Landskampagnen EN AF OS har som overordnet vision: ”At skabe et bedre liv for alle ved at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med psykiske lidelser.” Psykiske lidelser er en hyppig årsag til, at borgere forlader eller aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet. En del af forklaringen skal findes i fordomme, tabuer og uvidenhed om psykisk sygdom.
Aftabuisering af psykisk sygdom er en kompleks udfordring. I hvor høj grad det er lykkedes at aftabuisere psykisk sygdom, kan der nok ikke gives noget entydigt svar på. Da kampagnen havde kørt i 14 måneder viste en befolkningsundersøgelse, at 26 % af befolkningen havde kendskab til EN AF OS. Kan vi heraf slutte at vi hermed er lykkedes med 26 % af befolkningen? Næppe. Alle stigmaprojekter har en udfordring med at definere meningsfulde succeskriterier, som rækker udover kvantitative målinger af procentvise ændringer i holdninger, fordi det afgørende i virkeligheden er, om disse ændringer fører til reel ændret adfærd.
Eksklusion fra arbejdsmarkedet
Vi er på rette vej – men der er store udfordringer på vejen. Forklaring følger. Aftabuisering handler i sagens natur meget om holdninger, der kan være dybt forankrede og ofte kulturbærende. SFI har siden 2002 gennemført undersøgelser blandt beskæftigede personers betænkeligheder ved at arbejde sammen med en kollega, der er hhv. blind, kørestolsbruger eller har en maniodepressiv lidelse. Resultatet for 2012 viste klart, at betænkeligheden slår stærkest igennem i forhold til psykisk lidelse, jf. nedenstående tabel:
Undersøgelsen dækker hele landet, og der er en ganske ubetydelig forskel mellem de enkelte regioner. Det kan således konstateres, at der er en ganske massiv modstand i befolkningen i forhold til at få en kollega med maniodepressiv sygdom på arbejdspladsen. På den anden side ved vi, at såvel kolleger som virksomheder, der har prøvet at have en medarbejder/kollega med psykisk lidelse ser ganske anderledes positivt på mulighederne fremadrettet. Det underbygger, at fordomme og tabuer er en betydelig barriere. Men den personlige erfaring, viden og kendskab til problematikken giver anledning til ændret adfærd. Det hjælper således at arbejde systematisk med afstigmatisering. Internationale erfaringer tyder dog på, at det at skabe varige adfærdsændringer mod større rummelighed på arbejdsmarkedet kan strække sig over et årti.
Omfanget af danskere, der dagligt er berørt af psykisk sygdom, anslås til at være ca. 500.000, og flere har mere end én diagnose, ligesom der er en markant stigning i bl.a. de ikke-psykotiske lidelser (ADHD, angst, depression). Antallet af unge, som har eller har haft en psykisk lidelse, udgør ca. 8 %. I 2012 er der 455.000 personer, der har købt antidepressiva mindst én gang, svarende til 8 % af befolkningen. Hver tredje ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtager er på antidepressiv medicin, mens det kun gælder for hver 20. i beskæftigelse. Andelen af kontanthjælpsmodtagere, som har været i behandling på sygehus og/eller får medicin for psykiske lidelser, er steget fra 17 % i 2003 til 30 % i 2011. De senere år er det også dokumenteret, at der er en forøget somatisk sygelighed og markant forkortet livslængde på op til 15-20 år for personer med de sværeste psykiske lidelser.
Eksklusion fra arbejdsmarkedet er et stort problem. Det kan konstateres, at det er forbundet med særdeles store personlige konsekvenser for den enkelte og deres pårørende at blive ramt af en psykisk lidelse. Blandt personer med et handicap eller længerevarende helbredsproblem er beskæftigelsen væsentligt lavere end blandt personer uden handicap. For personer med mobilitetshandicap var den sæsonkorrigerede beskæftigelsesandel 43,9 % i 2012 mod 77,5 % blandt personer uden handicap. For personer, hvor psykisk sygdom er det dominerende handicap, er der en endnu lavere beskæftigelsesandel på kun 24,2 %.
Systemer med selvstigmatiserende effekt
Den 1. januar 2013 trådte en grundlæggende reform af hele førtidspensions- og fleksjobområdet i kraft. Reformen betyder, at de mest udsatte borgere får en helt ny indsats og hjælp til at komme videre i livet. Førtidspension er nu primært målrettet borgere over 40 år. Udgangspunktet for reformen er, at unge under 40 år ikke skal have førtidspension. Målet med ressourceforløbet er at hjælpe unge videre i livet, så de på længere sigt kan komme i arbejde eller i gang med en uddannelse. På kort sigt skal ressourceforløbet udvikle den enkeltes arbejdsevne gennem en helhedsorienteret og tværfaglig indsats, som bliver koordineret på tværs af beskæftigelses-, sundheds-, uddannelses- og socialområdet.
De 91 jobcentre på landsplan løser kerneopgaverne i beskæftigelsesindsatsen. Kerneopgaven er at få ledige i job – således også borgere med nedsat arbejdsevne, enten midlertidigt eller varigt. Her er opgaven at opnå en så stor tilknytning til arbejdsmarkedet som muligt. Strukturreformen på det offentlige område, som blev gennemført i 2007 betød store ændringer i ansvarsfordelingen omkring psykiatrien i regionerne og socialpsykiatrien i kommunerne, idet kommunerne overtog langt hovedparten af de sociale tilbud fra amterne, og dermed også ansvaret for organisering, finansiering og tilbud. Reformens erklærede formål var bl.a. at skabe én indgang for borgeren.
Oplevelsen fra et borgerperspektiv som følge af de mange strukturelle forandringer er ofte, at den forventede øget tilgængelighed (”én indgang for borgeren”) og sammenhæng ikke er blevet realiteten, og at det for borgere, som står i sårbare livssituationer, kan være endog meget kompliceret at finde vej igennem systemerne. For borgere, der har eller har haft psykiske lidelser, kan en forvirrende kontakt med systemerne have en selvstigmatiserende effekt. Mange vil være påvirket i forhold til deres selvværd, have skamfølelser over at være ramt af psykisk sygdom, usikre på hvordan mulige funktionsnedsættelser som følge af lidelsen påvirker deres erhvervsevne, og derfor ekstra sårbare overfor stereotype antagelser knyttet til deres diagnose og mange forskellige holdninger til fortolkning af deres situation, og hvad de rummer som person, og hvilke behov der skal imødekommes, og krav der skal honoreres.
Set ud fra et borgerperspektiv er det afgørende, at det hjælpeapparat som psykiatrien og socialpsykiatrien repræsenterer, og som er en del af borgerens støttefunktion, inddrages i jobcentrenes bestræbelser på at realisere den enkelte borgers funktionsevne – helst uden at skabe nye nederlag.
Samspil mellem systemer på et strukturelt plan har således stor indflydelse, men ud fra en afstigmatiseringsdagsorden har det derudover en selvstændig betydning at skabe øget refleksion hos både praktiserende læge, virksomhed, jobcentre, psykiatri og socialpsykiatri om, hvilke holdninger og fordomme, der er i spil omkring borgere, som er berørt af psykisk sygdom, og hvilke opfattelser af hinandens systemer, der i denne sammenhæng kan være blokerende eller hæmmende for en evt. rehabiliteringsindsats.
Erfaringer indtil nu viser, at det er en tung proces, at løbe de nye reformer i gang. Skabes det rigtige samspil mellem aktørerne og virksomhederne med borgeren i centrum, har borgeren berørt af psykiske lidelse måske en chance for at få et job, og mulighed for at bidrage til samfundet på lige fod med andre borgere.
Stafetten går til PPclinic
Jeg sender stafetten videre til PPclinic. Jeg ser frem til at høre, hvorledes der skabes ejerskab af ressourceforløb i jobcentrene og hvad der virker i processen på vejen tilbage til arbejdsmarkedet for den enkelte borger med en psykisk lidelse.
