Skandalen om Skat: Politikere vil placere ansvar

Politik

09/09/2016 12:41

Nick Allentoft

Både minister og opposition vil til bunds i sagen om svindel med udbetaling af udbytteskat for 12,3 milliarder kroner.
Kammeradvokaten har torsdag slået fast, at tre hjemsendte chefer fra Skat ikke kan gøres juridisk ansvarlige for omfattende svindel med udbetaling af udbytteskat.    Men skatteminister Karsten Lauritzen (V) lover, at sagen ikke dermed er slut.

- Jeg vil gerne til bunds i sagen, og det er vi ikke endnu, så det drøfter jeg med Folketingets partier, hvordan vi gør. Nu skal vi drøfte mulighederne. Jeg udelukker ikke noget, siger han til TV2 News.

Ministeren erklærer sig åben for en undersøgelse af det politiske ansvar i udbytteskattesagen. Om muligheden for en kommission siger han til TV2 News:   - Det tager år - i nogle tilfælde rigtig mange år - og det koster rigtig mange penge. Vores erfaring er, at vi desværre ikke er blevet frygteligt meget klogere af kommissioner.   DF vil have ansvaret for skatteskandale til milliarder placeret Danskerne må vide, hvorfor Skat lod udenlandske svindlere tappe statskassen for 12,3 milliarder kroner i refusion af dansk udbytteskat. Ansvaret skal placeres. Det kan enten ske ved at lade en kommission eller advokat granske sagen.   Det mener Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.    - Dansk Folkeparti vil helt til bunds, så vi får vendt hver en sten. Det skal også være offentligt, hvad der er sket i den helt skandaløse udbytteskatte-skandale. Vi kan ikke bare lade det stå tilbage, at ingen har ansvaret, siger Dennis Flydtkjær.   - Vi er rimeligt åbne for, om det kan være en kommissionsundersøgelse. Men det koster mange penge og kan tage utrolig mange år. En advokatundersøgelse kan komme lidt hurtigere til bunds.   Dennis Flydtkjær erkender, at det er svært at placere et politisk ansvar. Siden 2004 har Danmark haft otte skatteministre fra Venstre, SF, De Radikale og Socialdemokraterne.    - Det kan blive svært at placere et politisk ansvar. Men vi kan ikke bare kaste håndklædet i ringen. Som borgere og politikere må vi vide, hvordan det kunne gå så galt. Og lære, så vi fremover undgår at lave disse fejl, siger Dennis Flydtkjær.   S vil lade advokat granske udbytteskatteskandale Socialdemokraterne kræver en advokatundersøgelse af udbytteskatteskandalen, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen.    - Det er ikke tilfredsstillende, hvis vi bare stopper her. Derfor må vi helt til bunds i den meget alvorlige skandale, som har lænset statskassen for 12 milliarder kroner. Vi støtter, at der laves en advokatundersøgelse af forløbet siden 2010, siger Jesper Petersen.    Han vil hyre en advokat, som kan granske sagen hurtigere end en kommission.    - Kommissionen er for tung, hvis vi relativt hurtigt vil have en afklaring. Advokatundersøgelsen er det rigtige. Det går stærkere. Det kan også hurtigere give os mulig lærdom om, hvad vi skal gøre for at forbedre vort skattevæsen, siger Jesper Petersen.    Han vil samtidig placere et politisk ansvar.   - Man kan næppe placere et politisk ansvar hos en enkelt minister. Men det er væsentligt at få afdækket, hvad der er foregået i Skat på det administrative niveau, og hvilke politiske beslutninger der har påvirket udbytteområdet, siger Jesper Petersen.   Sporene skræmmer dog fra Farum-kommissionen, som undersøgte Farums borgmester Peter Brixtofte (V). Det tog ti år og kostede 60 millioner kroner. Kommissionen tog længe, fordi der først førtes retssager mod Peter Brixtofte.   Hvad der skal ske med de tre medarbejdere nu, vil ministeren ikke forholde sig til. Det er et spørgsmål for den nye ledelse i Skat, lyder det.  

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.