Af Eva Hofman-Bang, Direktør, CPH West
Det nytter ikke noget, at vi sender vores unge hen på en erhvervsskole, for de dropper bare ud efter kort tid, sagde en skolelærer for nylig ved et offentligt møde, hvor jeg var til stede. Så derfor prøver vi at sende så mange som muligt i gymnasiet, sagde han. Det kender vi også bedre. Udsagnet rummer nogle sandheder:
- Der er stort frafald på en række erhvervsuddannelser.
- Der mangler viden i folkeskolen om erhvervsuddannelserne, og derfor bliver for få vejledt derhen.
- For mange uden tilstrækkelige kompetencer bliver vejledt til de gymnasiale uddannelser.
I grunden står vi i Danmark i det ulykkelige dilemma, at vi har nogle af verdens bedste erhvervsuddannelser, men det udnyttes for ringe. De er bedst, fordi de giver meget høje faglige kompetencer, og fordi de uddannede via deres praktikpladser har fodfæste på arbejdsmarkedet fra begyndelsen. Derfor er vores ungdomsarbejdsløshed relativt lav i forhold til så mange andre lande, selv om den p.t. er på vej op.
Men for få velkvalificerede søger dem, og frafaldet er stort. Det er der flere grunde til.
Kompetencerne mangler
Der er prestige i at gå i gymnasiet, og overgangsfrekvensen til de gymnasiale uddannelser er meget høj her til lands. Det betyder, at vi ikke får ret mange af de stærkeste ind på erhvervsuddannelserne. Ærgerligt nok, for fagligheden kan være nok så høj, og udsigten til beskæftigelse og en pæn livsløn er virkelig god - især i nogle af håndværksfagene. Men forudsætningerne for at gennemføre uddannelsen er ofte svage.
Når 17 procent af alle unge, der forlader folkeskolen, mangler tilstrækkelige læsekompetencer til at gennemføre en erhvervs-uddannelse, og 38 procent af de tosprogede unge i københavns-området mangler disse kompetencer, har vi en enorm udfordring med at få de unge til at gennemføre en uddannelse.
Selv om tallene har været offentliggjort talrige gange, kommer det bag på de fleste, når man nævner det. Er det virkelig så mange, spørges der. Og ja, det skal jeg hilse og sige, at det er, og vi møder dem i stort tal på erhvervsuddannelserne, når vi tester eleverne. Det står virkelig galt til hos mange unge, og på den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at mange giver op.
Så når jobcentrene sender unge ledige på uddannelsesinstitutioner, og de kort efter falder ud, så er en af forklaringerne - og en meget vægtig forklaring - manglende læsekompetencer.
Læsning kommer først
Derfor er der god mening i, at man i folkeskolen i de seneste år har arbejdet med et såkaldt læseløft. Op til og med fjerde klasse læser børnene nu meget bedre end tidligere. Det varer desværre et antal år, inden læseløftet har bredt sig til de ældste klasser. Til den tid vil det alt andet lige blive lettere for os at fastholde den gruppe af unge, der p.t. har det så svært med uddannelse.
Læsningen kommer først, fagligheden bagefter, og de to skal stimulere hinanden. Læsning er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at gennemføre en erhvervsuddannelse. Der skal mere til: blandt andet motivation og en fornuftig social situation.
Gennem de seneste år har vi på erhvervsskolerne arbejdet systematisk på at fastholde unge i uddannelsen.
På min skole, CPH WEST, har vi en lang række tiltag i gang. Gennem de seneste ti år har hver af vores afdelinger foruden lærerpersonale og ledelse haft en miljømedarbejder, hvis opgave det er at sørge for et roligt og stabilt skolemiljø. Det virker faktisk med en lang række initiativer. Derudover arbejdes der med mentorordninger. En mentor er en person, der har et særligt, mere personligt ansvar for kontakten til den unge. Som ”ser” den unge. Lytter til den unge. Giver gode råd og måske også må sørge for at ringe, hvis den unge ikke møder i skole. En slags faglig reservemor eller ditto far.
Forældrene mangler
Ofte har vi oplevelsen af, at forældrene mangler i billedet. Alt for mange unge – især piger – har ”ondt i livet”. De skal støttes af studievejledning og tilknyttet psykolog og evt. henvises til anden hjælp.
I de seneste år har vi sågar ansat en socialpædagog og vi har kunnet måle, at frafaldet faldt. Samlet har vi gennem de seneste år nedsat frafaldet på grundforløbet (uden omvalg) fra 32 til 18 procent, og det er vi ret stolte af.
Men der skal en stor indsats til, for at det kan lykkes at fastholde rigtig mange unge i uddannelsen. Det er desværre ikke nok (selv om det naturligvis er det vigtigste) alene at satse på et stærkt fagligt miljø. Der skal meget mere til, når vi skal have de sidste med, og det skal vi jo, for
”Jo mere uddannelse, jo bedre fodfæste på arbejdsmarkedet”, skriver jobcenterchef Bjarne Bo Larsen i sit indlæg på bloggen.
Hvis den dagsorden skal understøttes, må vi på de skoler, der arbejder med unge fra udsatte familier og med unge, der bor i kommuner, hvor afgangskaraktererne fra folkeskolen er særligt lave, have et ekstra, socialt taxameter. Det koster, men det virker, har min erfaring vist mig.
Vi skal blive bedre
Men penge til skolerne skaffer desværre ikke de manglende praktikpladser, som jo også tæller i frafaldsstatistikken. Der mangler p.t. lige knap 10.000 praktikpladser, og det er 10.000 for mange. Ingen ville byde en gymnasieelev, at uddannelsen desværre sluttede efter 1. g, fordi der ikke var plads/ressourcer mere til at fortsætte, men sådan er vilkårene for mange unge i erhvervsuddannelserne.Skal vi fastholde de unge, må vi altså præstere en samlet indsats på tværs af sektorerne. Folkeskolen skal præstere bedre. Bedre kundskaber, bedre kompetencer og bedre motivation for uddannelse.
Vejledningen skal blive bedre, så de unge kommer velmotiverede til de rigtige uddannelser. Endelig kan vi på ungdomsuddannelserne blive langt bedre til at modtage de unge. Til at møde dem der, hvor de er. Til at stille de rigtige krav til dem. Til at stimulere dem og udfordre dem, så motivationen fastholdes. Og endelig er der brug for, at jobcentrene yder deres ved ikke ukritisk at sende de unge i en uddannelse, de hverken har forudsætning for eller motivation til at gennemføre.
Socialforvaltningerne skal også på banen. Somme tider har vi en fornemmelse af, at nogle af vore unge, der burde have en støtte fra en socialforvaltning, svømmer rundt så at sige i det tomme rum. Og sidst, men ikke mindst er der hårdt brug for – og det er det allervigtigste – at både offentlige og private virksomheder bliver bevidste om det ansvar, der påhviler dem om at skaffe tilstrækkeligt med praktikpladser.
Det er alles ansvar.
Hvis vi skal sikre de unge uddannelse og beskæftigelse og samfundet en god og solid arbejdskraft fremover, så skal det ansvar løftes. Gerne i fællesskab, men uden går det ikke.
Stafetten går til Laurits Rønn
Derfor vil jeg gerne spille bolden videre til Laurits Rønn, direktør i Dansk Erhverv med spørgsmålet:
Hvordan sikrer vi tilstrækkeligt med praktikpladser – også i krisetider – og dermed tilstrækkeligt med veluddannet arbejdskraft fremover?
