerne. 

Sådan tolker Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, den del af nytårstalen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvor sundhedsvæsnet bliver nævnt.

- Vi har brug for et sundhedsvæsen, der er mere tæt på danskerne. Løkke nævner i talen 21 nye sundhedsfællesskaber, som skal oprettes. Det giver ikke nogen mening at nævne dem, uden at man samtidig tager livtag med regionerne, siger Thulesen Dahl.

Regeringen har flere gange udskudt fremlæggelsen af et sundhedsudspil. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har tidligere udtalt, at det kommer i januar.  Regionernes fremtid har i den forbindelse været diskuteret heftigt, og helt uden at nævne regionerne fastslog Løkke i sin nytårstale, at der skal oprettes 21 nye såkaldte sundhedsfællesskaber. De nye sundhedsfællesskaber skal bygges op omkring lokale sygehuse rundt om i landet.

Men et sundhedsvæsen, hvor kommuner, 21 nye sundhedsfællesskaber, regioner og staten er involveret, er for meget. Det mener Thulesen Dahl.

Regionerne har deres egen sektion

Regionerne spiller en central rolle for hele sundhedsområdet. Derfor samler vi alle historier om og fra regionerne og sundhedsområdet på en selvstændig sektion lige her.

- Så tror jeg, at de fleste kan se, at i et land med Danmarks størrelse, så er man nok blevet overadministreret. De 21 sundhedsfællesskaber, som Løkke nævner, må betyde, at det også for ham er et sundhedsvæsen, der i fremtiden skal drives uden regionerne, siger DF-formanden.

DF er ikke det eneste parti i blå blok, som ønsker regionerne skrottet. Det samme gør regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative. Venstre har indtil videre afholdt sig fra at fortælle, hvad partiet fremover vil med regionerne, hvis hovedopgave er at styre og administrere sundhedsvæsnet.

Thulesen Dahl kalder det for "helt naturligt", at regeringen i sit sundhedsudspil skriver, at regionerne ønskes nedlagt. 

  Regionsformand: Hold fast i folkevalgt sundhedsvæsen

Det mest bemærkelsesværdige ved nytårstalen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - set med sundhedspolitiske øjne - var, at den ikke indeholdt noget nyt under solen.

Sådan lyder vurderingen fra Stephanie Lose (V), der som eneste Venstre-politiker står i spidsen for en af landets fem regioner og tilmed er formand for deres sammenslutning, Danske Regioner.

- Løkke har sagt det, han har sagt adskillige gange siden Folketingets åbning, mens vi har ventet i lang tid på sundhedsreformen og også har fået den udskudt ad flere omgange, siger Lose.

Statsministeren leverede i sin nytårstale en diagnose over sundhedsvæsnets problemer - mangel på sammenhæng og for langt til sygehusene for visse patienter. Men de problemer kan fint løses ved at bygge videre på regionerne, mener Lose.

- For mig at se hænger det ikke sammen med en nedlæggelse af regionerne og det folkevalgte led i sundhedsvæsnet. I dagligdagen i sundhedsvæsnet er der rigtig mange beslutninger, der berører borgerne. Når det berører så mange danskere, synes jeg, det er helt fair, at det er folkevalgte, der står på mål for de beslutninger, der bliver truffet, siger regionernes formand.

Derfor sender hun en klar opfordring om at holde fast i regionerne. Til trods for, at regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har et klart ønske om at skrotte de fem regioner.

- Jeg synes faktisk, at det er vigtigt, at det er nogle med demokratisk legitimitet, der står med beslutningerne, siger Lose.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.