Kommunerne skal opstille et etisk kodeks, der giver retning for deres valg af bank. Ellers ender de med fortsat at sende skattepenge gennem banker, der har rod i etikken, hvidvasker og bidrager til skattely. Etikken skal vægtes på linje med prisen på gebyrer og muligheder for afkast.
Forleden morgen drog vores erhvervsminister Rasmus Jarlov (Kons.) afsted til et møde i EU, hvor han vil blive spurgt til hvordan pokker, Europas største hvidvasksag har kunnet ske i Danske Bank. Ministeren sagde ved afrejsen til Berlingske Tidende, at Danske Bank har begået ”en dybt alvorlig forbrydelse”, og at det ”aldrig må ske igen i en dansk bank”
Fint. Godt, Jarlov. Og tak for de initiativer, du har taget så straffen for hvidvask fremover mangedobles. Men skaden er sket. Og den er sket i en tid, hvor bankerne har lovet bod og bedring. Bankerne sender os en lang næse og derefter en lussing og en hånlig latter. For målt på handlinger, kan konklusionen alene blive, at bankerne ikke er oprigtigt interesserede i at lægge stilen om. Så synes vi, at vi trygt kan overlade det til bankerne selv, at afgøre om de har styr på etikken? Næppe, det vil sandsynligvis ende som ”greenwashing”, hvor bankerne smykker sig med ord om gode etik og samfundssind.
Det er værd at huske på, at disse ugers skandale om Danske Banks hvidvask sag kommer i kølvandet på Nordeas store skaldalesag i 2016, hvor banken hjalp kunder til at skjule store summer i skattely via skuffeselskaber i Panama.
Og det var efter at Jyske Bank fik i 2010 en bøde på 12,8 millioner kroner for at nægte at udlevere identiteten på en række kunder til de spanske myndigheder med henvisning til reglerne om bankhemmelighed i Gibraltar. Jyske Bank blev altså de første til at få en bøde for hvidvask – Danske bank har nu erkendt, at have begået den til dato største.
Den skade bankerne gør, ved at hvidvaske og bidrage til skatteunddragelse er samfundsundergravende. Intet mindre, og nok siger man, at tak kun er et fattigt ord, men at investeringer i hvidvask er takken for seks bankpakker og statsgarantier i milliardklassen, må siges at være en exceptionel ringe tak. Bankerne har udvist helt ufatteligt ringe samfundssind til trods for, at de lovede bod og bedring og den daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen mente, at nu skulle “mobningen af banksektoren stoppe”. Meget tyder på, at det ikke var mobning, men berettiget kritik, og at dømmekraften i ledelsen i bl.a. Danske Bank er præcis lige så ringe nu, som den var da finanskrisen rullede ind over os for 10 år siden.
Derfor skal kommunerne droppe banker, der ikke har styr på etikken. Og så skal de få sig et sæt etiske retningslinjer, der sætter rammerne for hvilken bank, man vil sende sine skatteborgeres penge igennem. For det er ikke nok, at se på bankens gebyrer, renter og afkast. Man skal også se på hvordan banken sikrer sig mod at medvirke til kriminalitet, og hvordan den investerer pengene, så der kastes penge efter investeringer der fx sikrer miljø og rettigheder for arbejdere. Åbenlyst skal det være udelukket, man at investerer i fx atomvåben, børnearbejde og tobaksindustri.
Et kig til kommunerne rundt om København viser, at langt de fleste betjener sig af Danske Bank. Proportionalt flere end billedet fra resten af landet. Organisationen Oxfam/Ibis har opgjort at hele 54 af landets 98 kommuner betjener sig af netop den bank. Og Danske Bank har sikkert leveret en fin service til en god pris rundt om til alle rådhusene. Men det skader os alle på sigt, at vores skattepenge investeres via banker, hvor det etiske kompas er helt ude af kurs.
Så kære kommuner, stem med fødderne og læg borgernes penge i banker, der ikke modarbejder os som samfund – og lad os se regionerne og staten følge trop også.
