Socialchefer skeptiske over kortere integration

Velfærd

20/01/2015 13:42

Nick Allentoft

Socialchefer advarer mod at skære et år af integrationsindsatsen for alle flygtninge og indvandrere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Landets socialchefer ser mange positive takter i Carsten Koch-udvalgets anbefalinger til en mere strømlinet indsats for at få flygtninge og indvandrere i gang med et job eller en uddannelse i de såkaldte integrationsprogrammer.

Men et af udvalgets mest centrale anbefalinger, forslaget om at gøre de nuværende programmer kortere end i dag, falder ikke i god jord.

I dag varer integrationsprogrammerne tre år. Men selvom det undervejs blot lykkedes for omkring en tredjedel af flygtningene at få et arbejde eller en uddannelse, så foreslår Carsten Koch-udvalget, at programmerne fremover højst bør vare to år.

- To år kan sikkert være fornuftigt for mange mennesker, men der vil også være grupper, der vil have svært ved at nå det inden for de to år, siger formand for socialcheferne, Helle Linnet.

- Der er jo kæmpe forskel på, om folk kommer fra Tjetjenien, fra Syrien eller fra Congo. Der er nogen, der er meget interesseret i at lære om eksempelvis "samfundsforståelse", mens der er andre, hvor det ikke lige står øverst på behovslisten.

- Man er jo nødt til at se på, hvad det er for nogle mennesker, der kommer. Nogle er stærkt traumatiserede og skal i behandling, og så er det altså meget svært, siger Helle Linnet.

Hun bakker til gengæld helt op om Koch-udvalgets ønske om mere fokus på sprog og jobrettede tilbud.

- Den vigtigste barriere er jo sproget. Og så er det vigtigt at få folk ud på en virksomhed, så man ad den vej lærer både sprog og omgangsformer.

- Men vi har jo i de senere år set en stigende konkurrence om jobbene herhjemme. Tidligere var virksomhederne måske mere åbne for at tage flygtninge ind, hvor man nu, hvor der har været mange ledige, har været lidt mere kritiske, siger hun.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.