Jeg blev i første omgang begejstret, da jeg forleden i Politiken faldt over Henrik Dahl(LA), Kaare Dybdahl(S), Frederik Vad(DSU) og Alex Vanopslaghs(LA) debatindlæg ‘Identitetspolitikken undergraver det liberale oplysningssamfund’.
For indlægget er faktisk udtryk for, at politikere fra Socialdemokratiet og LA har slået bro over alle ideologiske og konkrete uenigheder for at lægge op til en debat om, hvordan vi bedst værner om vores demokrati. Debatten er hårdt tiltrængt i en tid, hvor tilliden til politikerne er i frit fald - og den skal netop være tværpolitisk, hvis den skal rykke.
Skribenternes umiddelbare ærinde gjorde mig også glad: De ville understrege, at samfundsdebatten ikke må blive styret af identitetspolitiske ‘tomme kalorier’ som sætter hensynet til særlige grupper over ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og andre liberale frihedsrettigheder, og som sætter kollektive rettigheder over individuelle borgerrettigheder.
Jeg kunne ikke være mere enig!
Derfor blev jeg ekstra ked af at konstatere, at debattørerne tilsyneladende i virkeligheden var ude i et helt andet ærinde: Nemlig at stille spørgsmålstegn ved Alternativets mission som en seriøs, systemforandrende spiller i dansk politik, og beskrive os som et parti, ‘…der bruger mere tid på at være identitetsfællesskaber end på at have sammenhængende bud på, hvordan vi indretter et samfund.’ Det hele underbygget af malerisk billedsprog om "den identitetspolitiske flodbølge" og "den nyreligiøse identitetspolitiske vækkelse".
Dette frontalangreb på Alternativets berettigelse i dansk politik rejser et interessant spørgsmål: Er de 4 debattører i virkeligheden nervøse for at magten skrider, hvis de anerkender forandringskraften i Alternativets klare holdninger til den politiske kultur og magtens logik?
Eller er det vores ambition om en total omlægning af klimapolitik, socialpolitik og økonomisk politik, som truer det politiske verdensbillede, som de er indlejret i?
Eller måske har vi bare ikke været i stand til at forklare vores politik, så de kan forstå det?
Forklare, at kampen for en seriøs grøn omstilling med henblik på at undgå at klimaforandringerne undergraver vores livsgrundlag, kræver en fundamental nytænkning af hele vores måde at bedrive samfund på. Og at opgøret med det naive vækstparadigme er krævende og udfordrende, ikke mindst for de, som sidder på magten.
Vi taler jo netop om en grøn revolution, fordi vi er nødt til at revurdere hele den måde, vi lever på. I mine øjne er der ikke megen identitetspolitisk flugt fra de reelle samfundsudfordringer i dén dagsorden.
Danmark har ikke brug for flere politikere, der er optaget af at latterliggøre andre partier og af at vinde mandater på banalt power play. Vi har brug for politikere, som tør og evner at gå i gang med at skrue på de helt store skruer i samfundet, uden at fortabe sig i leflen for enkeltgrupper eller angst for vælgertab.
Debatten om, hvad vi vil med vores samfund er vigtig, alt for vigtig til at drukne i identitetspolitik og interessevaretagelse, hvad enten interesserne tilhører seksuelle minoriteter, erhvervsledere - eller politikere.
Så lad os da komme i gang med den debat! Jeg stiller hellere end gerne op til en dialog om, hvordan vi på tværs af partierne kan komme i gang med at finde svar på de store miljømæssige og sociale udfordringer, som jo i dén grad truer med at undergrave vores samfundsmodel, indskrænke vores frihed og øge den sociale ulighed, hvis ikke vi politikere begynder at tage ansvar og handle fælles og samlet nu!
PS: Du kan se indlægget i Politiken her: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6880836/Identitetspolitikken-undergraver-det-liberale-oplysningssamfund
