Det er hverdagen der virker

Når man har en hverdag, der skaber struktur i en ellers uordentlig tilværelse, så tager man de første spæde skridt til at ændre sit liv til at indeholde andet end at være syg, udsat eller misbruger. Der bliver mindre tid til at være ”syg”, og det bliver mindre nødvendigt at være påvirket. Således mens hverdagene går, vil man langsomt men sikkert vinde ind på at tage styring i sit liv igen. Man vil opdage at man nu kan tage ansvar for fx at møde til tiden, blive til man har fri, at have arbejdstøj på og huske madpakken. På dette tidspunkt vil mange begynde at byde ind med at påtage sig andre opgaver, end dem der var i starten. Der vil være en udvælgelse af opgaver, og de opgaver, man har mest succes med, vil blive dem, der fokuseres på. Det bliver muligt at koble sig på nye opgaver, der tager afsæt i det man allerede kan og oven i købet også er blevet rigtig god til. På dette tidspunkt kommer der ofte nogle udfald hvor angsten for at kunne være sådan en, man kan regne med, bliver for stor, og man søger tilflugt der, hvor man før passede på sig selv, om det er psykiatrisk afdeling, eller tilbage i et misbrug.

Man skal føle sig god til noget

Det er et vigtigt skridt at turde stole på, at jeg kan godt, og det er ikke farligt at blive regnet med i personalegruppen som fuldgyldigt ansvarligt medlem. Det kan dog alt efter hvilke erfaringer, man har med sig, tage en rum tid og kræve en del tålmodighed og forståelse for, at det altså er ret angstprovokerende at skulle tage ansvar, når man har været klient det meste af sit liv.

Det, der bærer mennesket igennem sådan en proces, er, at det at lykkedes med noget.  At man føler sig god til noget, og at andre regner med en. Så er man er blevet en del af et fællesskab, hvor man kan finde ud af at begå sig.

På en arbejdsplads er der nogle rammer, der sætter ”regler” for, hvordan vi er sammen. Hvis man har svært ved at begå sig socialt, er det en helt uoverskuelig indsats der skal til for at være med i ”fri leg” uden en støtteperson ved sin side. Derfor profiterer man af, at være med i en arbejdskontekst, hvor det vi er sammen om er opgaven fremfor at være eksempelvis psykisk syg eller misbruger. I denne periode vil indlæggelser eller tilbagefald til misbrug blive mindre og mindre, og man vil nu påtage sig flere opgaver og mere ansvar i forhold til opgaven.

I hjemmet vil man nu have lyst og ikke mindst energi til at få holdt hjemmet, man vil spise mere regelmæssigt eller mere sundt. Nu vil man også i hjemmet have mere struktur, således en ugeplan for vasketøj, rengøring etc. begynder at fungerer.

Det er ofte på dette tidspunkt af behandlingen, at de pårørende begynder at lægge mærke til en forandring. Det kan fx være i juleferien, hvor man har oplevet en fælles indsats for at få lavet julemaden, og at der også blev hjulpet med oprydningen. Måske har de oplevet et besøg, hvor der ikke har været det samme behov for at trække sig fra fællesskabet.

Når disse forandringer begynder at træde frem, så er det her, hvor vi for alvor får arbejdet med opfattelsen af os selv. Det er her, at man tager op til overvejelser, om jeg lever det liv, jeg ønsker mig. I denne proces kommer der mange snakke om at skabe mening. Hvad vil det sige at have en meningsfuld hverdag og at leve et liv der giver mening.

Det nytter ikke at give op

Uanset hvor vi er i vores liv, så skal ting give mening for os, og nogen gange skal vi lidt på opdagelse i andres liv for at forstå hvorfor noget giver mening og noget andet ikke gør.  Dette kommer an på de levede erfaringer og på den identitet, vi har med os. Sat på spidsen så kan vi enten have erfaringer med at være en der dur eller en der ikke dur.

For mange vil det at have et arbejde være en af de første erfaringer, man gør sig med at være en der dur til andet end at være klient. Når først der kommer flere erfaringer med, at man kan noget, så begynder vi at kunne arbejde med den identitet, der ”bestemmer” hvordan vi håndtere de ting, der opstår i vores hverdag og i vores liv generelt. Her introduceres ideen om at kunne træffe et valg, at man ikke blot behøver lade sig bestemme over af velmenende omsorgspersoner. Man indser, at det ikke nytter at give op, og at man kæmper sig på job, selvom stemmer eller misbrug bliver ved at hive dynen op.

En adfærd kan forstås ud fra den kontekst, hvor den giver mening. Nogle gange oplever vi en adfærd, der går stik imod de håb og drømme, der ellers er italesat. For at kunne stille reflekterende spørgsmål i situationen, er vi nødt til at forstå, hvor kommer den adfærd fra? Hvilke erfaringer ligger der til grund? Hvilke oplevelser har gjort at den adfærd, der i dag spænder ben, engang har været en overlevelsesstrategi? Når vi finder forbindelsen, kan vi sammen finde strategier, der er mere hensigtsmæssige i forhold til at leve det ønskede liv.

Det vikarierende håb

Når vi kommer hertil, så har vi mulighed for sammen at opdage andre historier, der understøtter en mere nuanceret identitetsfortælling. Med en mere nuanceret og mere hensigtsmæssig forståelse af egen rolle og egne mål, bliver det muligt at træffe de valg, der støtter op om den ønskede hverdag, det ønskede liv. De håb og drømme, der bar motivation gennem nogle tunge dage, kommer nu inden for rækkevidde, og nogle er måske allerede opfyldt.

I denne proces vil der ofte være brug for et vikarierende håb. Det betyder, at fx en medarbejder tror på, at det lykkedes, og at der holdes fast i den aftalte struktur. At det er bedre at komme for sent på job end slet ikke at komme. Er man først blevet hjemme i dag, bliver det nærmest umuligt at komme afsted i morgen. Her skal medarbejderen huske på at være den, der holder håbet og drømmene levende. De skal hjælpe med at huske på, hvordan det var sidste gang, motivationen svigtede, og hvor det mod alle odds alligevel lykkedes at komme afsted, måske for sent men dog afsted.

Når en behandling lykkes, er det fordi vi tager udgangspunkt i håb og drømme, at der er et vikarierende håb, når det ser sortest ud, at der lykkes med at skabe små succeser, og en tro på at jeg er noget værd. Der er noget, jeg kan, og det her er vigtigt for mig.

At systemet omkring en tager godt imod de forandringer, der må komme, at forandringerne ikke skaber for store forstyrrelser fx i det familiesystem, man er en del af. Det er et stort skridt at skulle gøre op med en klientrolle. En rolle, man måske har været tryg i gennem flere år, og hvor man kender spillereglerne for at få den fornødne hjælp. Nu skal man selv kende til hvad man har brug for, og hvornår jeg har brug for det, måske også af hvem. I den situation er hverdagen holdepunktet.