Rusland mister sin plads i FN's Menneskerettighedsråd

Politik

29/10/2016 18:24

Nick Allentoft

Rusland led et stort nederlag, da FN's Generalforsamling ikke genvalgte landet til menneskerettighedsrådet.

Rusland har fredag mistet sin plads i FN's Menneskerettighedsråd.

Ved en afstemning i FN's Generalforsamling lykkedes det ikke for landet at få stemmer nok til at blive genvalgt til rådet, der holder til i Genève i Schweiz.

De 193 medlemslande i FN stemte fredag om, hvilke lande, der skulle have de 14 pladser, som var på valg til det 47 lande store råd.

Og de valgte Ungarn og Kroatien som repræsentanter for Østeuropa i stedet for Rusland. Det er et stort nederlag for Rusland, der bortset fra et enkelt år har været medlem af rådet, siden det blev oprettet i 2006.

Flere end 80 menneskerets- og nødhjælpsorganisationer havde opfordret medlemmerne til at stemme Rusland ud af rådet. 

Det skyldes, at Rusland støtter præsident Bashar al-Assad i krigen i Syrien.

Både vestlige magter og menneskerettighedsorganisationer har beskyldt Rusland for vilkårlige bombardementer i den syriske regerings månedlange forsøg på at indtage det østlige Aleppo.

Omkring 250.000 civile har siden juli levet under belejring i det østlige Aleppo, og FN har advaret om, at maden i byen snart slipper op.

Ved afstemningen kæmpede Rusland, Ungarn og Kroatien om to regionale pladser i rådet. Ungarn fik 144 stemmer, Kroatien 114 og Rusland 112 stemmer.

Saudi-Arabien, Kina, Cuba og Egypten, der alle har problemer med at overholde menneskerettighederne, blev alle stemt ind i rådet.

Kroatien, Irak og Rwanda blev for første gang valgt til rådet.

De øvrige medlemmer, der blev valgt ind fredag, var Brasilien, Storbritannien, Japan, Sydafrika, Tunesien og USA.

/ritzau/AFP

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.