Morten Pilemann går på sidste år af hf. Han er tydeligvis klogere og har mere humor end gennemsnittet. Som mange andre 20-årige unge mænd spiller han en hel del computer, har svært ved at komme op om morgenen - og så har han Aspergers syndrom.
Læs også pressemeddelelse: Hf nu til unge med autisme i København
For Morten betyder det fx, at han har det bedst med nogenlunde faste struktur i sin hverdag, og at han ikke kan lide at have øjenkontakt med folk. Så hans lune jokes bliver fyret af, mens han kigger ud af vinduet med et skævt smil i skægget. Morten går på HF Inklusion, og er kun en stor skriftlig engelskopgave om Hobitten og to eksaminer fra at kunne sætte hf-huen på hovedet.
- ”Jeg er stolt af det. Jeg synes faktisk, det er godt klaret, at jeg er kommet hertil,” siger Morten, der efter hf håber og satser på en videregående uddannelse inden for it.
”Hvis vi altså antager, at jeg overhovedet var kommet igennem”
Den Morten, der om få måneder træder ud af KVUCs døre med en hue på hovedet, er ikke den samme Morten, som ham der trådte ind i 2012.
- ”I begyndelsen havde jeg virkelig svært ved møde til tiden om morgenen og få lavet lektier. Det er blevet bedre. På det første år var der måske to dage, hvor jeg ikke mødte op og tre dage, hvor jeg kom for sent. Nu kommer jeg næsten hver dag til tiden. Næsten,” siger han og smiler.
Læs også artiklen: Fra tålt ophold til godt ophold - unge med Aspergers får succes på KVUC
Det skyldes i høj grad Mortens egen indsats, men han har også fået hjælp og sparring af mentorerne på HF Inklusion undervejs.
- ”Mentorerne er dygtige. De har fx hjulpet mig med at få en lektieordning og været med til at skaffe mig en ekstra lærer i fysik. Jeg brugte ikke mentorerne så meget lige starten. Dér havde kun haft min diagnose i et år, og jeg var i sådan en ’I need to handle it myself’-fase,” fortæller han.
”Men hvis ikke jeg havde haft en mentor, så havde det været svært at komme igennem det første år … hvis vi altså antager, at jeg overhovedet var kommet igennem.”
”Når mobningen står på i otte år, uden at der bliver grebet ind fra skolen eller kommunens side”
Morten fik først som 16-årig diagnosen Aspergers syndrom. Tiden i folkeskolen på Amager, husker han ikke som noget godt.
- ”Det værste var mobningen. Det var rædselsfuldt. Når mobning står på i otte år uden at der bliver grebet ind fra skolen eller kommunens side, så er det hårdt.”
- Hvad blev du mobbet med?
”Alt. Hvad de nu kunne finde på den dag. Gennem alle årene i folkeskolen lærte jeg at klare mig på den hårde måde. Det vil sige uden at der var nogen, der hjalp,” fortæller han.
I 9. og 10. klasse gik Morten på efterskole. Det blev et pusterum.
- ”Når man har kæmpet med noget i 16 år, som man ikke har vidst hvad er, og man pludselig forstår det, så har man brug for at trække vejret. Det at få at vide, at jeg havde Aspergers, gjorde det nemmere at tackle det hele. Og en overgang brugte jeg også diagnosen som en undskyldning for at koble ud. Jeg trængte til en pause og til at synke det,” fortæller han.
”Jeg gik fra ikke at kunne særlig meget til at føle, at jeg basalt set kunne det hele”
Det var uddannelsesvejlederen på efterskolen, der kendte HF Inklusion på KVUC. Og at gå på hf er noget helt andet end tiden i folkeskolen.
- ”Jeg synes, det er nemmere at gå på hf. Lærerne er meget engagerede, og det, at jeg ikke bliver mobbet betyder, at jeg har det meget bedre og bedre kan koncentrere mig.”
Han har ranket ryggen mange gange på hf og er ret stolt af sine 10-taller i skriftligt engelsk og matematik C. Og så er der sket noget med fagene. Morten kæmpede med matematik gennem folkeskolen.
- ”Men på hf fik jeg en lærer i matematik C, som var virkelig god. Jeg gik fra ikke at kunne særligt meget til at føle, at jeg basalt set kunne det hele. Og det endte faktisk med, at jeg nu også har taget matematik på b-niveau,” fortæller han.
De første to år går kursisterne på HF Inklusion på deres eget mindre hold med fast mentorstøtte. På tredje år, som Morten går på nu, har man timer på KVUCs ordinære hold og har støtte fra mentorerne efter behov.
- ”Pludselig sidder man op til 37 mennesker på et hold i stedet for 17. Det skal man da lige vænne sig til. Men det går,” siger Morten.
Det, at han har Aspergers, fylder ikke så meget længere.
- ”Jeg tænker ikke så meget over det. Hvis jeg har et problem – fx at jeg kæmper med at komme op om morgenen – betyder det jo ikke, at jeg ikke skal gøre noget ved det, bare fordi jeg har en diagnose. Man må jo forbedre sig selv uanset hvad,” konstaterer han.
