Dagligt bringer lokalaviser, tv, radio og dagblade på skift denne historie: En virksomhedsleder erklærer klagende, at mangle arbejdskraft. Der er da også faktuelle tegn på mangel på visse kompetencer i visse brancher og dele af landet, men betyder det, at der skal gribes ind nu og politisk?
Som politiker siger jeg nej. I stedet skal virksomhederne til at tage sig gevaldigt sammen. De skal styrke deres rekruttering og komme ind i kampen. Tage deres egen rolle i at investere i deres medarbejdere mere alvorligt - nu og for fremtiden.
Sommeren er netop gået, og undervejs satte Danmark rekord i beskæftigelse. Et pudsigt faktum, når man sætter det i sammenhæng med ledighedstallene, som viser, at flere end 100.000 danskere samtidig går arbejdsløse.
100.000 der er villige til at arbejde, men går ledige trods af opsving og gode tider.
Faktisk kan vi lægge 17 mio. til de 100.000, for så mange er pt. ledige i EU i følge EUROstat.
17 mio. mennesker uden et job, som alle må og kan søge i Danmark på lige fod med danskerne. Retten til fribevægelighed har alle der bor i et EU-land, de skal måske bare mindes om at jobbene er her. Så hvorfor kalder de arbejdskraft-hungrende arbejdsgiverne så ikke på dem? Hvorfor råber de i stedet op om at der skal åbnes op for arbejdstagere, der kommer fra fjernere lande udenfor EU, fra de såkaldte tredjelande?
Svaret er lønnen. Forskere fra FAOS har vist, at arbejdsgivere alene betaler udlændinge mindstesatsen, når de arbejder i Danmark, mens de betaler den danske medarbejder mere. FAOS' studie af østeuropæeres løn viser, at de, der udfører samme arbejde som danskere, systematisk honoreres med 20-30% mindre i løn, og det uanset branche og uanset om de er her i ét eller 5 år. Se her er et reelt problem, som vi skal have løst – og det bliver kun forværret ved, at tredjelandes borgere skal falbyde deres arbejdskraft under den beløbsgrænse, som gælder for dem i dag.
Styrkeforholdet mellem udbuddet af arbejdskraft på den ene side og efterspørgslen af den på den anden side, bliver traditionelt målt ved at kigge på netop lønnen. Så hidtil har det været sådan, at når en arbejdsgiver efterspørger flere IT-hjerner og kloge murer-hænder, så presser medarbejderne lønnen, og han må betale mere for deres arbejdskraft. Det er på det nærmeste en naturlov.
Lønudviklingen i Danmark de seneste 10 år viser tydeligt, at vi har været i nedgangstider, for arbejdskraftens værdi steg ikke over lange træk. Tværtimod faldt den i en periode, for så at flade ud og nu så småt vise tegn på stille bevægelser opad. Så de små stigninger, som dem vi ser nu, fortæller mere om de seneste 10 år, end om her og nu, har cheføkonom Frederik I. Pedersen pointeret.
De beskedne lønstigninger vi ser nu på 2.26 pct., har da også fået Nationalbanken til at slå fast, at der er plads til, at de vokser. Banken udgav i sommers en rapport med den sigende titel ’Hvorfor er de nominelle lønstigninger så lave”?
Jeg fristes til at sige, at det er nok fordi, vi ikke reelt har en ’åh-nej-Danmark-går-i-stå-i-morgen-på-grund-af-mangel-på-arbejdskraft-situation’. Vi er slet ikke på det niveau, som vi så i de fremadstormende 00’er. Den branche, som buldrer mest derudaf nemlig byggeriet, bruger selv en farveskala, til at tage temperaturen på arbejdskraftsituationen i byggeriet. Med farveskalaen tegner cheføkonom Bo Sandberg et billede af at være gået fra grønt til gult og stadig et pænt stykke fra rødt i Finans.dk for nogle uger siden.
Når man lytter til de klagende arbejdsgivere, der mangler hænder, kan man få den opfattelse, at vi danskere i dag er helt alene om at udføre arbejdet i Danmark. Det er langt fra sandheden. Faktisk stiger antallet af borgere fra andre lande, som arbejder her år for år. Flere end 273.000 udlændinge arbejdede i juni 2018 i Danmark, viser tal fra Jobindsats.dk. Det er en stigning på knap 16.000 personer i sammenligning med samme måned året før, og hele 103.000 flere end i 2008. Ergo tyder noget på, at nogle arbejdsgivere, har fat i rekrutteringen fra udlandet med de regler, vi har i dag. Andre kunne lære af det og tage den nemmeste vej til mere arbejdskraft, ved at sende jobannoncerne ud i EU og stå klar til at tage imod i døråbningen, så Rostislav, Rita, Ruben og Roberta ved, at de er velkomne til at tage et job her fra deres udgangspunkt i Bulgarien, Tyskland, Italien, Portugal eller et andet EU-land.
At der er rum til forbedring hos arbejdsgiverne, blev ganske klart, når man tunede ind på P1 morgen den 30. august. Her svarede en italiensk ingeniør på ’hvorfor der da ikke flere kommer udlændinge til Danmark for at arbejde’, at det nok har noget at gøre med, at der er meget få stillingsannoncer på engelsk. Bum, bum, jeg tænker han har fat i noget. Og statistikken viser da også, at danske virksomheder er langt ringere til at rekruttere medarbejdere fra både EU og det store udland, end naboerne i Sverige og Tyskland. Det kan man også læse i en rapport fra Økonomi og Indenrigsministeriet.
Så nej, der skal der ikke gribes ind politisk for at sikre virksomhederne mere arbejdskraft fra fjerne lande. Men virksomhederne kan passende gå sammen om at gøre et oprigtig forsøg på at rekruttere blandt de 17 mio. ledige, som har fri og lige adgang til jobs i Danmark. De skal komme ind i kampen og bruge oplagte kanaler som www.workindenmark.dk, annoncere på engelsk og handle selv før de beder om hjælp. Og måske kunne der blive rum for flere på arbejdsmarkedet. Plads til hende, der ikke kan præstere 100 pct., og har brug for fleksjob, til at tage flere elever og lærlinge, kaste gode penge efter bedre medarbejdere via kurser og efteruddannelse og i det hele taget investere mere i at fremtidssikre deres medarbejdere. Alt sammen på danske vilkår og lønninger.
