SF reagerer skarpt på meldinger fra S og DF: I spiller danskere og flygtninge ud mod hinanden

Politik

13/03/2016 17:05

Nick Allentoft

Flygtninge risikerer fremover at skulle vente markant længere på at blive genforenet med deres familier.
I en tid hvor kommunerne sparer på børnehaver, plejehjem og hospitaler, skal staten ikke bruge flere penge på at bringe ventetiden på familiesammenføring ned.   Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, efter at det er kommet frem, at flygtninge fremover risikerer at skulle vente ti måneder på at få deres familie til Danmark. 

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

- Så kan vi blive ved med at kaste penge ned i et sort hul. Hvis man giver en ekstrabevilling, skal man tage penge fra andre dele af det offentlige, og det har vi ingen planer om, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Der kommer rekordmange flygtninge og immigranter til Danmark, derfor er det naturligt, at sagsbehandlingstiden bliver længere, samtykker indfødsretsordfører Mattias Tesfaye (S).   - Det er møg træls for de mennesker, det rammer. Men der bruges allerede flere ressourcer end nogensinde før på asylansøgninger og familiesammenføringer, siger socialdemokraten.    Udlændingestyrelsen har besluttet at ændre markant på de såkaldte servicemål, som angiver, hvor lang tid sagsbehandlingen maksimalt må tage. Samtidig forventes også den samlede asylproces at blive længere i løbet af 2016.   Samlet set betyder det, at den enkelte flygtning kan komme til at vente mere end et halvt år længere end i dag på at få familiesammenføring.   Det kan blive et spørgsmål om liv eller død for familien, som venter i Syrien, påpeger flere organisationer. Men det er ikke de danske politikeres ansvar, mener Martin Henriksen.    - Det er jo ikke mig, der har valgt at efterlade min familie i Syrien og håbe på, at jeg kan hente dem til Danmark. Det må de selv tage ansvaret for, siger udlændingeordføreren.    Han frygter ikke, at ventetiden vil stå i vejen for, at flygtninge har overskud til at bygge en ny fremtiden op i Danmark. 

- Integrationen kommer til at slå fejl, fordi der kommer så mange til Danmark. Antallet er så voldsomt, at vi ikke kan integrere, mener Martin Henriksen.

SF: I spiller flygtninge ud mod danskere Socialdemokraterne er med til at spille flygtninge ud mod danskere.    Så bastant lyder bedømmelsen fra den tidligere regeringspartner SF, efter at Socialdemokraternes indfødsretsordfører, Mattias Tesfaye, har afvist at sætte flere ressourcer af til at behandle sager om familiesammenføring.   Tesfaye argumenterer for, at det vil være forkert at bruge flere penge på de sager i en tid, hvor der i forvejen skal spares i det danske velfærdssamfund. Men det argument giver SF's integrationsordfører, Jacob Mark, ikke meget for.   - Jeg synes faktisk, det er en ubehagelig retorik. Det, Socialdemokraterne gør, er at spille de svageste flygtninge ud mod danskerne. Det her handler om retssikkerhed. Uanset om du hedder Albert eller Ahmed, skal du kunne få behandlet dine sager til tiden. Det skal der være råd til, siger SF'eren.   Debatten følger efter, at Berlingske søndag har berettet om, at flygtninge risikerer at skulle vente længere på at blive genforenet med deres familier, end tilfældet er i dag.   På grund af det historiske pres på det danske asylsystem har Udlændingestyrelsen nemlig måttet erkende, at det ikke længere er muligt at leve op til den meget hurtige sagsbehandling af ansøgninger om familiesammenføring, som styrelsen ellers har kæmpet hårdt for at bevare.   Jacob Mark anerkender, at det vil koste noget at få sagsbehandlingstiden ned igen.   - Det, som jeg angriber, er, at de prøver at spille danskerne ud mod flygtninge og sige, at det vil gå voldsomt ud over velfærden at sikre flygtninge deres retssikkerhed, siger Jacob Mark.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.