Spareplan koster op mod 400 stillinger i DR, flere kanaler og fravalg

Kultur

18/09/2018 13:31

Nick Allentoft

Der gennemføres besparelser i DR for 420 millioner kroner årligt, når en spareplan er fuldt indfaset i 2021. Regeringen bryder armslængdeprincip, siger oppositionen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En omfattende spareplan i DR kommer til at koste 375-400 stillinger. Heraf er de omkring 25 chefstillinger. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

I alt gennemføres der besparelser for 420 millioner kroner årligt, når planen er fuldt indfaset i 2021. 

Spareplanen er en konsekvens af det seneste medieforlig, der pålagde DR at spare 20 procent på budgettet.

DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn vil gøre alt, hvad hun kan, for at begrænse antallet af fyringer gennem frivillige fratrædelser og omplaceringer, lyder det.

- Selv om det her er den rette plan for det nye DR, skaber det helt naturligt usikkerhed hos DR's ansatte, siger hun. 

- Vi skal sige farvel til rigtig mange dygtige medarbejdere. Vi har undervejs i processen haft en god og tæt dialog med de faglige organisationer, og vi er enige om at gøre en fælles indsats for, at ændringerne i organisationen gennemføres så ordentligt som muligt.

DR's ansatte har frist til 24. september til at søge en frivillig fratrædelsesordning.

​Medieforlig må genskabe nyhedsstrømmen: Lad os få public service for alle pengene

Medieforlig må genskabe nyhedsstrømmen: Lad os få public service for alle pengene 

"Stil krav om at mediestøtte journalistik kan læses og bruges af alle. Så genskaber vi mediernes stærke position og den nyhedsstrøm, som er opløst og fragmenteret af digitalisering de senere år," siger DenOffentliges chefredaktør Nick Allentoft. 

 

 

Som led i spareplanen gennemfører DR en stor omstrukturering, der betyder, at antallet af tv-kanaler går fra seks til tre, mens antallet af radiokanaler går fra otte til fem.

I 2020 vil DR kun udbyde tv-kanalerne DR1, DR2 og børnekanalen DR Ramasjang. DR K og DR2 samles under et nyt DR2 med fokus på både samfund og kultur. DR3 og DR Ultra vil fra 2020 være rene digitale universer.

Radiolytterne vil kunne høre taleradioen P1, den klassiske musikkanal P2, ungdomskanalen P3, P4 med blandt andet regional dækning og P5, der er målrettet ældre lyttere.

Ifølge Maria Rørby Rønn er det "relativt drastiske forandringer", som DR's medarbejdere tirsdag er blevet præsenteret for.

- Der er truffet en politisk beslutning om at reducere DR's økonomi med 20 procent. Det bliver hårdt, men vi har taget opgaven på os, siger hun i meddelelsen.

- Samtidig har vi en ambition om at udvikle DR bedst muligt til fremtidige generationer inden for de nye politiske og økonomiske rammer. Vi præsenterer derfor en nytænkt kanalportefølje, hvor vi reducerer antallet af flowkanaler på tv og radio, tilføjer hun.

Spareplanen til 2021 er den første af to faser. Frem mod 2023 skal der spares yderligere 250 millioner kroner, men DR har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan det præcist skal ske. 

Opposition: DF og regeringen bryder armslængdeprincip DR skal holde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler på nettet, lyder det i ny public service-kontrakt. Regeringen og Dansk Folkeparti får kritik for at rykke for tæt på de redaktionelle prioriteringer hos DR, efter at kulturminister Mette Bock (LA) har offentliggjort den public service-kontrakt, der sætter rammerne for DR frem til 2023.

I kontrakten slås det nemlig fast, at dr.dk "skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler".

- Det er et foruroligende skridt, der rykker ved danskernes tillid til uafhængige og frie medier, mener politisk leder Morten Østergaard (R).

- Det makværk skal vi have lavet om hurtigst muligt. Vi tør tage opgøret, det er nødvendigt, for det gælder vores demokrati.

Alternativet kalder kontrakten for "det endelige opgør med armslængdeprincippet".

- Regeringen og Dansk Folkeparti har med den nye kontrakt taget redaktørkasketten på, mener medieordfører Rasmus Nordqvist (AL).

SF's Jacob Mark mener, at politikerne i stedet skulle styrke uafhængige medier.

- De er netop modvægt til fake news og de udenlandske giganters dominans, udtaler han i en kommentar.

- Man skal ikke gå ind og detailregulere, hvordan et mediehus som DR skriver sine artikler. Vi bor jo ikke i en bananrepublik.

Kulturminister Mette Bock (LA) siger til TV2 News, at diskussionen om armslængde er et "evindeligt spørgsmål", og at hun betragter restriktionen af de lange, dybdegående artikler som en "lillebitte begrænsning".

DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, blev ved et pressemøde om public service-kontrakten spurgt til netop dette. Hun beskriver public service-kontrakten som en "balance".

Nogle af elementer giver mindre detailstyring, mener hun.

- Så er der enkelte steder, hvor detaljeringsniveauet er skærpet yderligere. Det er klart, at det havde vi gerne været foruden, siger Rørbye Rønn.

De privatejede medier, der er samlet i organisationen Danske Medier, er til gengæld glade for den "lillebitte begrænsning".

- Der er ingen tvivl om, at gratis onlinenyheder mindsker borgernes incitament til at betale for nyheder på de skrevne aviser og magasiner, siger direktør Morten Langager i en skriftlig kommentar. 

- Det er ikke til gavn for samfundet, hvis journalistik som er betalt via skattekroner udkonkurrerer de private medier.

Han mener, at den begrænsning, dr.dk pålægges, bør overføres til TV2's regioner, der også er statsfinansierede public service-medier.

 

FAKTA: Her er indholdet af DR's spareplan Her kan du læse indholdet af spareplanen.

* Der nedlægges cirka 375-400 stillinger, heraf cirka 25 chefstillinger.

* I alt gennemføres der besparelser for 420 millioner kroner om året.

* DR reducerer antallet af flow-tv-kanaler fra de nuværende seks til tre fra 2020.

* DR K og DR2 samles under et nyt DR2 med fokus på både samfund og kultur.

* DR3 og DR Ultra lukker som flow-kanaler, men fortsætter som digitale universer.

* På radioområdet nedbringes DR's nuværende otte kanaler til fem.

* P1, P2, P3, P4 og P5 bevares. De tre kanaler, der lukker, er P6 Beat, popkanalen P7 Mix og jazzkanalen P8.

* Områderne sport, underholdning, livsstil og udenlandsk fiktion bliver beskåret.

* Den regionale dækning styrkes. Samtidig går DR's tv-drama, indhold til små børn, dokumentar samt kor og orkestre fri af besparelser.

* De ansatte har frist til 24. september til at søge en frivillig fratrædelsesordning.

* 10. oktober vil der blive sat navn på, hvem der skal fyres.

Kilder: DR, Journalisten.dk.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.