Sygehuse: Kontaktperson-ordning er spildt arbejde

Ledelse

28/12/2013 11:59

Nick Allentoft

De danske sygehuse har siden 2009 været forpligtet til at koble patienter, der er indlagt længere end 48 timer, sammen med en kontaktperson. Men de fleste patienter når kun at møde deres kontaktpersoner igennem et visitkort med et ukendt navn og et afhakket kryds i en journal. Det skriver Politiken lørdag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En stikprøve foretaget af Politiken viser, at 18 ud af 26 adspurgte sygehusafdelinger tildeler kontaktpersoner rent proforma og registrerer den samme læge eller sygeplejerske som kontaktperson til alle, uden at personen er det i praksis. 

- Det er jo et lovkrav, at vi skal registrere, men det er spildt arbejde, hvis det ikke giver værdi i forhold til patientforløbene. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at man tog ordningen op til revision igen og spurgte, hvad målet egentlig er, siger formand for Danske Lægesekretærer, Soile Friis, til Politiken.

Kontaktpersoners formål er at skabe tryghed og gøre det nemt for patienter og pårørende at komme i kontakt med personale, som har styr på deres behandlingsforløb. 

Ordningen er dog for mange blevet en ligegyldig registrering, som ikke gavner patienterne. 

Sådan er det eksempelvis på fødeafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

- For at leve op til kravene tildeles alle en 'proformakontaktlæge', som vi journalfører i den elektroniske journal med små bogstaver, og - vupti vupti - på den måde har 100 procent af vores patienter en kontaktlæge, også selv om de aldrig har set en læge

- Og så skidt med al den tid, som bliver brugt på at tildele ’luftlæger’, siger overlæge Lone Nikoline Nørgaard til Politiken.

Kritikken fra patienter og fagfolk får sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at kigge loven efter i sømmene

- Jeg er parat til at se på, om vi kan forbedre ordningen eller eventuelt erstatte den med noget bedre. 

- Det er helt afgørende, at vi sikrer, at patienterne er trygge under deres indlæggelse og oplever en sammenhæng i deres behandlingsforløb, siger Astrid Krag til Politiken.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.