Værdikamp for det frie ord: Ansatte i Google protesterer over censur-planer

Kultur

17/08/2018 08:56

Nick Allentoft

Google har planer om at skabe en censureret søgemaskine for at komme tilbage på det kinesiske marked.

Det har skabt intern splid i Google, at internetgiganten har planer om at lancere en censureret søgemaskine i Kina.

Mere end tusind medarbejdere har underskrevet et brev til ledelsen, hvor de protesterer over virksomhedens plan, som de mener er i strid med Googles etiske retningslinjer. Medarbejderne kræver mere gennemsigtighed i processen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Google trak sig fra Kina i 2010 på grund af bekymringer om censur.

Men nu har virksomheden planer om at lancere sin søgemaskine i landet igen. Denne gang vil selskabet dog rejse mure, så nogle internetsider og søgeord vil blive blokeret. 

Trækket fra Google vil være et dramatisk skift i internetgigantens politik omkring søgemaskinen i Kina.

Søgeord om menneskerettigheder, demokrati, religion og fredelige protester vil angiveligt blive blokeret.

I brevet opfordrer de ansatte Googles ledelse til at skabe mere gennemsigtighed i overvejelserne og planerne om den censurerede søgemaskine.

Medarbejderne mangler nemlig væsentlige informationer, som er nødvendige "for at tage etisk kvalificerede beslutninger i deres arbejde".

- Vi har akut brug for mere gennemsigtighed og en forpligtelse til en klar og åben proces: Googles medarbejdere har brug for at vide, hvad vi bygger, skriver de i brevet.

Ligeledes klager de over, at de udelukkende har fået kendskab til Googles planer gennem pressen.

Brevet har torsdag givet anledning til et møde i virksomheden, hvor Googles administrerende direktør, Sundar Pichai, har fortalt medarbejderne, at lanceringen af en censureret søgemaskine stadig er langt fra at blive realiseret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Selv om planen stadig er på et indledende stadie, mener Pichai dog, at det er i tråd med Googles mission at levere flere ydelser i verdens mest befolkede land.

Men intet er afgjort endnu, skal han ifølge Reuters have forsikret medarbejderne på mødet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.