Tidligere forsvarsminister Carl Holst stopper i politik

Politik

09/08/2018 19:14

Nick Allentoft

Socialordfører Carl Holst (V) stiller ikke op til Folketinget ved næste valg. Han fortryder ingenting.

Den tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) har besluttet ikke at genopstille ved det kommende folketingsvalg.

Han vil have mere tid til familien, men fortryder ingenting. Og så kan han i dag også se positivt på den mediestorm, der førte til hans fald som forsvarsminister. Det fortæller han til avisen Danmark.

- Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg har en bedre balance mellem arbejdsliv, familieliv og venskaber, siger Carl Holst til avisen.

Spørgsmål: Har du manglet den balance?

- Jeg fortryder ingenting. Jeg har været fuldt ud bevist om mine valg. Jeg kan bare konstatere, at når man tager et valg, så tager man også et fravalg, og nu vælger jeg noget andet til, et liv uden for det offentlige og det politiske, siger Carl Holst.

Han er i dag Venstres social- og kirkeordfører, og han understreger, at han har tænkt sig at blive siddende folketingsperioden ud. 

Det var i 2015, at Carl Holst blev forsvarsminister. Han sad i 93 dage. Med sig ind i ministerkontoret havde han sager fra sin tidligere post som regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Blandt andet fik han som fratrådt regionsrådsformand et eftervederlag, selv om han samtidig fik ministerløn. Først nægtede han at afstå pengene, men efter pres gav han sig og afstod dem delvist.

Desuden blev han beskyldt for at have brugt en regionsansat medarbejder i sin personlige folketingsvalgkamp. Det ville i givet fald være misbrug af skattekroner. 

Region Syddanmark besluttede sidste efterår, at det ikke ville rejse en erstatningssag. Sagerne var med til at lægge et pres på ministeren, så han til sidst trak sig.

Ifølge avisen Danmark har Carl Holst dog besluttet sig for at se det positive i det negative.

- Jeg var i en situation, hvor jeg ikke havde det godt, siger Carl Holst til avisen Danmark.

- Det var ubehageligt og forfærdeligt, men forudsætningen for at vurdere, om man har det godt, er, at man har oplevet ikke at have det godt. Og tro mig, jeg har en fantastisk vurdering af, at jeg har det godt, siger han

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.