Thulesen: Dong-sag kan stadig ramme Corydon

Politik

05/08/2015 18:59

Nick Allentoft

Dansk Folkeparti udelukker ikke kommissionsundersøgelse, hvis Dong-papirer er alarmerende, siger partiformand.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dong-sagen kan fortsat få konsekvenser for forhenværende finansminister Bjarne Corydon (S), varsler Dansk Folkeparti.

                Læs også: Anders Fogh skal rådgive Goldmann Sachs

Den nuværende finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), har indvilget i at lægge alle bud på energiselskabet Dong frem for Folketingets finansudvalg, og Thulesen Dahl håber, at papirerne vil kaste nyt lys over sagen.

- Forhåbentlig finde vi ud af, at den daværende regerings finansminister talte sandt. Finder vi ud af noget andet, bliver vi nødt til at få sat et rigtigt punktum, siger Thulesen Dahl.

Sagen drejer sig om salget af en stor bid af det statslige energiselskab Dong til den amerikanske finanskæmpe Goldman Sachs, der i begyndelsen af 2014 skød otte milliarder kroner ind i Dong mod at få en ejerandel på 19 procent. 

Dong-sagen pinte og plagede den tidligere regering i almindelighed og Bjarne Corydon i særdeleshed, og kritikerne har hele tiden krævet at få vished for, at salget til Goldman Sachs bundede i, at amerikanerne gav det bedste bud.

                Læs mere om DONG-sagen her

Det krævede naturligvis indblik i, hvad der måtte have været af andre bud, men det afviste Bjarne Corydon hele vejen igennem. 

Men nu får Folketingets finansudvalg alligevel lov til at se papirerne, der dog fortsat vil være omgærdet af fortrolighed. Men selvom politikerne altså vil være afskåret fra at diskutere detaljerne i offentlighed betyder det ikke, at sagen så er død, fastslår Thulesen Dahl.

- Der er to muligheder. Den ene er, at vi efterprøver det og føler os betryggede i, at tingene de er i orden.

- Hvis vi derimod når frem til, at der er en stor sandsynlighed for, at den tidligere finansminister har talt usandt og har givet Folketinget urigtige oplysninger, er det klart, at sagen må gå videre. 

- Så må vi vurdere, hvilken form, den kan gå videre i, i respekt for den fortrolighed, der skal være omkring nogle af de her ting. Men det er indiskutabelt, at så skal sagen have et efterfølgende forløb.

Thulesen Dahl nævner en ekstern advokatundersøgelse som et muligt efterspil, og han udelukker ikke, at det ligefrem kan blive nødvendigt med en undersøgelseskommission, hvis de oplysninger, Finansudvalget får, ikke er betryggende.

- Når vi har holdt fast i denne her sag, også selvom vi har fået et regeringsskifte, så er det fordi, den er principielt vigtigt. Vi kan ikke have en situation, hvor man som siddende finansminister bestemmer, hvornår Folketinget på efterprøve regeringens dispositioner. 

Hvis staten i fremtiden skal sælge aktiver, så mener DF-formanden, at processen bør være væsentligt mere åben.

- Her har der været en uhørt grad af lukkethed, og så er det, at alle de her myter opstår om at der er noget, der er fordækt og ikke tåler dagens lys.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.