Ligesom en far bliver irriteret på sin teenager, der vrisser højlydt igen, når man for hundredesyttende gang har bedt ham samle sine sokker op, så kan vi blive irriterede, når vores medmennesker ikke handler på de åbenlyse problemer, de står i. Særligt, hvis vi egentlig gerne vil hjælpe dem.
Når man møder et menneske, der ikke gør noget for at få styr på økonomien, hvis den er i ruiner, ikke søger et nyt job når det gamle er mistet, ikke tager sig sammen og prøver at få lidt styr på sig selv, når alting roder, så bliver de fleste først forvirrede, så prøver de at hjælpe, og hvis medmennesket ikke evner at tage imod hjælpen, så kommer irritationen.
Tålmodighed hjælper, men til sidst bliver det måske for meget: Det nytter alligevel ikke.
For nylig kunne Kristeligt Dagblad rapportere, at over 60% af danskerne nu mener at de svage får for megen hjælp.
Undersøgelsen bekræfter, at vi i Danmark er langt over den kollektive irritationstærskel over vores medmennesker. ”Det nytter alligevel ikke,” tænker mange.
Fornuftig velfærd?
Vi kan ellers alle sammen få brug for hjælp, få brug for at få lidelser behandlet eller brug for noget at leve af, indtil vi får et arbejde. Det er også god samfundsøkonomi: Indsatser, der får mennesker på fode, gør os jo som land både rigere og lykkeligere.
Men det er nok alt for abstrakt. Og måske nytter det alligevel ikke?
Afstandtagen og ligegladhed har bredt sig i befolkningen, og det er en udvikling, der truer med at trække selve det demokratiske grundlag for velfærdssamfundet væk.
Rejsen til Australien
For lidt over to måneder siden rejste jeg til Australien. Jeg skulle på forretningsrejse, men glædede mig også til at få et afbræk fra hverdagen i Danmark. Det blev ikke bare en geografisk rejse til den anden side jorden, men også en mental rejse, der vendte noget i hovedet på mig.
Jeg fik nemlig i Australien et frisk syn på medmenneskelighed, kontakt og nærhed, og jeg fandt håb for Danmark.
Jeg fortæller om det I dette og de følgende to blogindlæg.
God morgen, Sydney
Min krop skreg på søvn og stofskiftet kørte på nat-indstillingen. Mit ur viste tidszone ”-10” og at klokken nærmede sig middag. Jeg havde slemt jetlag, for det var kun 12 timer siden den Boing 747, der havde fragtet mig over det enorme Australske kontinent, havde sat hjulene på landingsbanen i Sydneys lufthavn.
Aldrig før havde jeg været så langt væk hjemmefra. Aldrig før havde jeg været på den anden side Jorden.
Få timer før havde jeg gået min første tur i byens centrum, set operahuset og de hvide ibis'er, der finder føde ved at perforere skraldeposerne på gaden i byen med deres lange næb.
Under trætheden plagede en begyndende sult - og en kebab-bar på Liverpool Street virkede tillokkende.
Manden bag disken så mig direkte i øjnene:
”What do you want, mate?”
Stemmen var dyb og ordene blev afleveret med tydelig og genkendelig ”Mick Dundee”-accent. Jeg tog mig sammen og bestilte beef kebab og fries. Og kildevand.
Mens jeg ventede på maden tænkte jeg over, hvad jeg mærkede omkring mig. Det støjede i mit trætte hoved, for Sydney er landsbystemning med enorme skyskrabere, brede boulevarder - og et befolkningstal større end hele Danmark.
Mates og sammenhold
I toget fra lufthavnen lørdag aften havde jeg kun set meget pæne unge mennesker på vej ind til byen. Det var tidligt forår, men folk gik i sommertøj. Om morgenen, på gåturen til operahuset, var jeg faldet i staver over et skilt, hvor der stod at vulgært og upassende sprog, voldelig og oprørsk adfærd, samt indtagelse af alkohol var forbudt. ”Penalties apply.”
Jeg fik min kebab og sagde tak.
”No worries, mate!”
Han så mig igen direkte i øjnene. Jeg rettede mig op og smilede. Jeg følte mig tryg.
Australiere er ”mates” med hinanden. I turistguides kan man læse, at vi, der kommer udefra ikke bør bruge ordet. Ordet kan føres tilbage til proto-germansk, hvor det betyder ”at spise mad sammen”. I naturen er mager (mates) dem, der får unger sammen.
Bærer det spor af sammenhold?
Inden jeg havde været 24 timer i Australien havde jeg fået fornemmelsen af at dette folk, der nedstammer fra engelske straffefanger og indvandrere fra hele verden, har noget, der binder dem sammen på en særlig måde.
