SF og Dansk Folkeparti indgår aftale om dagpenge

Politik

30/05/2015 12:06

Nick Allentoft

Dansk Folkeparti og SF indgår dagpengeaftale og forpligter sig på den, uanset hvem der vinder valget. Det er en gratis omgang, mener Socialdemokraterne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Formand for SF, Pia Olsen Dyhr, og formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er enige om, at dagpenge-problemerne kun kan løses ved at tilføre området flere penge. Derfor har de indgået en dagpengeaftale.    De skriver de to partiledere i en fælles pressemeddelelse.

Partiernes førsteprioritet er at bruge pengene på at halvere genoptjeningskravet. Det vil de to partier lægge stemmer til, med mindre arbejdsmarkedets parter i Dagpengekommissionen kommer frem med en endnu bedre model. De to partilederes aftale gælder, uanset hvem der bliver statsminister, anfører de.

- Vi er enige om, at der skal skabes tryghed for dagpengemodtagere, og at det haster. Det mener vi kun kan gøres ved at tilføre området flere penge, hedder det i en fælles udtalelse fra de to partiledere.   - De penge vil vi målrettet bruge til at halvere genoptjeningsperioden medmindre Dagpengekommissionen kommer med en endnu bedre model. Begge partier lægger mandater til både at skaffe pengene og gennemføre løsningen efter valget, uanset hvem der er statsminister.   Pia Olsen Dyhr håber, at Socialdemokraterne vil fravriste sig De Radikales "jerngreb" på dagpengeområdet og være med i et flertal for en holdbar dagpengeløsning.    - Jeg må bare konstatere, at det nu i fire år ikke er lykkedes at flytte De Radikale en millimeter i forhold til justeringer af dagpengereformen, siger hun.   Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er helt enig.   - Det her betyder, at vi nu gør det klart, at vi kun er en del af en dagpengeløsning, hvis der også er fundet en løsning på det med genoptjeningsperioden. Det er smertensbarnet lige nu, og det skal vi have en løsning på, siger han til DR Nyheder.   Mette F: Dagpenge-ultimatum fra SF og DF er et stunt En gratis omgang, lyder det fra den socialdemokratiske justitsminister Mette Frederiksen til SF's og Dansk Folkepartis krav til den kommende statsminister - hvem end det måtte blive - om, at genoptjeningskravet på dagpengeområdet skal halveres.   - Det kan mest af alt betegnes som et pr-stunt og en gratis omgang al den stund, at Pia Olsen Dyhr jo peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, og at vi meget klart har sagt, at vi har behov for et nyt dagpengesystem, siger Mette Frederiksen.   Som det nok efterhånden er de fleste bekendt, er der nedsat en dagpengekommission, hvis arbejde Socialdemokraterne gerne vil afvente, før partiet melder ud, hvad man mener om eksempelvis genoptjeningskravet. Socialdemokraternes regeringspartner, De Radikale, har imidlertid ikke samme tilbageholdenhed, og fredag var partileder Morten Østergaard i vælten med et ønske om strammere dagpengeregler.   - Vi bliver nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge: Vi skal have et mere trygt dagpengesystem, hvor færre falder ud. Der er nedsat en dagpengekommission, og den skal have lov til at arbejde færdig, og så tager vi den politiske drøftelse bagefter, siger Mette Frederiksen.   Spørgsmål: Hvorfor siger I ikke bare, hvad I selv synes om en halvering af genoptjeningskravet?   - Vores klare mål med en kommende ændring af dagpengereglerne er, at færre skal falde ud. Nu lader vi dagpengekommissionens arbejde færdig. Det er nødvendigt med ændringer på det her område, og dem har vi tænkt os at gennemføre, siger hun.   Spørgsmål: Så synes I slet ikke noget, eller hvad?   - Jo, vi synes rigtig, rigtig meget, men vi mener først og fremmest, at vi skal afbødet konsekvenserne af en dårlig dagpengereform, lavet af den tidligere regering. Men det er tudetosset at lægge sig fast på et ultimatum, når kommissionen endnu ikke har arbejdet færdig.   Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, har bebudet, at de vil indkalde til forhandlinger om et nyt dagpengesystem efter det kommende folketingsvalg. Ifølge en beregning fra Finansministeriet vil en halvering af genoptjeningsperioden fra 12 til 6 måneder koste mellem 600 og 800 millioner kroner.   OVERBLIK: Slagsmålet om dagpengene * Dagpengereformen fra 2010 halverede dagpengeperioden fra fire til to år, og samtidig fordoblede den længden af den periode, man skal være i arbejde for at optjene ret til dagpenge fra 26 til 52 uger.   * Det var oprindeligt forventet, at 2000-4000 ville miste retten til dagpenge i løbet af 2013. Det tal viste sig at blive langt højere.   * I 2013 røg mere end 33.674 ud af systemet, og det fik regeringen til at lave flere tiltag for at afbøde virkningen af dagpengereformen, blandt andet ved at sikre, at de udfaldsramte kan få midlertidig uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse.   * Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet har Thorning-regeringen i alt brugt 4,5 milliarder kroner på akutpakker og andre tiltag, der skal afbøde konsekvenserne af reformen.   * I juni 2014 nedsatte regeringen en dagpengekommission, der skal undersøge, hvordan det mere end 100 år gamle dagpengesystem bliver tidssvarende i forhold til det moderne arbejdsmarked.   * Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og blå bloks statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen (V), lægger op til ændringer af dagpengereglerne, når kommissionen til september afleverer sine anbefalinger. Begge afviser dog at bruge flere penge på dagpengesystemet.   * Den 30. maj 2015 indgår Dansk Folkeparti og SF en aftale, om at uanset hvem der er statsminister efter valget, vil de gå sammen om at kræve flere penge til et nyt dagpengesystem, samt at genoptjeningsperioden skal halveres.  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.