Hvad har tjekket parkering og billedet ovenfor egentlig at gøre med digital dannelse?
Du læser selvfølgelig videre, fordi du som en klog voksen ikke bryder dig om alle de flygtige digitale tekster :-). Bare rolig, teksten her er lang, og konklusionerne kommer drypvis og også til sidst. Jeg er født analog.
Danmarks Evalueringsinstitut er i gang med analyse af digital dannelse på erhvervsuddannelserne
Den digitale verden trænger dybt ind i vores alles hverdag. Det bliver mere. Det stopper ikke. Derfor taler vi nu højt om digital dannelse i vores skoler og uddannelser.
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) afholdt den 8. november en velbesøgt konference om deres arbejde med en behovsanalyse og mulige nye koncepter for erhvervsuddannelserne.
Det fik mig til at tænke på en ung håndværker, der netop har repareret vores tag. Det var i realiteten komplet umuligt for mig at få fat på en håndværker, der havde tid og lyst til at hjælpe os.
Da Nicklas kom forbi, var det med mobiltelefonen i hånden. Fotos og sms’er mellem os blev bærende for vurdering og aftaler om opgaven. Han fik let involveret en anden håndværker i løsningen, og vi sendte billeder frem og tilbage. Alt forløb gnidningsfrit.
Uden mobiltelefonen havde det taget meget lang tid, før håndværkeren havde lavet vores tag
Uden den fremgangsmåde tror jeg, det havde taget lang tid for os at få stoppet utætheden i vores tag. For Nicklas var mobilen en helt naturlig del af arbejdet.
Debatten om digital dannelse kan lande i faldgruber. En af dem er en tone og tråd, hvor det handler om, at “nu skal vi voksne danne de unge digitalt og indføre nye fag, forbud og regler, så vi kan lære dem, hvad der er rigtigt og forkert”.
Lektor: Skolens vægge er nu gennemhullet kommunikativt. Nogle prøver at sætte propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig
Ved EVA's konference formåede lektor Michael Paulsen at finde en balance mellem på den ene side vanskeligheder og dilemmaer, på den anden side en nøgtern beskrivelse af realiteterne og konkrete eksempler på mulige og gode veje frem.
Fx konstaterede lektoren tørt, at eleverne allerede er digitalt skadet den første dag, de træder ind på skolerne. Fra den lidt sarkastiske tone præsenterede han en solid faglig ramme om, hvad digital dannelse er.
Han beskrev også, hvordan internettet har ført til en helt ny situation, hvor skolen er ophørt med fra historisk tid at være et ret lukket rum med vægge, klasser og bøger. Beskyttet lidt fra verden udenfor og iscenesat gennem fx ekskursioner og gæstebesøg.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Nu er alles skolens vægge gennemhullet kommunikativt overalt. Nogle prøver at sætter propper i hullerne, men det lykkes altså aldrig rigtig, smilede forskeren.
Blandt flere pointer fremhævede han, at den vej som virkelig ser ud til at batte i praksis i diskussionen om digital dannelse, det er, når eleverne anvender nye medier på gode måder til gode formål.
Michael Paulsen fremhævede et forsøg på skoler, hvor eleverne brugte Twitter i forskellige fag, og hvor fx en tråd på Twitter som led i en klasses filmanalyse under selve visningen af filmen gav læring for eleverne på helt nye analytiske måder.
Forskellige uddannelser, forskellige elevgrupper, forskellige veje til digital dannelse
Jeg ved ikke fra hvilke devices, eleverne gik på Twitter i forsøget. Twitter er i selve sin konstruktion mobilegnet, og jeg har i et tidligere blogindlæg foreslået at indsamle viden om og erfaringer fra praksis om anvendelse af mobiltelefoner i læringen.
Eksemplet her illustrerer fint ideen bag forslaget. Jeg er ihvertfald stødt på overraskende lidt mere samlet fokus på dette område.
En central pointe fra EVA’s konference var måske, at når der tales digital dannelse skal man fokusere meget konkret på forskellige uddannelser og forskellige elevgrupper. Der findes ikke en “one size fits all”.
Digital dannelse er et fælles ansvar
Debatten om mobiltelefoner på skoler er ekstremt interessant som eksempel, fordi den rammer lige ind i følelsesregisteret hos os alle. Vi får en fornemmelse af, at “noget er galt” - og nu må vi gøre noget ved vores børn og unge og deres vaner. Måske fordi vi fornemmer det fra vores egne vaner?
Svaret er selvfølgeig ja, vi skal gøre noget. Vi skal ikke bare blindt lade alting køre. Vi skal have masser af debat om digital dannelse, overalt i vores samfund.
Vi skal samtidig betragte os selv som voksne og konstatere, at vi ikke er et hak bedre end de unge. Mobilerne er overalt, og hvem tror, de forsvinder i morgen?
Det interessante spørgsmål er, hvad vi skal gøre. Er vi voksne digitale immigranter i stand til alene at lære de unge digitale indfødte, hvad digital dannelse er i deres digitale virkelighed?
Kan vi det, når vores børn og unge for længst er kørt langt foran os med deres teknologiske kunnen og digitale liv?
Jeg tror det ikke. Jeg tror heller ikke, vi kan stille de krav til vores dygtige skoler og dygtige lærere. Det er ikke rimeligt. Digital dannelse er et fælles ansvar.
Jeg tror, vi skal finde måder at tale om og udvikle digital dannelse sammen med ungdommens stemme i Danmark 2.0 med nysgerrighed og tro på fremtiden.
Jeg tror, vi skal varsomme, når vi fylder lokaler og diskussioner med digitale immigranters stemme i debatter om digital dannelse, for vi kan - i den digitale eksplosions natur - ikke have den fulde føling med, hvad børn og unge gør i morgen i den digitale virkelighed, de lever i.
At sætte prop i et par af hullerne på væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller bliver endnu mere interessante?
På skolerne betyder det for mig i debatten om mobiltelefoner, at løsningerne synes mere nuancerede end et forbud.
I de helt små klasser fandt jeg det personligt rart, at mobiltelefonerne ikke var ret meget tilstede på mine børns skole. I de mindre klasser skal reglerne formentlig være skrappest, i de større klasser mest lempelige.
De større elever kan i dag betale med mobilepay i skolens cafe og se beskeder fra fx skoletandlægen og om fritidsaktiviteter. Faktisk er der en forventning om, at de store elever klarer sig selv og orienterer sig selv, og fx er kontant valuta og gammeldags skriftlige beskeder jo på hastig vej væk.
Som led i undervisningen kan der tales om - meget gerne sammen med de unge - hvordan, mobiltelefonerne også kan anvendes smart og bevidst til konkrete formål. Som i filmanalysen på Twitter og med Nicklas på taget.
Nogle gange hører jeg, at eleverne bare kan bruge deres ipad eller computer, og at de ikke har brug for deres telefoner på skolen. Men altså - de unge kan ligeså vel gå på Facebook fra disse devices.
At sætte prop i et par af hullerne i væggen, fører det ikke bare til, at de andre huller i væggen bliver endnu mere interessante?
En amerikansk forsker viste for nogle år siden billeder fra et foredrag i et stort auditorium, hvor alle de universitetstuderende sad med åbne computerskærme. De fleste kiggede på ting, der intet havde med den åbenbart ret kedsommelige forelæsning at gøre,
Forskerens kyniske replik til en fyldt konferencesal ved den internationale digitaliseringskonference i Berlin, den var:
Sikke et læringsrum vi går glip af der, var?
Jeg tror ikke, det er nogen løsning i debatten om digital dannelse at sætte mobiltelefonen i skammekrogen som "det farlige".
Mobiltelefonen har sin naturlige plads i livet og derfor kan skoler og uddannelser fx anvende de på billedet tjekkede mobile parkeringspladser med stik til opladning, som en skolelærer i Holbæk har udviklet.
Lærer: Forældrene må godt blande sig lidt udenom i dagligdagen
Det er ikke noget med at aflevere mobilerne til læreren om morgenen til en lurvet skuffe eller anvende dem skjult på toilettet eller bag busken.
Og forældrene må meget gerne blande sig lidt udenom og have tillid til skolens rammer og lærerens praksis.
Som en lærer har skrevet til mig: “Jeg er imod forbud. Jeg har ingen problemer med at lave regler for eleverne. Mit største problem i dagligdagen har været, at nogle af forældrene gjorde indvendinger”.
Formentlig har de unge meget bedre ideer til den gode og smarte anvendelse
Hver skole skal have sin egen overordnede politik. Der må for alt i verden ikke sættes ministerielle embedsmænd til at udarbejde retningslinjer.
Der skal være tillid til, at hver enkelt lærer kan lægge en god linje og anvende parkeringspladsen, som det passer bedst på dagen. Undervisningen er forskellig, aldrene er forskellige, eleverne er forskellige.
Skønheden er, at parkeringspladserne både kan indebære forbud og standsning, tidsbegrænset parkering, zoneparkering og tilladte zoner og perioder.
Kort sagt: Selve mobiltelefonens tilstedevær fornægtes ikke, den anerkendes. Parkeringspladsen åbner også for nem anvendelse til gode formål samt til diskussioner og italesættelse af både muligheder og vanskeligheder.
Kan man egentlig forestille sig bedre digital dannelse i praksis?
I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen
Parkeringspladsen er et symbolsk interessant eksempel på hele debatten om digital dannelse, og på hvordan de konkrete veje frem kan være forskellige i Danmark 2.0 fra alder til alder, klasse til klasse, uddannelse til uddannelse, arbejdsplads til arbejdsplads, branche til branche, hjem til hjem.
Vi gemmer ikke mobiltelefonerne væk. Vi forbyder dem ikke. Vi taler om dem og styrer dem. I et synligt fællesskab styrer vi mennesker, voksne og unge, teknologien, sammen.
Og - formentlig har de unge jo meget bedre ideer til den smarte og gode anvendelse, end vi voksne nogensinde kunne finde på.
Det er vidunderligt, for det betyder, at vi kan udvikle vores demokratiske velfærdssamfund Danmark 2.0 endnu bedre og udnytte vores digitalt fødte ungdoms fantastiske kompetencer.
Lets go for it!
- Læs også blog 15.10.2018: Ungdommens stemme i Danmark 2.0
- Læs også blog 25.10.2018: Fremtiden har brug for en tillidsreform: Alle unge er parate, hvis de bliver spurgt rigtigt
- Læs også blog 03.11.2018: Hov - tør du vende debatten om forbud mod mobiltelefoner i skoler på hovedet?
Mere følger. Har du bemærkninger, ideeer eller spørgsmål, skriv meget gerne en kommentar her eller kontakt mig via [email protected]
