Du skal med god samvittighed kunne give det offentlige ansvaret for dine gamle

Der har de senere år været politisk debat om danskernes personlige ansvar for egne ældre pårørende. Det er på mange måder en ny diskurs, som blev kickstartet af daværende velfærdsminister Karen Jespersen i 2008 – kort efter finanskrisen brød ud. Jespersen udfordrede den hidtidige forestilling om, at ældre er et kollektivt ansvar, og hun trak de pårørende ind i velfærdsdebatten som en uudnyttet ressource, der fremover burde hjælpe i omsorgsopgaven.

Jeg vil i dette indlæg argumentere for, at omsorg for ældre medborgere må og skal være en offentlig opgave, og at nedskæringer i ældreplejen er med til at erodere grundlaget for vores velstand, vores store økonomiske lighed og ligestilling mellem kønnene.

Tilbage til kødgryderne

Hvis kernevelfærdsydelserne bliver for ringe, vil vi potentielt se danskere vælge at tage en større del af opgaven selv – tilskyndet af debatten om det personlige ansvar. Man vil ikke længere kunne se sig selv i øjnene mens pårørende ældre sidder alene uden den omsorg, de har brug for, uden appetit for mad i plastikbakker og med kun ringe hjælp til rengøring og pleje.

Og den overførsel af ansvar fra det offentlige til de pårørende risikerer at blive på bekostning af især kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet. For det er overvejende kvinder, der vil komme til at bære læsset, hvis vi skærer i de fælles forpligtelser for ældreomsorgen. Samme tendens ser vi i det stigende antal af hjemmegående husmødre og på den stadigt skævvredne barselsfordeling – formentlig fordi mænd fortsat i gennemsnit tjener mere end kvinder.

Man kan frygte, at tendensen fremover vil tage yderligere fart, fordi vi som samfund svigter på ældreområdet. Der findes flere lande i bl.a. Sydeuropa, hvor det i højere grad er normen at passe sine børn hjemme og at tage sig af egne ældre pårørende. I Grækenland og Italien er deltagelsen på arbejdsmarkedet blandt kvinder på hhv. 45 pct. og 40 pct. mod Danmarks 59 pct. Disse lande har påfaldende nok haft langt lavere vækstrater end Danmark de senere år, og deres BNP pr. indbygger er hhv. $32.000 og $19.000 mod vores $57.000 – altså ca. halvdelen af vores velstand.

Jeg tror ikke, at mange af os ønsker, at Danmark former sin økonomiske model efter Grækenland eller Italien. Men hvis vi skærer så hårdt i den offentlige velfærd, at familier vender tilbage til de gamle familiemønstre for at kompensere for det lave niveau, begynder grundlaget for den danske samfundsmodel at forsvinde. Danmark har altid befundet sig i toppen, når det kommer til ligestilling – bl.a. på grund af kvinders høje deltagelse på arbejdsmarkedet. Men de senere år, er vi gledet længere ned af ranglisterne, og en af årsagerne kan være det svigtende velfærdssamfund.

I Danmark stiller vi store krav til hinanden, til vores karrierer, vores sundhed, socialliv, familieliv og online tilstedeværelse. Hvis vi kræver af den mobile, globale, omstillingsparate, karriereorienterede, familieforøgende, motionsdyrkende stressede dansker, at hun også skal bruge mere tid med sine pårørende, risikerer vi, at hun knækker over (jeg behøver ikke i dette indlæg at minde om det stigende antal stressede danskere).

Det kan ganske enkelt ikke hænge sammen, at vi kræver endnu mere af hinanden for at kompensere for ringere velfærd. Desuden vil det kun være de bedst stillede familier, der har råd til at blive hjemme og tage ordentlig hånd om sine ældre pårørende. Det vil skabe en ulighed i ældreomsorgen, hvor kun dem med overskudsfamilier vil få den omsorg og pleje, de har brug for, hvilket vil være et afgørende brud på samfundskontrakten om hjælp til alle svage ældre uanset økonomisk formåen.

Samfundskontrakten om pleje og omsorg

Helt tilbage fra hjemmehjælpens oprindelse i form af den offentlige husmoderhjælp i 1949 og de første alderdomshjem fra 1900, har vi haft denne samfundskontrakt om, at svage ældre er et fælles ansvar frem for den enkelte families. Man kan, som nævnt, argumentere for, at en offentlig ældreomsorg er en væsentlig forudsætning den store økonomiske velstand, vi opnåede i sidste halvdel af det 20. århundrede. For den offentlige ældrepleje betød sammen med offentlig børnepasning, at kvinder nu også kunne varetage et fuldtidsarbejde på trods af børn eller svage gamle i familien og på den måde bidrage til samfundsøkonomien og ligestilling mellem kønnene.

Karen Jespersen begyndte at undergrave samfundskontrakten, da hun i 2008 ville tvinge pårørende med til visitationssamtaler om hjemmehjælp eller plejehjem for at sikre, at de var en del af opgaven at yde omsorg for de ældre. Og i 2014 viste en rundspørge, at ca. 50 pct. af landets borgmestre ønskede at inddrage pårørende mere i ældreplejen – for eksempel ved at hjælpe med rengøring, hårvask og at holde jul for de ældre på plejehjemmene. I sommeren 2017 gentog ældreminister Thyra Frank så budskabet om, at pårørende skal løfte en større del af omsorgen for deres ældre pårørende.

Budskabet kan virke sympatisk, særligt set i lyset af en undersøgelse fra SFI, som viser, at 1/3 af landets plejehjemsbeboere sjældent får besøg mere end én gang om måneden. Og der er da også helt reelle kritikpunkter at rejse i forhold til manglen på kontakt og fællesskab mellem de yngre og ældre generationer.

Der er et lille land

Men jeg vil komme med en sidste overvejelse om en helt praktisk hindring for at lægge for meget over på de pårørende: geografi. Vi lever ikke længere i en tid, hvor man vokser op og bliver gammel det samme sted, som man blev født. I København er 1/5 af indbyggerne fra Jylland. Bor man i København og har pårørende ældre i Jylland, er det de færreste, der har mulighed for at komme på besøg mere end én gang om måneden, hvis overhovedet. At være mobil og omstillingsparat er i stigende grad en nødvendighed. Ja, i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser er det ligefrem et udtalt krav, at københavnere flytter til Fyn, Jylland eller Bornholm, væk fra deres familie. For slet ikke at nævne alle de danskere, der bor og arbejder udenfor landets grænser.

Hvis vi er glade for vores samfundsmodel i Danmark, må vi stoppe udhulningen af ældreplejen. For omsorg for ældre er en forudsætning for vores rige og sammenhængende samfund. Med en ældrepleje, der bliver ringere, løber vi ikke blot fra de løfter, vi som samfund har givet de ældre, der har arbejdet og betalt skat hele livet; vi fjerner grundlaget for fremtidige generationers velstand.

De faktiske forhold

Jeg vil efterlade jer med nogle få tal, som illustrerer tilstanden og de nedadgående tendenser i den offentlige ældrepleje:

• Antallet af plejehjemspladser er faldet fra 53.000 til 43.000 i perioden 2008-2016. I samme periode er antallet af hjemmehjælpstimer i Danmark faldet med 6 mio. – et fald på 20 pct. Begge udviklinger indikerer, at det er blevet sværere at slippe gennem visitationsnåleøjet for ældre, som ønsker hjælp i form af hjemmehjælp eller en plejehjemsplads.
• Penge afsat pr +65-årige er faldet med 10,5 pct. fra 2012 til 2016. Man dækker flere ældre med samme ressourcer. Men hvor hjemmehjælpere for 30 år siden typisk havde omkring 3-6 hjemmebesøg på en arbejdsdag, har de nu i nogle tilfælde op til næsten 40. Det vil sige, at nok når man flere besøg for de samme penge, men spørgsmålet er, hvor meget plads, der så er til omsorg og nærvær for den enkelte.
• Det leder videre til det næste faktum, at op mod halvdelen af ældre i ældreplejen føler sig ensomme og hver 4. selvmord i Danmark udføres af en +65-årig. Mellem 9 og 20 pct. af ældre har en moderat til svær depression. Har vores iver efter at kunne dække flere ældre ind for de samme ressourcer betydet, at den kernefunktion, som hjemmehjælpen også havde tidligere – at sikre den enkelte ældres psykisk velbefindende – er sparet væk?
• Mellem 30 og 40 pct. af personalet i ældreplejen føler ikke, at borgerne får den hjælp, der er rimelig. Altså det faglige personale, som har uddannet sig til et arbejdsliv, hvor pleje og omsorg er hjørnesten, mener ikke at kunne yde den pleje og omsorg, som de selv finder rimelig.
• 50 pct. af beboerne på plejehjem oplever uplanlagt vægttab – 20 pct. er decideret undervægtige med tilhørende komplikationer. Der er altså noget grundlæggende galt med appetitten på landets plejehjem. At 60 pct. af plejehjemsmad i Danmark leveres færdiglavet udefra er anerkendt som værende en medvirkende årsag. Plejehjem med egne køkkener kan nemmere vække appetitten, ved at duften af madlavning breder sig på gangene og ved langt nemmere at kunne tilpasse menuen til beboernes ønsker.
• Kun én kommune i Danmark tilbyder ugentlig rengøring. I hele 23 af landets kommuner skal man som hjemmehjælpsmodtager vente 3 uger mellem hver rengøring. Man kan i den forbindelse stille spørgsmål ved, om det er fair med så store kommunale forskelle på den hjælp, der ydes. Ældre borgere har selvsagt ikke forskellige pleje- og omsorgsbehov alt efter hvor i landet, de bor.
• Desuden er det kun 3 pct. af landets kommuner, som tilbyder dagligt bad til ældre i ældreplejen. For to år siden gjorde hver 5. kommune. Kvalitetsstandarden for hvor ofte, man tilbyder hjælp til at komme i bad er faldet drastisk og hurtigt – en klar forringelse for den enkelte.
• Næsten 100 pct. af medarbejdere i ældreplejen har daglige administrative opgaver. Og over halvdelen bruger tid på administration flere gange dagligt. Ingen tvivl om, at visse ting skal dokumenteres for at sikre et sammenhængende behandlings- eller plejeforløb, men en stor del af de administrative opgaver er ikke knyttet til borgernær pleje, men til administration af et hav af puljemidler med forskellige politisk bestemte forbedringsformål. Der er puljer til mere værdighed, flere aftenvagter, hurtigere genoptræning, værdigere død, mere pårørendehjælp, mere hjemlighed på plejehjem og styrket demensindsats. Puljerne er lappeløsninger på en ældrepleje, der tydeligvis mangler ressourcer til at levere den ydelse, som borgere og politikere forventer i Danmark. Og hver pulje kræver egen administration og dokumentation, som tager medarbejdernes tid fra nærværet og omsorgen.

I de kommende indlæg på denne blog vil jeg dykke ned i de enkelte udfordringer, som ældreplejen står over for og komme med konkrete politiske løsningsforslag. Det er på høje tid, at vi begynder at tage alvorligt, hvor vigtig kernevelfærden er for vores fælles fremtid. Ældrepolitik er fremtidspolitik.