Hvad er prisen for at lukke en skole?

Velfærd

28/04/2019 22:57

Søren Jensen

I Rudersdal er lukning af skoler igen på agendaen. For to år siden lovede politikerne ro på skoleområdet. En forældregruppe har kaldt politikerne til MUS-samtale. Spørgsmålet er, hvad omkostningerne er ved at lukke en skole. Er der andre veje at gå?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Under valgkampen til kommunalvalget i Rudersdal i efteråret 2017 lovede politikerne ifølge en artikel i Rudersdal Avis den 25/4-19, at der skulle sikres ro på skoleområdet. Løfterne kom i kølvandet på en periode i kommunen med større strukturændringer.

Nu - blot to år efter - er i gangsat en større proces om mulig lukning af skoler. En forældregruppe har valgt at indkalde politikere i kommunen til en MUS-samtale den 30/4-19.

Prognoser om faldende elevtal har skabt den nye agenda. Det er vist hverken sjovt eller let at være politiker, når sådan en debat er i gang. Beslutninger er upopulære, det ene eller andet sted. Det må  anerkendes.

Vær med i Skoleavisen

Er du aktør på skoleområdet - privat, fri, efter eller folkeskole - så kan du bidrage til Skoleavisen på to måder. Send indlæg direkte til redaktionen@denoffentlige.dk eller blive redaktør for dit eget indhold som udgiver på DenOffentlige. 

Læs Skoleavisen her.

Det lyder overraskende, at prognoserne på to år ændrer sig så meget, at kommunen bevæger sig fra ”ro” til ”lukning”.

Jeg synes derfor, det er værd at spørge, hvad prisen egentlig er for at lukke en skole. Jeg ser to væsentlige omkostninger.   

 

Lukning og fusion koster ressourcer

Den ene omkostning, der skal regnes med, er, at hele processen omkring lukning og fusion koster ganske meget god energi.

Jeg var i en kort periode med i den gamle Parkvejskoles bestyrelse i Birkerød. Min oplevelse af bestyrelsesarbejdet var, at alt handlede om tunge sager. Jeg var drevet af lyst til hjælpe skolen med mine ressourcer, men i praksis gik alt op i ballade og uenighed. Jeg trak mig.

Skolen gik gennem en hård fusionsproces, hvor vi som forældre også oplevede mangt og meget, og hvor overvejelserne om at skifte til privatskole var ganske seriøse. I dag er det min oplevelse, at Birkerød Skole er ovenpå og velfungerende.  Men det ”kostede” ressourcer i flere år.

 

Den lokale skole er vigtig for by- og handelsliv

Den anden omkostning, at en skole også er omdrejningspunktet for et lokalt liv. Man taler meget om udkantsbyer i provinsen og behovet for arbejdspladser, men måske kan man også kalde fx Birkerød bymidte for udkant i hovedstaden.

Nabobyerne i Lyngby, Hillerød og Farum har større butikscentre. Der har været kæmpet bravt mod butiksdød og for byliv i Birkerød i en årrække. At lukke fx Toftevangskolen i bymidten vil fjerne hundredevis af børn, unge, lærere og forældre fra bymidtens liv i dagligdagen.

Det kan nemt koste arbejdspladser. Konkret ses i dag fx et nyt konditori midt i byen med overraskende appel, også til lektielæsende skoleelever.

 

Kan Rudersdal satse på at tiltrække flere unge børnefamilier?

Over for disse to omkostninger vil jeg spørge, om man husker at overveje mulige indtægter. I Rudersdal tales der om kraftige stigninger i antallet af ældre, og Rudersdal er samtidig en kommune med mange velhavende ældre. Kan det være en fornuftig langsigtet strategi at investere i børnefamilier og skoler og satse på at tiltrække flere unge til kommunen?  

Boligpolitik er uden tvivl en kompliceret størrelse, men med et mere og mere krævende økonomisk boligmarked i København, er det spørgsmålet, om ikke flere unge børnefamilier i København ville stå på spring i Rudersdal, hvis der var en strategi for at skabe boligmiljøer til overkommelige priser.

Vil det kunne betyde, at det skolelandskab, der er i dag i kommunen, måske kan fyldes ud?

Børn og unge er næppe det værste vi kan investere i

Jeg har ingen personlige aktier i den aktuelle debat. Min ældste datter forlader 9. klasse om et øjeblik. Jeg forstår, at kommunen har tilrettelagt en lang og god proces med tid til diskussioner og borgerinddragelse.

Af den grund foreslår jeg at drøfte spørgsmålet om, hvad omkostningerne er ved at lukke en skole, og om der er mulige økonomiske fordele ved at etablere en strategi for at tiltrække flere børnefamilier.

Flere børn og unge er næppe det værste, vi kan investere i, er det? Hvis vi var en privat virksomhed, hvad ville vi så gøre?  

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.