Den 2. oktober åbner Folketinget. Årets åbning sker i skyggen af den største mistillid til politikerne i mange år. Hele 65 procent af danskerne har 'stor' eller 'ret stor' mistillid til politikerne. Det forstår jeg egentlig godt. For mistilliden kommer af utryghed. Og der har de seneste år været god grund til at mærke en stigende utryghed.
Spørgsmål som, hvad sker der, hvis jeg bliver syg og ikke kan arbejde, besvares ikke længere med at, så er der et sikkerhedsnet, der griber mig. Nej, svaret er ressourceforløb, arbejdsprøvning, og sygedagpenge, der taber i værdi år efter år. Og mister du jobbet, rækker dagpengene nu 30pct. kortere end for 12 år siden, viser tal fra LO. Og efter dagpengene, hvis du altså er i en a-kasse, venter kontanthjælpen, med sit hårdt slående loft, som ikke skaffer mange i job, men er stort del af forkalringen på at 10.500 børn i dag er fattige i følge KL. Jo, utrygheden har fået grobund. Ikke mindst fordi der samtidig gives skattelettelser til de, der tjener mest.
Det siger næsten sig selv, at det måtte blive sådan.
Men hvordan har vi tilladt, at det er blevet sådan? Har de fleste af os det så godt, at vi er blevet blinde for, at andre har det svært. Og måske også blinde for vores priviligier?
Min far var slagteriarbejder, og jeg kender alt for godt prisen for at blive slidt ned af det job. Men det kan være svært at huske på her fra mit eget privilegerede arbejdsliv med flextid, hæve-sænkebord og indflydelse på jobindholdet. Jeg er oven i købet fastansat og har trygheden i at eje min bolig.
Men jeg er ikke alle - mange har usikre jobs og begrundet angst for fremtiden. Det har forfatter Lars Olsen netop sat fokus på i sin nye bog ’Det forsvundne folk’. Han tegner billedet af mennesker med helt almindelige liv op for læseren. Et liv, der hurtigt kan havne i deroute, når jobbet sendes i udbud, fyrresedlen tikker ind, eller sygdom rammer.
De mennesker får ikke den opmærksomhed, deres problemer kræver, mener Lars Olsen.
Man kan så spørge, hvorfor står de ikke frem og råber op? Tja, hvem af os, ville bryde os om, at stå frem, når vi er nede og sendt til tælling med en fyreseddel, en diagnose eller en uoverkommelig huslejestigning? Forpligtigelsen skal slet ikke være deres, den enkeltes. Den er vores. Og det kræver at vi husker på, at sygdom og ledighed rammer tilfældigt. Og at vejen fra job og familiebolig til ledighed og ubetalte terminer eller husleje er blevet kort - 12 måneder kan den nedtur tage fra løn til sygedagpenge, et hus til salg og kontanthjælp.
I dag tager vi ikke utrygheden alvorligt nok. Slet ikke for folk med almindeligt, men tungt arbejde, som SOSU’er pædagoger, murere og industriarbejdere. Det kan vi ikke være bekendt. Alle burde have mulighed for, at stoppe arbejdslivet værdigt, for at blive grebet hvis sygdom rammer, og sikret mod at skulle gå fra hus og hjem, når ulykken rammer.
Derfor skal vi stoppe udhulingen af dagpengene, sikre syge et værdigt forløb med ret til sygedagpenge og opbakning til at finde vej tilbage til jobbet, hvis det er muligt. De, der må forlade arbejdsmarkedet skal ikke skammes og ydmyges ud – de skal have tak for, at de var med. Vi skal have trygheden tilbage. Fordi tryghed skaber gode samfund, hvor folk rejser sig igen. Og forhåbentlig også får tillid til deres politikere igen - fordi politikerne fortjener det.
