Supermarked sætter overskudsmad på hylderne

Bæredygtighed

22/02/2016 09:49

Nick Allentoft

Danmarks første sociale supermarked håber at bidrage til at stoppe madspild og hjælp verdens fattigste.

Mandag slås dørene op til Danmarks første sociale supermarked, Wefood, hvor man kan købe daggammelt brød og fejlpakket ris til en billig pris.

Folkekirkens Nødhjælp står bag butikken på Amager, der har til formål at reducere danskernes madspild og hjælpe verdens fattige ved at sælge andre forretningers overskudsmad.

Ifølge Per Bjerre, fungerende chef for den nyåbnede forretning, er det håbet, at den nye type supermarked kan bidrage til at komme to problemer til livs.

- Grundlæggende skal Wefood gøre en indsats for at hindre madspild i Danmark og samtidig prøve at veksle madspildet til nogle kontanter, som vi kan bruge til vores arbejde ude i verden, så vi kan hjælpe dem, der ikke har mad nok. Det er kernen, siger han.

Hos Wefood forventer man, at forretningen både vil tiltrække politisk bevidste kunder, der vil bekæmpe madspild, og kunder, der vil gøre en god handel. 

Også selv om varerne på Wefoods hylder, ikke helt ligner dem, man kan finde i andre supermarkeder. Wefood skal nemlig afsætte den mad, som de store supermarkeder ikke kan komme af med. 

- Vi har to gode eksempler i butikken lige nu: Vi har fået et meget stort parti fastelavnsboller, som de ikke kan få solgt efter fastelavn. Vi har også fået en palle helt almindelige ris, som er kommet i poser, hvor der står grødris.

- Det var normalt blevet smidt væk, men så får vi det i stedet og sælger det billigere, forklarer Per Bjerre.

Men Per Bjerre mener, at man roligt kan sætte tænderne i mad fra Wefood alligevel. 

- Vi bruger vores sunde fornuft, når vi får et parti varer fra en leverandør eller et supermarked. Vi vurderer de varer, vi får ind, og kigger på, om det er i orden.

- Vi kommer ikke til at sælge varer, der har overskredet sidste salgsdato, men vi kan godt sælge varer, der har passeret "bedst inden"-datoen, fordi vi vurderer det sagtens kan spises, siger Per Bjerre. 

Bliver konceptet en succes, vil Folkekirkens Nødhjælp åbne lignende butikker andre steder i landet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.