Jeg er krænket. Krænket som ind i helvede. Min tro på demokratiet er krænket. Mit ønske om en politisk debat, med mening og indhold er krænket, og jeg anklager derfor alle de forargede for at have skylden for, at jeg er krænket.
Fik jeg din opmærksomhed?
Tillad mig så at starte med at sige tak til Nick Allentoft og DenOffentlige for at have modet til at give de ellers uhørte og nye stemmer i vores demokrati en plads.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Efter fire år som kandidat til både Folketing og Byråd må jeg konstatere, at det er næsten umuligt at få ørenlyd i et mediebillede, der konsekvent søger efter det ekstreme og det absurde.
I 2017 påstod en Ole Lochmann at jorden var flad. Konsekvensen var, ikke overraskende at alle medier kastede sig over ham - TV 2 News, DR1 Nyheder, Godmorgen Danmark og Godaften Danmark, - i flere dage kunne vi med hovedrysten se ham eksponere sin absurde påstand. Det store klimaks kom da en af de landsdækkende TV kanaler bragte et indslag med Ole Lochmann hvor han stod og kiggede ud over Østersøen og bekræftede sig selv i at jorden faktisk var flad.
En lille måned senere opdagede realityprofilen Sydney Lee, at man formodentlig kunne få medietid ved at påstå at jorden var flad. Sørme ikke om ikke hele medieturen gentog sig!
Selv om Ole Lochmann og Sidney Lee ikke (endnu) er politikere, er eksemplerne ret slående og jeg har siden gået og tænkt på, om jeg skal finde på noget vanvittigt at sige, bare for at se, om jeg ved at udnytte mediernes kollektive fascination for det absurde, for vanviddet og for det ekstreme, kunne få lov til at sende nogle anderledes opbyggelige og konstruktive budskaber ud til danskerne.
Men....er det virkelig det der skal til?
Skal man virkelig foreslå at skyde migranterne på havet, påstå at jorden er flad og, eller som politiker fra Dansk Folkeparti gjorde forleden, foreslå at bevæbne befolkningen imod den mellemøstlige trussel, for at fange mediernes interesse?
Når det ikke lykkedes for mig, eller de mange andre nye seriøse kandidater jeg har mødt på min vej, at nå de landsdækkende eller regionale medier, tror jeg det er fordi, jeg nægter at søge laveste fællesnævner, jeg nægter at piske til folkestemningerne, og fordi jeg insisterer på retten til en politisk saglig og seriøs dagsorden og debat.
Vores demokrati fortjener vi opføre os ordentligt, redeligt og at vi arbejder med omhu og engagement. Det ville da bestemt være nemmere at lægge sig i slipstrømmen på folkestemningen og forarget alene forholde sig til det berømte ”hår i suppen”.
Jeg må indrømme, jeg er prøver at være langt mere optaget af, at finde frem til nye modeller og nye politiske løsninger, der gøre Danmark til et bedre sted at leve. Derfor strider det også imod min fornuft at skulle “kuppe” mig ind studierne ved at påstå et eller andet vanvid.
Seriøst og engageret politisk arbejde skal være nok.
Mange medlemmer kan sidde både i Folketinget, Regionsrådene og Byråd i årevis og opleves som helt anonyme. De er kun er synlige hvert 4 år når de skal genvælges. Men er dette billede mon hele sandheden eller skyldes anonymiteten at vi har mistet blikket for den politiske mangfoldighed, og kun ser de par håndfulde af foretrukne politikere, som medierne fokusere på? Er de anonyme politikere mon mindre kompetente, mindre engagerede eller mindre seriøse, og sidder er de, som folkedybet påstår, alene i politik for at rage til sig?
Trods en relativ kort tid i politik har jeg stort set kun mødt politiske kollegaer, der er ekstremt engagerede, arbejdsomme og har masser af både vilje og ambition. Dermed er problemet er nok snarere, at de er for seriøse, for engagerede og for ansvarlige. Det gør dem, både i mediernes og i befolkningens øjne, kedelige og kønsløse. I redaktionslokalerne er der brug for clikbaite og for kant. Folks opmærksomhed skal fanges indenfor de første 5-10 sekunder, ellers bliver det uinteressant og ja, kedeligt, og hvem gider også at hører på en seriøs politiker med både visioner og ambitioner på Danmarks vegne, uanset hvor dybfølt det end er?
Jeg anfægter sådan set ikke den præmis som de fleste medier agerer under – faktisk tværtimod, men i min verden er der en snæver sammenhæng imellem præmissen, og til den udtalte politikerlede som ubestrideligt hersker i befolkningen.
Det sjove er at den reelt fordufter når man møder folk på gaden, snakker med dem om de ting der røre sig i deres liv, og har de meningsfyldte og indsigtsgivende demokratiske samtaler, der også helt naturligt sætter min politiske dagsorden.
Derfor oplever jeg også mediernes fokusering på politikerleden som dels en selvopfyldende profeti, men også en erkendelse af at forargelsen er og bliver vor tids største driver!
På et tidspunkt ramte jeg et marked i Sønderjylland i forbindelse med kommunalvalgkampen. Som så ofte før blev jeg også den formiddag mødt med et par venstreorienterede morgenhilsner og tilråd som ”parasit” og ”ultraliberalist” og et par spytklatter.
Det var sådan set ikke det der overraskede den morgen.
Det overraskende var reaktionen der kom fra min nabo på standen ved siden af. Han var ikke politiker og mit absolutte politiske modstykke men han gik i rette med de pågældende og opfordrede dem til at opføre sig ordentligt. Lige der, blev demokratiet meget levende og nærværende. Den slags oplevelser har jeg heldigvis masser af, og de understreger, hvor stærkt og mangfoldigt vores demokrati er, ikke mindst udenfor mediernes søgelys.
Det er jo den gode historie om vores demokrati, men også en af de mange, mange historier som aldrig bliver fortalt.
Medierne burde rette blikket imod mangfoldighed der er i det politiske Danmark, fokusere også på de ”nye” stemmer og ikke kun jagte de evindelige beviser på politikerleden.
Politisk troværdighed, anstændighed og ansvarlighed er der masser af derude i det politiske landskab, og på jorden i øjenhøjde med befolkningen, men det kræver at man hæver blikket, og tvinger sig selv til at se vores folkestyres og demokratis mangfoldighed i stedet for konsekvent at lede efter dets brister.
Derfor er Nick Allentoft´s og DenOffentlige's satsning på “de nye stemmer” en stor og en kærkommen nyskabelse i det politiske medielandskab.
Vores demokrati trænger til et hot wash up! Det trænger til både et større folkeligt engagement, men det har også brug for større respekt for de mange ”nye” stemmer, der prøver at forandre den politiske dagsorden, dem som kæmper for ordentligheden i den demokratiske samtale, og dem, der som jeg, bliver krænket af mediernes evindelige snak om politikerlede og kollektive mangel troværdighed.
Det er masser af troværdighed derude - det kræver blot man kan se skoven for bare træer.
Tak for din opmærksomhed. Beklager jeg måtte ty til clickbaite for at fange den.
Ombudsmanden slog i 2015 fast, at man som offentlig ansat har både en udstrakt ret, men også en pligt til at deltage i den offentlige debat om udviklingen af den offentlige sektor.
Den ret og pligt benytter jeg mig gerne af, men forvent ikke hverken ekstreme, absurde eller vanvittige blogindlæg fra min side. Dem kan du finde alle mulige andre steder i medie Danmark, og der hvor man alene har blik for at mætte forargelsen, folkedybets lyster, folkedomstolens umættelige appetit, og der hvor landsbytosserne er stjerner.
