Af Casper Holst Mayo Nielsen, Danmarks institut for Community Organizing
Signe Bo skrev i sidste stafet om samarbejdet mellem foreninger og folkeskolen i forlængelse af folkeskolereformen. Jeg vil i denne stafet sætte fokus på de muligheder, som frivillighed rummer for den offentlige sektor i et mere generelt perspektiv – for hvad sker der, når en verden af serviceydelser møder en verden af passion og ildsjæle? Jeg mener, at det politiske fokus på frivillighed, som har eksisteret i noget tid, giver en unik mulighed for at gøre den offentlige sektor til stedet, hvor mennesker mødes, idéer udveksles, fællesskaber dannes og social vækst skabes.
Danmark og de folkelige bevægelser
Danskerne har historisk set haft en unik evne til at samles i folkelige fællesskaber for at møde samfundsmæssige udfordringer, når tiderne var hårde. Eksempelvis da andelsforeningerne blev dannet for at imødekomme samtidens økonomiske udfordringer - eller sygekasseforeningerne, der blev dannet for at beskytte sig mod tuberkulose. Det at samles om fælles værdier for at møde fælles udfordringer er med afsæt i folkelige bevægelser som andels-, højskole-, sygekasse- og arbejderbevægelsen vores stærkeste samfundsmæssige DNA. Det er blandt andet baggrunden for det velfærdsamfund, som vi har formet ved at inkorporerer værdier og idealer fra de folkelige bevægelser i vores samfundsstruktur og system. Den tradition og del af vores DNA er hovedingrediensen i at skabe social og økonomisk vækst i dag. Vores samtid rummer alle omstændighederne for at en ny folkelig bevægelse bør og kan opstå i Danmark:
- Den globale udvikling har ændret sig - især teknologisk har verden ændret sig drastisk igen. Derfor er præmisserne for hvordan et samfund kan organisere sig også ændret. Vi må tilpasse og finde på version 2.0 af velfærdssamfundet.
- Vi er påvirket af en global social-økonomisk krise.
- Befolkningens tillid til stat, arbejdsmarked og især politikerne er brugt op.
- Der er en national identitetskrise. Hvad vil det sige at være dansker? Vi oplever at forskellige ekstremer får enormt meget spillerum.
Modsvaret til situationen skal komme via borgernes engagement i samfundet og gennem den indsats, som de yder i civilsamfundet. Den offentlige sektor har en unik mulighed for at blive en hovedplatform for medborgerskab, frivilligt engagement og at skabe en positiv udvikling, der også sikrer deres eksistensberettigelse. Første skridt er frivillighed på den politiske dagsorden, andet skridt er de offentlige institutioner begynder at se fordelen i at byde sig selv ind som en lokal platform for borgerinddragelse. En platform som i høj grad kan være med til at skabe ny energi og social vækst i lokalområderne. Og derigennem et nyt og nødvendigt brand til det offentlige system.
De offentlige institutioner som platform for social vækst?
Medarbejderne og den enkelte ledelse på institutionerne er allerede godt i gang med at tænke deres lokale omgivelser ind som en ressource, hvor for eksempel plejecentrene involverer de pårørende i at skabe aktiviteter, så beboerne får en forøget livskvalitet. Hvis udviklingen fortsætter og institutionerne ser frivillighed som en mulighed for at gøre sig selv attraktive for lokalmiljøet, kan de enkelte institutioner blive stedet, hvor mennesker mødes, idéer udveksles, fællesskaber dannes og social-økonomisk vækst skabes. Det kommer nok ikke til at ske i morgen og jeg anerkender til fulde, at det måske virker som en utopi for den offentlige ansatte, der oplever systemet indefra. Men hvis de rigtige præmisser er til stede, så skal utopier jages og gøres til virkelighed.
Om ikke andet, så vil det ikke skade, at dykke ned i vores erindringsfællesskab for at undersøge de succeser, som vi har haft for at finde gode måder at organisere sig på som offentlig institution. Inspirationen findes i historierne fra vores folkelige bevægelser - dvs. historierne om de mennesker, der lagde deres liv og engagement i at skabe værdifællesskaber med et socialt formål. De bør vores forbillede for hvordan vi organiserer os som samfund. Både lokalt og nationalt.
Stafetten går til Terkel Andersen
Jeg sender herfra stafetten videre til Terkel Andersen, der er sekretariatschef i Frivilligrådet, og dermed arbejder for at skabe opmærksomhed om den frivillige sociale indsats og dens udfordringer. Frivilligrådet sætter fokus på udviklingen af frivillighed i forhold til velfærdspolitiske områder - også på tværs af fagområder og sektorer.
