Cirkus jobprøvning: De vil se om jeg kan blive fem minutter længere

Der bruges omkring 300 millioner kroner årligt i Københavns kommune på at betale andre for at gøre det beskidte arbejde med os ledige. Man kalder det anden aktører, og jeg har skrevet om dem før. Det er sådan nogle virksomheder som  Quick Care, HKI, AS3, Incita, Jobvision og JobCare.

Indtil videre har samfundet - det vil sige alle Jer, der tjener penge hjem til fællesskabet - sådan løseligt anslået bekostet et par millioner til anden aktører gennem de nu mange år systemet har kastet rundt med mig. Sagen er, at det bedre betaler sig for kommunerne, at holde ledige i forskellige dyre forløb, end det betaler sig at give os fred, så vi kan skabe et liv og berige samfundet som medborgere. Lige nu koster jeg samfundet op mod kr 50.000 hver måned at have i systemet. Altså udover den kontanthjælp på omkring 11.000 kroner jeg får brutto hver måned. Hvis du betvivler mine tal så kan du søge aktindsigt hos beskæftigelsesministeren om hvad jeg og andre koster samfundet at have gående som syg på kontanthjælp.

Der bruges årligt mange millarder på social- og beskæftigelsesområdet- og os, der bliver kastet rundt i det har ofte indtryk af, at jo længere tid man kan fastholde borgere som gidsler i systemet jo længere kan man dække over, at systemet slet ikke virker. 

Kommunens aktører hverves af jobcenter til at afgøre syge menneskers skæbner. Det kan betale sig, at holde os aktiveret, for det er der penge i. Syge aktiveres på alle mulige måder, men så falder de da heller ikke i søvn under kemobehandling, udredning for gigt eller i behandlingen hos psykiateren.

Jobcenter Baldersgade samt jobcenter Lærkevej i København er 2 af de jobcentre i Danmark som holder borgerne vågne. De har i hvert fald sørget for at min nattesøvn og døgnrytme er ødelagt. For at holde elendigheden ud tillader jeg mig at bruge min ytringsfrihed og kæmpe sammen med tusinder andre borgere, der er klemt i systemet. Man opdager nemlig først vanviddet, når man står midt i det.

LÆS OGSÅ: UDSIGT TIL UNDERSKUD PÅ KONTROLINDSATS

Jeg blev pillenarkoman

Mange års slid i erhverslivet som latbilchauffør, flyttemand, tjener og rengøringspilot har ødelagt sat spor i min krop. Sammen med det DNA jeg nu engang er udstyret med er jeg kronisk syg med slidgigt. For at formindske smerterne har jeg i en årrække indtaget i hundredvis af morfinpiller og andre kemikalier som kunne holde smerterne væk mens jeg forsøgte at forstå, hvilket liv, jeg nu skulle have.

I 2016 begyndte jeg langsomt med at trappe ned på disse farlige midler, fordi min krop sagde nej. Nedsat hjertefunktion, forhøjede nyre- og levertal gjorde, at jeg ikke turde fortsætte. Idag er jeg ikke længere narkoman af medicinalfirmaernes forrådskammer af kemikalier.

Færre piller betyder til gengæld flere smerter. Jeg kan ikke længere kan danse i det tempo som jeg selv drømmer om og jobcenter ønsker. Jeg kan ikke længere være produktiv som før. Alt foregår i snegletempo - kun for at passe på mig selv. Hvis jeg var fortsat med kemikalierne , så havde jeg ikke overlevet. Alternative midler fra den forbudte by på Christianshavn er afprøvet med dårligt resultat, og som syg på kontanthjælp har jeg heller ikke råd til at støtte pusherne.

Jeg skal udvikles

Alligevel forsøger jobcenter at presse mig ud i det de kalder for tilbud, som de altså køber ude på markedet. Det hedder tilbud om udvikling af arbejdsevne, og den slags eksekveres som varmtvandstræning i svømmehallernes babybassiner. Yogakurser på lilla måtte på møgbeskidte gulve , hvor jeg skal sidde og tygge økologiske rosiner, finde mit indre æsel, og lære at sige som stokken på et blomkålshoved.

Jeg har været på gåture med andre syge. Jeg har været på sejltur til flakfortet. Jeg har siddet i rundkreds på gulve i kommunens ejendomme og kastet bolde frem og tilbage i hænderne på andre syge hvor vi , hver gang vi fik bolden, skulle fortælle om os selv eller give et stikord videre til den næste man ville kaste bolden til. Mit stikord var altid ulovlig sagsbehandling, og den som fik bolden, gik i stå - eller begyndte at fortælle hvilke uhyrligheder at vedkommende havde været udsat for i forbindelse med jobcenter- men så kom den `voksne`og stoppede os. Den slags historier var forbudt.

Dette vanvid i jobcenter og hos kommunens anden aktører fortsætter flittigt, ikke i min sag, men i mange andre tusinde sager landet over- kun fordi borgeren ikke tør sige fra. En borger har været udsat for at skulle i praktik som tyggegummitester. Er du i tvivl om min påstand - så kan det googles.

Jeg har siden sagt fra overfor den slags ydmygende behandling, men så finder jobcenter bare på noget nyt - endnu en arbejdsprøvning.

Mine mange prøvninger

Jeg har siden 2012 været igennem en del arbejdsprøvninger. Flere forskellige pc-kurser som skulle udvikle mine administrative evner samt afprøve min slidte krop i hvor mange minutter jeg kunne udholde at sidde på kommunens kontorstole - ved hæve/sænkeborde som aldrig virkede.

Jeg blev på et tidspunkt i forløbet sat til at sætte små klistermærkater på små papæsker. Når min vogn var fyldt op, så kom der en anden syg som arbejdede på løntilskud og kørte vognen væk. Han skulle så sidde og tælle små skruer som skulle i de æsker jeg havde klistret til med mærker, og en tredje syg medarbejder skulle lukke æsken mens en fjerde syg medarbejder skulle lægge æskerne på de rette hylder.

Jeg har også afprøvet funktionen som kontorassistent, hvor jeg mest af alt havde job som arkivar over gamle dokumenter som stammede fra afdøde borgere i et demenscenter i København. Det lykkedes mig at få arkivet op at stå og ajourført til chefens tilfredsstillelse. Men personalet var ikke tilfredse. De klagede til chefen over at de skulle gå og se på hvor mange smerter jeg havde, og de syntes de blev sat i forlegenhed, og ikke vidste hvordan de skulle tackle mig. De turde ikke tale til mig, for blev jeg nu ked af det hvis de viste medfølelse, eller ville jeg selv føle det grænseoverskridende at de talte om min sygdom?

Ledelsen af demenscentereret sendte et brev til jobcenter om at de aldrig nogensinde mere skulle sende flere syge borgere som gratis praktikanter, altså borgere som tydeligt var mærket af deres sygdom. Forløbet blev stoppet efter ca 4 måneder. 

Ekstra 5 minutter om dagen 

Siden da er jeg blevet jagtet af jobcenter. De finder hele tiden på noget nyt, ikke mindst undersøgelsen i den ulovlige lægeklinik i jobcenter Lærkevej, men også utallige undersøgelser hos diverse reumatologer og læger som alle kommer til det samme resultat: Kim er meget udfordret i det daglige med mange smerter, diagnoserne er stationære, varige og uhelbredelige, ingen muligheder for operation pga diverse- prognosen er dårlig. 

Der synes ingen erhversevnerest, siger de. Alligevel vil det i systemets øjne dog ikke være kontraindiceret, altså med liv og lemmer som indsats, at patienten deltager i jobcenters tilbud. De sidste ord gør at jobcenter kan forlænge mit forløb i det uendelige - fordi det ikke vil være farligt for mig at deltage.

Sidste skud på stammen er arbejdsprøvning nr 9.

I 2017 var jeg i 7 mdrs sygepraktik i en købmandsbutik som udvikling af arbejdsevne. I år er jeg tvangsindlagt til 6 mdrs udvikling af erhversevne, i den samme butik,  med henblik på at få mig ud på det ordinære arbejdsmarked. Købmanden lovede allerede sidste år at de ville ansætte mig i fleksjob hvis kommunen satte det lange ben foran, men jeg syltes stadig videre i systemet.

Jeg er blevet visiteret til handicapkørsel, jeg har erhvervet mig en handicap el-scooter, jobcenter har indkøbt for tusindvis af kroner i hjælpemidler så som støttestol, hvilestol, gribetænger mm. Hvis jeg bruger disse hjælpemidler, så mener jobcenter at jeg kan arbejde lidt længere hver dag.

Rehabiliteringsteamet hos CAB i Københavns kommune kræver at jeg i år forsøger at udvikle arbejdsevnen med ekstra 5 minutter pr dag. Det er tvang. Det er grænseoverskridende. Det er stresforværrende. Det er ydmygende, og det ødelægger mig mentalt. Jeg tvinges til at kæmpe for at udholde idiotien.

Det handler ikke om de de 5 minutter, for tænk, hvis jeg kunne. Det handler om denne nidkære systematiske nedbrydning, hvor netop de 5 minutter mere bliver afgørende for om jeg får fred fra systemet. Det er vanvittigt bureukrati, og foragt for en syg og smertepræget borger.

Det er ikke det velfærdssamfund, jeg blev opdraget i.