Regeringen lægger op til omfattende liberalisering af taxiloven.
Det bliver dog ikke så liberalt, at den omdiskuterede kørselstjeneste Uber bliver lovlig i sin nuværende form, fremgår det af regeringens udspil.
Regeringen vil nemlig lempe en række krav til taxibranchen, men ikke slippe den totalt fri.
- Man skal kunne konkurrere om kunderne på pris og kvalitet. Vi skærper kravene betydeligt, så det bliver sværere at snyde i skat. Der indføres en indberetningspligt i taxibranchen, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).
- Fremover skal Uber dele oplysninger med kørslerne med de danske skattemyndigheder. Ud over det skal chaufførerne leve op til krav, siger Ole Birk Olesen. De regler, der skal lempes, omfatter blandt andet antalsbegrænsningerne på, hvor mange taxilicenser, der kan udstedes. Og så skal taxivirksomheder, modsat i dag, have lov at drive virksomhed på tværs af kommunegrænserne. Derudover vil regeringen gøre op med kravet om, at taxiselskaber skal have døgnåbent. Regeringen mener kort sagt, at det må være op til virksomheden og dens kunder at fastlægge serviceniveauet. Også priserne vil blive sat mere fri end i dag. Hvis man prajer en taxi på gaden, vil prisen forsat være underlagt en maksimumsgrænse. Men hvis man ringer ind og bestiller en taxi, skal man på forhånd aftale prisen, lyder regeringens forslag. - Kunden skal ikke kunne risikere at blive snydt til at betale horrible overpriser, skriver regeringen i sit udspil. Et af de krav til taxier, der bliver bevaret, er, at bilerne skal gå igennem et årligt bilsyn. Derudover skal taxichaufførerne leve op til bestemte helbredskrav. Og de må ikke være straffet for grove lovovertrædelser. Uber kalder taxiudspil et skridt i den rigtige retning Det er et "skridt i den rigtige retning", at regeringen med sit udspil "Taxi til fremtiden" vil modernisere forholdene i taxibranchen, siger Oliver Carra, som er talsmand for kørselstjenesten Uber. - Regeringens initiativ til at modernisere reglerne for taxi og transport er et skridt i den rigtige retning, siger han i en udtalelse efter regeringens udspil.- Det står klart, at folk ønsker at bruge ny teknologi til bedre at udnytte eksisterende ressourcer, også på transportområdet, og de nuværende regler passer ikke til en virkelighed, hvor alle har en smartphone i lommen, siger Oliver Carra.
- De 300.000 danskere, der er tilmeldt Uber og de 2000, der tager ture i København, er et bevis på dette, siger Oliver Carra. Uber kan ifølge transportminister Ole Birk Olesen (LA) ikke fortsætte som nu. Deres chauffører skal fremover have et førerkort, som stiller krav til deres omdømme. De må for eksempel ikke være straffet for alvorlige forbrydelser, påpeger ministeren. Desuden skal en taxi tjekkes en gang årligt som nu. Ole Birk Olesen mener dog, at Uber kan tilpasse sig de nye danske regler, som regeringen skal forhandle med oppositionen. Landsretten stadfæstede for nylig en dom fra byretten, der havde dømt en Uber-chauffør for piratkørsel. Så skal chaufføren betale en bøde på 6000 kroner. Fem andre Uber-chauffører venter på at få afgjort lignende sager. DF: Regeringens taxi-udspil slår armene ud til Uber Regeringen vil dele taxikørsel op i bestilte ture og gadeture. Det vil give bedre vilkår for Uber, mener DF, der ikke vil hjælpe regeringen til et flertal til udspillet, som det er fremlagt tirsdag: - Vi kan slet, slet ikke acceptere, at man skelner mellem gadeture og bestilte ture, for det er det samme som at sige velkommen til Uber, siger transportordfører Kim Christiansen (DF). Regeringen understreger specifikt i udspillet, at den ikke ønsker at lovliggøre Uber, "som Uber kører i dag". Men det giver DF-ordføreren ikke meget for. - Med bestilte ture kan man selv aftale prisen, og der er ikke de samme krav til udstyr i bilerne. - Der skal kun være én type taxikørsel. Så er det ligegyldigt, om man bestiller over app, telefon eller prajer på gaden. Der skal være den samme indretning af køretøjerne. Regeringen deler taxikørsel op i to: gadekørsel og bestilt kørsel. For gadekørsel, hvor taxien prajes på gaden, skal der være maksimalpriser. Det er et krav, at der er et synligt display, der løbende viser prisen for turen. Der stilles også krav om tv-overvågning ved gadeture. Derimod er der fri prisdannelse og ikke krav om overvågning for bestilt kørsel, hvor taxien eksempelvis bestilles i en app. Her skal kunden i forbindelse med bestillingen godkende en maksimal pris for turen. - Man skaber to markeder. Et, hvor man stiller krav, og et, hvor man ikke gør. Og det kan jeg slet ikke se noget formål med, siger Kim Christiansen. Også hos Socialdemokratiet er transportordfører Rasmus Prehn bekymret. - Vi lægger vægt på, at det ikke må blive lettere at snyde i skat, siger han i en skriftlig kommentar og udpeger nogle kritikpunkter i regeringens udspil: - Dels med hensyn til bilernes udstyr, og dels med at dele markedet op i bestilte ture og gadeture.