Kørselstjenesten Uber er snart fortid i Danmark.
18. april vil man ikke længere kunne bestille kørsel via selskabets app.
Det fortæller selskabets talsmand, Kristian Agerbo, på et pressemøde i København.
Årsagen er den kommende taxalovgivning, der gør det vanskeligt at drive tjenesten videre i sin nuværende form.
- Lukningen er ikke nødvendigvis permanent. Men vi må tage konsekvensen af den lovgivning, der er på vej, siger Kristian Agerbo.
Et flertal i Folketinget indgik tidligere i år en aftale om en ny taxalovgivning.
Den gør det muligt for andre end de etablerede taxaselskaber at komme ind på markedet, men stiller omvendt krav til udstyr som sædefølere og taxametre.
- Det er vanskeligt for de nuværende Uber-chauffører at efterleve, fordi de benytter deres egen privatbil.
- Vores førsteprioritet er nu at hjælpe chaufførerne videre. Vi vil også fortsætte dialogen med politikerne og håber, at de vil ændre loven, så danskerne igen kan få glæde af moderne teknologi som Uber, siger Kristian Agerbo.
Uber: Vi har en plan B Uber har en plan B på den måde, at selskabet bliver i Danmark med sit teknologi-udviklingscenter i Aarhus. - Det kontor vil fortsat vokse, og med det udgangspunkt vil vi søge politisk dialog og sørge for, at politikerne har den information, de skal bruge, for at tage de beslutninger, der skal tages. Og jeg har stor tillid til, at politikerne og danskerne nok skal få øjnene op, for den teknologi der er, siger Kristian Agerbo fra Uber.
Indtil videre beskæftiger Ubers teknologicenter i Aarhus 40 medarbejdere. Centeret har ingeniører, dataloger og programmører ansat. Men tanken er, at der skal ansættes flere med tiden.
I sidste ende håber Uber, at de ved at fortsætte den politiske dialog, i sidste ende kan overbevise politikerne om, at teknologi kan gavne chaufførerne. - Vi håber, at der bliver lavet en lovgivning, som skaber nogle rammer, der gør, at man kan udnytte den teknologi, der er tilgængelig. Vi er ærgerlige over, at teknologien, der bliver udviklet i Danmark, ikke kan bruges i Danmark. - Der er masser af andre lande i Europa, der bevæger sig i en anden retning, hvor de laver en lovgivning, der ikke kræver gammeldags teknologi, siger han. Kristian Agerbo henviser blandt andet til punktet i den nye taxalovgivning, der opretholder kravet om, at der er taxameter og sædeføler i bilen. Jarlov og Joachim B: Bagstræbere tvinger Uber ud af Danmark Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tvinger kørselstjenesten Uber ud af Danmark. Det mener både Liberal Alliance og De Konservative, efter at Uber tirsdag har annonceret, at tjenesten lukker i Danmark som følge af den kommende taxalovgivning. Regeringspartierne, Socialdemokratiet, DF, De Radiale og SF stemte alle for aftalen. Alligevel bebrejder LA's erhvervsordfører, Joachim B. Olsen, Socialdemokraiet og DF for Ubers exit. - DF og S har ikke ønsket det. De er nogle bagstræbere og nogle maskinstormere. - De har været mere optaget af at beskytte en branche for konkurrence i stedet for at gøre det rigtige og skabe vækst. Det er enormt ærgerligt, siger han. Lukningen ærgrer også De Konservatives transportordfører, Rasmus Jarlov. Men han erkender, at det skyldes den taxalov, som hans eget parti har været med til at indgå. - Som alle ved, ville den borgerlige regering gerne have haft, at Uber kunne fortsætte. - Men den blev tvunget af SF og S til at lave lovgivning, som tvinger Uber ud af Danmark, siger Jarlov, der har været en af kørselstjenestens varmeste støtter på Christiansborg. At kørselstjenesten ophører, går både ud over brugere og chauffører, lyder det fra Joachim B. Olsen, som også har været stor fortaler for Uber. - Det er ærgerligt for både de 200.000 brugere i København, som har taget Uber til sig, og for de chauffører, som har fået en indkomst fra Uber, siger han. Den kommende taxalov gør det muligt for andre end de etablerede taxaselskaber at komme ind på markedet, men stiller omvendt krav til udstyr som sædefølere og taxametre. Loven gør ifølge Joachim B. Olsen, at Danmark går glip af teknologi, som både er deleøkonomisk, skaber mindre trafik på vejene og gør det muligt for folk med lavere indkomster at bruge en kørselstjeneste. Spørgsmål: Liberal Alliance og De Konservative gik i regering med Venstre for fire måneder siden. Nu forlader Uber Danmark. Har I fejlet? - Nej, vi har på ingen måde fejlet. Det udspil, som regeringen kom med, var mere liberalt end det udspil, som den tidligere venstreregeringen kom med. - I Danmark er det Folketinget, der vedtager lovene og ikke regeringen. DF og S har blokeret for, at vi kunne tage den nye teknologi til os, siger Joachim B. Olsen. Fra 18. april er det ikke længere muligt at bestille kørsel via selskabets app. FAKTA: Uber har kørt danskere rundt siden 2014 Her kan du læse om kørselstjenesten, der blev stiftet i 2009 af Garret Camp og Travis Kalanick.* Uber er et amerikansk koncept med hovedkvarter i San Francisco. Samtidig er Uber registreret i Holland.
* Ordningen går ud på, at kunden via sin mobiltelefon bestiller en kørsel, der i gennemsnit er 20 til 30 procent billigere end en tur med taxa.
* Før afhentning får kunden en besked med foto af chaufføren og dennes navn samt bilens registreringsnummer.
* I december 2011 blev Paris den første by uden for USA, hvor Uber blev lanceret.
* Uber findes i 70 lande, heriblandt Danmark, og mere end 500 byer, herunder København. Den er dog også blevet forbudt flere steder.
* Ubers service presser taxabranchen. Eksempelvis er antallet af daglige ture for New Yorks taxaer faldet løbende siden Ubers indtog.
* Ifølge Uber er der tale om en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og kan bestilles til en tur, hvor chauffør og passager efterfølgende deler omkostningerne.
* Danske taxaselskaber mener, at Uber ikke overholder retningslinjerne for fair konkurrence, fordi Uber-chauffører ikke er underlagt samme reguleringer, hvad angår forsikring, registrering til erhvervskørsel og andre udgifter.
* Seks Uber-chauffører blev sidste år dømt i Københavns Byret for at have kørt ulovlig taxakørsel. Sidenhen har Østre Landsret stadfæstet dommen.
* Siden har politiet sigtet fem personer for samme overtrædelse fra en liste på 1500 danske Uber-chauffører, som Skat har modtaget fra skattemyndighederne i Holland.
Kilder: Uber.com, Børsen, Information, Fagbladet 3F.
/ritzau/