Før i tiden var borgerne placeret i kasser, og til hver kasse var der en række tilbud, som skulle afgives til bestemte tidspunkter. Samtaler skulle afholdes inden for bestemte uger, og såfremt samtaler og tilbud ikke var afgivet til tiden, blev kommunen straffet økonomisk via den såkaldte incitamentsstyring. Det gav ikke mening, hverken for borgere eller medarbejdere.
Lovgivningen var meget tydelig og ikke specielt anerkendende i sin tilgang til hverken borgere eller medarbejdere. Men da Jobcenter Hedensted blev etableret i 2007 fik vi et værdigrundlag. Vores arbejde har i en årrække nu være tilrettelagt ud fra en viden om, at ”social inklusion sker gennem arbejde eller uddannelse”.
Vi lod os dengang inspirere af Dorte Caswells tanker om social inklusion gennem arbejde og uddannelse. Kun i samspil med andre mennesker udvikler vi os som individer – og vi har alle et ønske om og et behov for at være noget i form af et arbejde – vi identificerer os oftest med det vi laver. Vi har et behov for og et ønske om at være noget for andre, få den anerkendelse der ligger i, at andre har behov for os som person. Vi har alle et ønske om at være selvforsørgende og selvforvaltende individer.
Tanken om social inklusion er grundlæggende for hele indsatsen i Jobcenter Hedensted, hvor også Ungegruppen er forankret.
Det skal hænge sammen
Med udgangspunkt i dette tankesæt har vi udviklet en sammenhængende ungeindsats, som tager sig af alle unge i alderen 15 til 30 år. Vi arbejder med alle målgrupper, uddannelsesparate, aktivitetsparate samt unge med særlige behov, og vi laver bl.a. - med rigtig gode resultater - selv STU-forløb m.v.
Ved at have en sammenhængende ungeindsats har vi ikke udfordringer med overlevering, når den uge fylder 18 eller 23 år.
Vi arbejder meget tæt på den unge – og dette betyder, at der bliver opbygget tætte relationer mellem den unge, sagsbehandler, mentor og virksomhedskonsulenter. Alle sidder under samme tag, hvor også UU-vejlederen sidder placeret. Praktisk betyder det, at vi kan lave en samlet uddannelses- og jobplan, hvor de praktikforløb, der etableres har et uddannelsessigte.
Det er vigtigt, at vi sammen med den unge skaber rammer, der giver mening og motivation for den unge. Vi kan godt tale uddannelse – men hvis den unge kun har haft negative oplevelser i folkeskolen, er uddannelse ikke noget, som giver mening for den unge.
Derfor er den korteste vej til uddannelse ofte gennem en virksomhedspraktik og en eventuel ansættelse i en privat virksomhed, hvor den unge får opbygget selvtillid gennem rigtigt arbejde. Den unge går i virksomheden til daglig sammen med kollegaer, som bliver rollemodeller for den unge. På et tidspunkt falder talen måske på, hvordan man bliver faglært eller tager en uddannelse, og det begynder så her at give mening for den unge at tænke på uddannelse. Herefter kan uddannelsesplanen sættes i værk, enten som et almindeligt forløb eller i mesterlære.
I en tid med meget fokus på uddannelse er det også vigtigt, at den unge får lov til selv at tage ansvar for egen situation – og her må vi acceptere, at der også er brug for ufaglært arbejdskraft og at den unge i en situation med lønindtægt faktisk har valgt at tage ansvar for eget liv – og det må vi have respekt for!
En kemisk løsning
De udfordringer, som mange ”aktivitetsparate” kontanthjælpsmodtagere har, handler bl.a. om:
- Manglende selvværd
- Manglende kendskab til arbejdsmarkedet, de er ofte 2. eller 3. generation, som ikke har forsørget sig ved lønnet arbejde
- Fravær af kontinuerlig skolegang
- Psykisk sårbarhed
Disse udfordringer kræver, at vi tilrettelægger vores indsats med tæt samarbejde mellem de involverede fagpersoner. Sagsbehandlere, mentorer, virksomhedskonsulenter og aktivitetsmedarbejdere skal være klar over den enkeltes udfordringer, skal forstå betydningen af, hvor vigtig opbygningen af en ”holdbar” relation til et andet menneske er for denne målgruppe. Hvis ikke vi lykkes i relationen til borgeren, så lykkes vi heller ikke med indsatsen.
Matchingen og kemien mellem medarbejder og borger og mellem virksomhed og borger og opbygningen af relationer i en virksomhedspraktik har afgørende betydning. Den unge skal have tillid til, at vi (mentor) følger med og fx er med ved opstart i en virksomhedspraktik. Der skal også gerne være en fast kontaktperson for den unge på arbejdspladsen – gerne en person, som kan blive den unges rollemodel. Det er vigtigt at den unge ikke oplever et nyt svigt i voksenrelationen. Dette er grundlaget for en succes.
Vi er der inden for 20 minutter
Når den unge er startet i virksomhedspraktik, er det vigtigt, at virksomheden også bliver serviceret – der kan være betydelige opgaver forbundet med praktikpladser til borgere med de beskrevne udfordringer.
Vi har erfaring med, at konflikter, uoverensstemmelser og misforståelser skal løses på stedet og løses, inden den unge forlader arbejdspladsen – derfor tilbyder vi virksomhederne, at vi kan være på stedet med en konsulent eller mentor, som kender den unge i løbet af 20 minutter. Dette gør, at langt de fleste situationer bliver vendt/løst med det samme, så hverken den unge eller arbejdspladsen taber ansigt – og den unge fastholdes i praktikken. Samtidig giver det den unge mulighed for at ændre sin adfærd til at kunne blive i situationen frem for som mange gange tidligere at stikke af og efterfølgende få dårlig samvittighed og skulle tilbage med en undskyldning.
Gruppen af unge ”aktivitetsparate” spænder meget bredt. Gruppen omfatter således både de dårligt bogligt begavede unge, misbrugere, kriminelle til unge og samtidig også unde, som blot har brug for lidt ekstra voksenstøtte for at komme videre.
Det er vores erfaring, at hvis vi har et tæt tværfagligt samarbejde, som også inkluderer virksomhederne, så kan vi godt lykkes med opgaven, og de unge bliver inkluderede, bidragende samfundsborgere, som forhåbentlig kan bryde den sociale arv og give deres børn en opvækst med en forældrerolle som selvforsørgende.
Stafetten går til Lolan Ottesen
Jeg vil gerne give stafetten videre til Lolan Ottesen i Ballerup Kommune, som netop arbejder med indsatsen for bl.a. den mest udsatte gruppe af unge kontanthjælpsmodtagere, og bede hende svare på følgende spørgsmål:
Hvordan tilrettelægger vi en udviklende indsats for den mest udsatte gruppe af unge kontanthjælpsmodtagere, så de sikres, at de ikke danner subkulturer og ekskluderes fra uddannelse og arbejde?
