Da en klinikchef på Rigshospitalet i februar opsagde sin stilling i protest, blussede debatten om prioriteringer i sundhedsvæsenet endnu engang op. Senere efterspurgte 43 klinikchefer på Rigshospitalet i et åbent brev, at danske politikere finder en løsning på, hvordan der skal prioriteres i sundhedsvæsenet.
I debatten om prioriteringer er linjerne trukket hårdt op og der er mange følelser på spil. Lægerne oplever, at de underlægges et stigende pres: pres fra patienter og pårørende, og pres fra garantier givet af politikerne. På Christiansborg forsøger politikerne at sikre det bedste sundhedsvæsen for alle borgere, men dette gøres ved at garantere behandling af alle lidelser, uden at skele til patientens alder og sundhedstilstand. Der udstedes universelle patientrettigheder, som skal garantere den nyeste medicin og de nyeste terapiformer. Problemet opstår, fordi politisk velvilje ikke er styret af sundhedsfaglig viden og mindre alvorlige sygdomme bliver sidestillet med mere alvorlige som følge af de universelle patientrettigheder.
På den ene side står sundhedsvæsenets fagfolk, som ønsker at prioriteringer træffes på politisk niveau. På den anden politikere, som understreger at fagligheden til at prioritere ligger hos fagfolkene – hvilket dog ikke afholder dem fra at udstede garantier! Og på tværs af de politiske fløje ser vi gang på gang politikere, som med retoriske kraftpræstationer både anerkender nødvendigheden af prioriteringer og undgår at forholde sig forpligtende til de svære beslutninger. Senest lavede Sundhedsministeren øvelsen, da hun ikke mente, at man "med en regnemodel" ville kunne afgøre hvordan der skal prioriteres.
Antallet af behandlingsmuligheder stiger, patientantallet stiger og samtidigt tilføres der stadigt relativt færre midler til sundhedsvæsenet, set i forhold til hvad det skal præstere. Så der bliver nødvendigvis prioriteret benhårdt hver eneste dag i sundhedsvæsenet, og når prioriteringerne ikke er hjulpet af overordnede politiske valg, går det hårdest ud over de patienter, som i forvejen er socialt svagest.
Vi har ikke råd til det hele og det er livsvigtigt, at vi tager politisk ansvar og finder en løsning på prioriteringsudfordringerne – selvom det bliver svært og kommer til at gøre ondt. For sandheden er, at vi i dag behandler patienter, som vi i fremtiden ikke kan behandle.
Christiansborg ønsker, meget berettiget, at være lydhøre overfor syge borgere og patientforeninger, men den upopulære sandhed er, at der er en grænse for sundhedsvæsenets kapacitet. Mens skyttegravene graves dybere, og politikere og sundhedsfaglige skyder på hinanden i debatten, så lader løsningen vente på sig.
I Alternativet foreslår vi oprettelsen af et prioriteringsinstitut, som kan styre og sikre retfærdig prioritering. Ligesom Medicinrådet, som udarbejder anbefalinger om nye lægemidler, skal prioriteringsinstituttet sikre retfærdig prioriteringspraksis. Vi foreslår, at Prioriteringsinstituttet skal bestå af uvildige fagpersoner fra både sundhedsvæsenet og forskningsverdenen, samt borgere. På den måde kan vi sikre både den sundhedsfaglige indsigt og demokratiske forankring i prioriteringsinstituttets anbefalinger. Samtidigt skal dette medvirke til at bekæmpe den sociale ulighed i sundhed og sikre en retfærdig fordeling, hvor alle patienter får mest muligt ud af ressourcerne.
