Dansk Håndværk:
- Det er let nok at love, at flere unge får en praktikplads. Men hvis det skal blive virkelighed, må regeringen følge op ved at sikre, at de mange milliarder stat, region og kommune bruger på byggeri, også giver beskæftigelsen hos de små og mellemstore virksomheder.
- Som det ser ud nu, skaber regeringens anlægsprojekter først og fremmest job hos de store eller hos udenlandske virksomheder, og det er ikke dem, der er motor for skabelse af praktikpladserne, lyder advarslen fra Erik Møbius, direktør i Dansk Håndværk.
Dansk Byggeri:
- Det er meget positivt, at regeringen har ambitioner på erhvervsuddannelsernes vegne. Det lægger op til at indføre adgangskrav på erhvervsuddannelserne. For at blive en god håndværker skal man også kunne læse og regne. Det er på tide, vi får slået det fast, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.
Læs statsministerens åbningstale
HK:
- Jeg er grundlæggende glad for, at regeringen nu kommer med sit udspil til en reform af erhvervsuddannelserne. De har alt for længe haltet bagefter, og jeg er tilfreds med, at det tegner til, at der kommer adgangskrav.
- Vi skal have styrket prestigen i erhvervsuddannelserne – og der gør vi kun gennem øget kvalitet og ved at gøre uddannelserne til et tilvalg blandt dygtige unge, siger HK's forbundsformand, Kim Simonsen.
- Når det er sagt, så er det vigtigt for mig, at der også findes en solid løsning for de mindre uddannelsesparate unge.
FOA:
Foa hilser intentionerne om en modernisering af erhvervsuddannelserne velkommen.
- Men jeg kan være bekymret for, at den kommende reform ikke vil forbedre, men decideret forringe den største erhvervsuddannelse herhjemme, nemlig social- og sundhedsuddannelserne, siger forbundsformand Denis Kristensen.
- De er en entydig succes i dag, både i forhold til voksenuddannelse og i forhold til integration.