Venstre: Ingen kunne forudse flygtningestrømmes styrke

Politik

10/11/2015 12:04

Nick Allentoft

Venstre afviser, at partiet ikke har gjort nok for at bremse tilstrømning af migranter og flygtninge.

Det er ikke korrekt, at Venstre-regeringen ikke har leveret på den lovede "straks-opbremsning" i antallet af asylansøgere, som partiet stillede vælgerne i udsigt under valgkampen.

Det siger partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, efter, at Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, siger, at regeringen "ikke har leveret" nogen straks-opbremsning.

- Regeringen har jo allerede strammet op flere steder, og jeg kan berolige med, at situationen bliver overvåget ganske nøje, og at vi næppe har set de sidste stramninger på området, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Man kan jo nok godt konstatere, at situationen havde set ganske anderledes alvorlig ud, hvis vi ikke have foretaget de indgreb, vi har gjort. Havde man fortsat den forrige regerings politik på området, så havde antallet været væsentligt større.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at mindst 56.600 migranter og flygtninge er rejst ind i Danmark siden søndag 6. september i år. Men, siger Jakob Ellemann-Jensen:

- Tallet for, hvor mange der rejser ind i Danmark, siger jo ikke i sig selv noget om, hvor mange der søger asyl.

Spørgsmål: Har I undervurderet, hvor stor en opgave Danmark stod over for, da I lovede en straks-opbremsning?

- De fleste er nok blevet overrumplet af de grupper af mennesker, som er draget nordpå, og man har jo foretaget ganske store indgreb fra regeringens side, siger han og fortsætter:

- Men det er jo ikke sådan, at der er nogen, der har været fuldstændig klar over, hvor store folkemængder der ville komme.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.