Jeg vil gerne slå et slag for diagnoser, medicin og briller.
Jeg synes, det er synd at vores brug af diagnoser og medicinsk behandling af psykiske sygdomme alt for ofte bliver skammet ud, når det er sygdommen, der giver lidelse. Jeg vil gerne gøre det ved at fortælle om mine egne diagnoser og sætte min egen medicinske behandling i perspektiv.
Jeg har to kroniske diagnoser: nærsynet og epilepsi.
Jeg har brugt briller siden anden klasse, kun afbrudt af perioder med kontaktlinser. Jeg husker stadig smerten ved øgenavne som “brilleabe”. Men tænk, hvis jeg ikke havde fået briller. Så ville jeg ikke havde kunne følge med i timerne, for så havde det meste af det, der stod på tavlen været tåget. Jeg ville ikke have gået på gymnasium eller universitet. Jeg ville ikke kunne køre bil.
Når jeg taler med børn med ADHD er det perfekt at sammenligne deres medicin med mine briller. For deres medicin hjælper dem med at koncentrere sig om det der foregår oppe ved tavlen, ligesom mine briller gjorde.
Mine briller har været helt et nødvendigt redskab, når jeg gerne ville være dygtig i skolen, ligesom deres medicin er nødvendig, hvis de gerne vil være dygtige i skolen.
Min epilepsi kom først, da jeg var sidst i tyverne. Jeg var heldig og fik hurtigt diagnosen, og jeg har taget en lille pille anti-epileptikum hver eneste morgen i mere en 30 år. Hvis jeg ikke havde taget den medicin i alle disse år, var jeg nok ikke overlæge i dag. For medicinen forhindrer at jeg får epileptiske anfald, og gentagne epileptiske anfald smadrer ens hjerne. Og jo flere anfald, jo større anfald og mere skade gør de på hjernen. Jeg ville sikkert have været for dum, til at fungere som læge.
Jeg har tre sønner, gad vide hvilken mor jeg ville have været uden briller og piller?
Det er et hjælpemiddel
Når jeg taler med unge mennesker og voksne om at tage medicin for en kronisk lidelse, bruger jeg nogle gange min egen epilepsi som eksempel.
Nogle mennesker vil helst ikke tage medicin pgra bivirkninger. Det kan jeg godt forstå. Jeg skulle også bruge mange år på at skrue op og ned i dosis for at finde den rette dosis, som beskytter mig mod anfald, men som ikke giver mig unødige bivirkninger. Det var bøvlet og træls, men det hele værd.
Nogle mennesker vil ikke tage medicin fordi de er bange for at det ændrer deres personlighed eller fastholder dem i at være syge. Jeg synes ikke, min medicin har ændret min personlighed. Men på den anden side, hvem ved hvordan jeg ville have været med en ødelagt hjerne? Desuden er jeg da en helt anden i dag, end jeg var for 30 år siden, og mon ikke mange andre ting har været meget vigtigere for dannelsen af min personlighed end medicinen? Det tror jeg!
Så jeg fortæller om mine egne erfaringer og forklarer, at jeg oplever, at jeg er rask, netop fordi jeg tager min medicin. Den fastholder mig på ingen måde i min sygdom, medicinen holder mig rask. På samme måde som anti-psykotika, stemningstabiliserende medicin, anti-depressiva osv. meget gerne skal hjælpe med at holde andre patienter raske.
Der findes mennesker med langt større nærsynethed end mig, der findes folk, der er blinde. Der findes folk, der lider voldsomt under deres epilepsi. Ligesom der er folk, der lider voldsomt under skizofreni, bipolær lidelse, ADHD, depression osv. Men der er mange flere, der ligesom jeg lever i bedste velgående med disse diagnoser, fordi vi får medicin. Men det glemmer vi alt for ofte. Lad os en gang imellem prise os lykkelige og være taknemmelige for den gode medicin, briller og andre hjælpemidler og støtteforanstaltninger gør af gavn for flertallet af os.
Det betyder ikke, at jeg ikke har respekt for de, der lider, og de der ikke får en behandling, som er tilstrækkelig.
Men lige med denne artikel vil jeg gerne slå til lyd for, at når vrede og irritation over lidelse angriber os, så retter vi vores skyts mod sygdommene, ikke mod diagnoserne eller den medicin, der gives for at hjælpe.
