Hvad var det nu, lægen sagde?
For mange patienter kan det være svært at huske, hvad lægen lige har sagt, når de kommer ud fra en lægesamtale. Men det forsøger et ph.d.- projekt at råde bod på.
Det skriver DR Trekanten.
I projektet, som begyndte i 2011, har man på Sygehus Lillebælt optaget samtaler mellem patienter og læger, så patienterne bagefter har kunnet ringe på et telefonnummer og høre, hvad der blev sagt under samtalen.
Og det har været med stor succes, mener ph.d.-studerende Maiken Wolderslund.
- Det skaber tryghed for patienterne, når de kan genhøre samtalen med lægen. Det kan også skabe bedre dialog med de pårørende omkring deres sygdom.
- Nogle patienter er til nogle meget alvorlige samtaler, hvor det kan være svært at huske, hvad der er blevet sagt. Og der kan de her lydoptagelser være et godt redskab.
Maiken Wolderslund har nu fået penge til et treårigt projekt, der skal blive til en app til mobiltelefonen, hvor informationerne om patienternes behandlingsforløb bliver samlet, og hvor patienterne kan finde alle deres samtaler med lægerne som lydfiler.
- I app'en bliver det muligt for patienterne at optage lægesamtalerne - også når de skifter sygehus, siger Maiken Wolderslund.
Og hos Lægeforeningen er man begejstret for projektet.
- Det kan betyde en større sikkerhed for patienterne, da de kan genhøre nogle af de informationer, de har fået. Hvordan var det, jeg skulle tage min medicin? Det skaber simpelthen større klarhed for patienterne.
- Og så kan det være en fordel, at man sammen med sine pårørende kan høre, hvad det var, lægen sagde, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.
I alt har 4349 patienter deltaget i projektet, og af dem har to tredjedele benyttet sig af muligheden for at hente lydoptagelserne.
Sygehus Lillebælt har afdelinger i Fredericia, Give, Kolding, Middelfart og Vejle.
/ritzau/