SF: Jelved må stoppe arkivering af ulovlig sundhedsdata

Politik

22/12/2014 10:32

Suleman Haider

Rigsarkivet vil have en kopi af tusindvis af danskeres sundhedsdata, som er blevet indsamlet ulovligt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er helt skævt, hvis Rigsarkivet efter planen mandag går i gang med at indhente en kopi af tusindvis af danskeres private sundhedsdata, der er blevet ulovligt indsamlet til Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD).

Det mener SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, som ifølge hende selv i månedsvis har forsøgt at få svar i sagen.

I slutningen af november afgjorde Statens Serum Institut, at store dele af de data, der ligger i DAMD, er blevet indsamlet i strid med sundhedsloven og derfor skal slettes.

Det er Region Syddanmark, der driver DAMD, gået med til. Men Rigsarkivet kræver en kopi.

- Det er meget kritisabelt, at der er blevet indsamlet al den data, uden at databasen har været lovlig. Og det er godt, at Region Syddanmark nu vil slette DAMD, siger Özlem Cekic.

- Borgerne skal have sikkerhed for, at de oplysninger, de giver deres læge, ikke bliver registreret i ulovlige databaser. Jeg mener ikke, de ulovligt indsamlede data i stedet skal overføres til Rigsarkivet.

Özlem Cekic har tidligere kaldt sundhedsministeren i samråd i sagen, ligesom at hun har forsøgt at få justitsministeren til at forholde sig til arkiveringen.

Nu kræver hun, at kulturminister Marianne Jelved (R) sikrer, at Rigsarkivet ikke gemmer sundhedsoplysningerne.

- Jeg mener, at kulturministeren, som har ansvaret for Rigsarkivet, skal sikre, at de ulovligt indsamlede data ikke bliver gemt. Alt andet vil være fuldstændig uacceptabelt, lyder det fra SF'eren.

Rigsarkivet har tidligere sagt, at forskere frit kan søge om adgang til de ulovligt indsamlede oplysninger. Det er dog usikkert, om de skulle få bevilget adgang, da der typisk er en periode på 75 år, før oplysninger i arkivet bliver givet frit.

Der er dog mulighed for at give dispensation, men det kan kun ske med samtykke fra Datatilsynet.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.