Folketinget har fredag vedtaget den såkaldte transportøransvarslov, der giver integrationsminister Inger Støjberg (V) mulighed for at pålægge transportører som DSB og Scandlines strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i Danmark uden gyldigt id.
Nyhedsbrev 1
Men kun i en ekstraordinær situation, hvor der er indført midlertidig grænsekontrol, understreger Støjberg.
- Det er ikke fordi, jeg ønsker, at vi skal indføre transportøransvar. Men vi kan komme i en situation, hvor det bliver nødvendigt. Eksempelvis hvis svenskerne indfører transportøransvar, siger ministeren kort efter afstemningen i folketingssalen.
Læs mere om grænsekontrol og transportøransvaret her
Her stemte 77 for lovforslaget, mens 24 stemte imod. Kritikken lød fra oppositionen, at det er uansvarligt at hastebehandle et lovforslag, der er så vidtrækkende, uden man til fulde kender konsekvenserne.
Inger Støjberg kalder da også loven for "et nødvendigt onde":
- Det vil jo hindre den fri passage over den dansk-tyske grænse. Det er jo ikke en fordel. Fri bevægelighed er en fordel for både de mennesker, der bor i området, og for erhvervslivet, siger hun.
Sverige vil fra 4. januar tvinge tog- og færgeselskaber til at sikre, at alle indrejsende har gyldige id-papirer på sig, før de kommer til den svenske grænse. Adspurgt om Støjberg vil indføre grænsekontrol samtidig, lyder svaret:
- Det vil jeg ikke sige noget om i dag. Men det er noget, regeringen følger meget, meget tæt.
Spørgsmål: Men hvilke kriterier har I sat op for, at situationen kan betegnes som "særlig"?
- Det er ikke noget, jeg vil delagtiggøre pressen i i dag, svarer Støjberg.
Tysk forbundspoliti har i denne uge slået fast, at nok kan DSB-ansatte tjekke pas og visum på vej mod Danmark, men de rejsende kan blot nægte at følge forespørgslen - uden konsekvenser. Men det afviser Støjberg.
- Det er jo ikke grænsekontrol, som DSB-ansatte skal udøve. De skal kontrollere, at de rejsende har pas og gyldigt visum.
Spørgsmål: Tysk forbundspoliti siger, at DSB ikke kan stille noget op, hvis de rejsende nægter at vise id? - Jo, DSB kan jo undlade at tage passagererne med. Det er op til transportøren at sørge for, at de rejsende har pas og visum i orden. Støjberg affejer samtidig bekymringen fra DSB og andre selskaber, der ikke mener, at de ansatte er i stand til at tjekke pas og visum. - Jeg mener sagtens, at vi kan få enderne til at nå sammen, siger ministeren, som nu støttes af togkontrollørerne. Togkontrollører er klar til at hjælpe DSB med id-kontrol Togpersonalet skal nok være klar til at kontrollere passagernes pas og eventuelt visum. Det meddeler formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, efter Folketinget fredag har vedtaget transportøransvarsloven. Den betyder, at integrationsminister Inger Støjberg (V) i en ekstraordinær situation, hvor der bliver indført midlertidig grænsekontrol, kan pålægge transportører strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i Danmark uden gyldigt id. - Vi ved godt, at DSB ikke har brudt sig om opgaven, men vi mener, at vores medlemmer er kompetente til at løse den her opgave, når den må komme, siger Henrik Horup fra Dansk Jernbaneforbund, hvis medlemmer blandt andre er togkontrollørerne. I et tidligere høringssvar fra DSB er det dog tydeligt, at det ikke er en opgave, DSB ønsker sig. - Hvis DSB fremover pålægges at indføre kontrol af generel rejselegitimation og visa, tilkommer der DSB opgaver, som medarbejderne ikke er uddannet til, endsige har erfaring med, skriver DSB i høringssvaret. Men det skal de nu nok klare, mener Henrik Horup. - Togpersonalet er myndighedspersoner, så de er vant til at have kundekontakt. De skal selvfølgelig have en instruktion i, hvad deres beføjelser er. Hvad de kan, hvad de må, og hvorledes de skal agere, hvis de opdager noget, som er uregelmæssigt, siger han. Men Henrik Horup er ikke bekymret for, om de kan klare det. - De er vant til at kontrollere folk på den ene eller anden måde, så jeg tror ikke, at opgaven som sådan er særlig ny. Den største opgave ligger i logistikken. Der er en planlægningsopgave, der skal løses, og det bidrager vi gerne med, hvis DSB ønsker det. DSB har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt, da de ifølge presseafdelingen følger situationen. DF kritiserer Støjberg for at lægge id-kontrol i skuffen Selv om regeringen nu kan indføre id-kontrol i særlige situationer, har Støjberg endnu ingen konkrete planer. Hvorfor hastebehandle et lovforslag, hvis man så bare har tænkt sig at lægge det i skuffen bagefter? Dansk Folkeparti undrer sig over, at integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke vil indføre id-kontrol med det samme, efter hun fredag fik flertal for transportøransvarsloven i folketingssalen. - Det giver jo ikke meget mening. Vi har hastebehandlet lovforslaget igennem Folketinget på en uge, og det må jo være fordi, det haster, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) til Ritzau. Loven om transportøransvar giver Støjberg mulighed for at pålægge transportselskaber som DSB og Scandlines strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i Danmark uden gyldigt id. Men kun i en ekstraordinær situation, hvor der er indført midlertidig grænsekontrol, understreger ministeren. Hun nævner som eksempel, at Danmark kan indføre id-kontrol, hvis Sverige som ventet gør det samme efter nytår. Men Dansk Folkeparti har ikke tålmodighed til at vente til efter juleferien. - Når ministeren nu siger, at det ikke længere haster, så halter regeringens argumentation jo mildest talt. Vi opfordrer til, at loven bliver taget i brug, så vi får indført midlertidig grænsekontrol, siger Martin Henriksen. Hos DSB og andre af de selskaber, der fremover kan blive pålagt at udføre id-kontrol, er der stor bekymring. De ansatte er ikke i stand til at tjekke pas og visum, lyder det. Men det bremser ikke DF's planer om hurtig id-kontrol. - Sagen er jo den, at der også er private selskaber - luftfartsselskaber - der lever op til den her kontrol i dag. Så det kan godt lade sig gøre, siger Martin Henriksen, der tilføjer, at DSB "i noget tid" har vidst, at loven var på vej. Spørgsmål: Men den blev jo hastebehandlet. Er det ikke en reel bekymring, de har? - Det er rigtigt. Og jeg kan også godt forstå, at der er nogen, der er bekymrede for, hvordan de skal håndtere det. Men i den situation, Danmark står i, der er det simpelthen nødvendigt, afslutter Martin Henriksen. FAKTA: Støjberg kan nu indføre id-kontrol Danske transportører skal nu med ny lov tjekke passagernes id, hvis der indføres midlertidig grænsekontrol. Personalet på færger, bus, tog og fly skal i ekstraordinære situationer, hvor der er indført midlertidig grænsekontrol, kontrollere passagernes pas og eventuelt visum. Det vedtog Folketinget fredag, hvor 77 stemte for lovforslaget om transportøransvar, mens 24 stemte imod. Her kan du se indholdet af den hastebehandlede lov: * Når der er indført midlertidig grænsekontrol skal et såkaldt transportøransvar gælde. * Det skal sikre, at trafikoperatører - som eksempel tog-, bus- og færgeselskaber - der fragter passagerer på tværs af de danske grænser, kontrollerer "rejselegitimation og visum" for udlændinge, der rejser ind i Danmark på et tidspunkt, hvor der er indført midlertidig grænsekontrol. * Transporterer operatørerne passagerer uden legitimation og visum til Danmark fra et andet Schengen-land, skal de kunne straffes. * Transportøransvar gælder allerede i Norge og meldes på vej i Sverige, hvor det "efter det oplyste" indgår i den svenske regeringsudspil til ændringer af landets udlændingelove. * En sådan transportør kan være DSB, Scandlines og SAS. * Dette gælder dog kun, hvis Danmark indfører midlertidig grænsekontrol. Kilde: Skriftlig fremsættelse af L 74 /ritzau/