Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet 16. november 2018
Indledning
I Danmark har vi et velfærdssystem, der tilbyder et økonomisk sikkerhedsnet for borgere med brug for hjælp. Det er vigtigt, og det skal vi værne om. Men det svækker opbakningen og tilliden til vores velfærdssamfund, hvis vi oplever, at skattefinansierede velfærdsydelser udbetales til personer, som ikke har ret til dem.
Det er helt centralt, at borgere i det danske samfund får udbetalt den ydelse, de har ret til – hverken mere eller mindre.
Det danske velfærdssystem bygger på et princip om ret og pligt. Det betyder, at når man er ledig og modtager en overførselsindkomst fra det offentlige, hvor der stilles krav om, at man skal opfylde en rådighedsforpligtelse, så skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og gøre, hvad man kan for at finde et job.
Hvis man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, skal det have konsekvenser.
Det skal være helt tydeligt for enhver, at det har konsekvenser, hvis man ikke lever op til sin rådighedsforpligtelse og fx ikke søger job. Derfor skal der være en klar og tydelig konsekvens for de borgere, som uden rimelig grund ikke gør det.
Flere praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen og en evaluering af sanktionsområdet tegner desværre et billede af, at kommunerne har en række udfordringer i forhold til at anvende sanktionsreglerne på kontanthjælpsområdet korrekt og efter intentionen med lovgivningen.
Med det udgangspunkt er aftalepartierne enige om at forenkle sanktionsreglerne, så kommunerne får lettere ved at administrere reglerne og begår færre fejl. Det vil styrke borgernes retssikkerhed og gøre det lettere for borgerne at forstå reglerne og konsekvenserne af ikke at stå til rådighed. Aftalepartierne er også enige om at skærpe reglerne og dermed understøtte, at borgerne reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet eller en indsats, der kan bringe dem tættere herpå. Endelig er aftalepartierne enige om, at kommunernes brug af sanktioner fremadrettet skal følges tæt, så de nye regler ikke medfører uhensigtsmæssig sanktionering af fx aktivitetsparate modtagere af hjælp.
Partierne bag aftalen er forpligtede til at gennemføre de aftalte initiativer og stemme for de lovforslag, der udmønter de aftalte ændringer. Aftalen er dermed en stemmeaftale. Aftalen indebærer lovændringer, der træder i kraft 1. juli 2019.
Fortsat særlige hensyn til udsatte borgere
Aftalepartierne er samtidigt særligt opmærksomme på, at nogle borgere er så udsatte, at det ikke bringer dem tættere på arbejdsmarkedet at sanktionere dem.
Kommunerne skal i dag tage en række ekstra skridt, før de kan sanktionere aktivitetsparate modtagere af hjælp. Kommunerne skal ikke sanktionere aktivitetsparate, hvis kommunerne vurderer, at en sanktion ikke fremmer borgerens rådighed.
Kommunerne skal også have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt (dialog) med den aktivitetsparate borger, for at kommunerne kan vurdere, om borgeren har haft en rimelig grund til at udeblive fra fx et tilbud.
Aftalepartierne er enige om, at det er absolut nødvendigt at opretholde den slags særlige hensyn overfor aktivitetsparate, som er indeholdt i reglerne i dag.
Aftalepartierne er desuden enige om, at den løbende indsats mod snyd og fejludbetalinger skal være mere effektiv og bidrage til, at borgerne har tillid til den offentlige sektor. Partierne vil derfor styrke kontrollen med udbetalingen af ydelser, så borgere, der bevidst snyder, opdages, og fejl korrigeres. Samtidig skal der være fokus på en sammenhængende myndighedsindsats på tværs af forskellige offentlige myndigheder.
På den baggrund er aftalepartierne enige om følgende initiativer:
Klare og konsekvente sanktioner for udlandsophold og uoplyst arbejde
Aftalepartierne er enige om at skærpe de gældende sanktioner for personer, der uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet.
De nuværende sanktioner for første og anden gentagelse afskaffes. I stedet skal den nuværende sanktion for tredje gentagelse indtræde allerede første gang, hvor borgeren uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet.
Samtidig er partierne enige om at indføre en sanktion på tre sanktionssatser for borgere med lave ydelser, der i dag alene får en sanktion i form af et tilbagebetalingskrav.
De nuværende og de foreslåede sanktioner fremgår af tabel 1.
Sanktioner for mod bedre vidende at tilsidesætte pligten til at oplyse om arbejde skærpes efter samme model.
Sanktion ved manglende underskrivelse af medborgerskabserklæring
Medborgerskabserklæringen er et vigtigt redskab til at sikre, at udlændinge bakker op om det danske samfunds værdier og udviser vilje til at yde til fællesskabet. Aftalepartierne er derfor enige om at indføre en sanktion ved manglende underskrivelse inden for den fastsatte tidsfrist i integrationsloven på en måned.
Sanktionsniveauet fastsættes til henholdsvis 600 kr., 1.200 kr., 1.800 kr. eller 2.100 kr. afhængigt af ydelsesniveauet, hvilket svarer til niveauet for den sanktion, der fx gives ved afvisning af et jobtilbud.
Færre sanktionssatser
Det store antal sanktionssatser gør det vanskeligt for borgerne at gennemskue konsekvensen af manglende overholdelse af pligter i beskæftigelsesindsatsen og vanskeligt for kommunerne at administrere. Aftalepartierne er derfor enige om at reducere de nuværende 80 satser med fire faste sanktionssatser på henholdsvis 200 kr., 400 kr., 600 kr. og 700 kr.
Fordelingen af de foreslåede satser på ydelsesniveau og sammenhængen med de nuværende satser fremgår af tabel 2.
Rimelige grunde for udeblivelse skal tænkes ind ved tilbud
I forbindelse med udeblivelse fra et tilbud mv. skal kommunen partshøre borgeren, om den pågældende - i henhold til en udtømmende liste med 10 rimelige grunde - havde en rimelig grund til at udeblive fra tilbuddet. Fremgangsmåden er unødig bureaukratisk og ufleksibel i forhold til individuelle hensyn til borgeren.
Derudover medvirker den til at trække afgørelsen om sanktionering i langdrag.
Aftalepartierne er derfor enige om at afskaffe den udtømmende liste med rimelige grunde, så kommunerne allerede ved afgivelsen af tilbud skal tage højde for - og angive - hvilke rimelige grunde borgeren har til ikke at tage imod tilbud. Dermed vil borgeren fra start få en indsats, som pågældende har forudsætninger for og pligt til at deltage i.
Samtidig skal kommunerne ved udeblivelser fortsat undersøge, om borgeren har haft en rimelig grund til udeblivelsen mv. Det svarer til, hvad der gælder i dag.
Hermed kan en borger fortsat ikke sanktioneres, hvis der har været en rimelig grund til udeblivelse fra fx et tilbud, hvorved borgernes retssikkerhed opretholdes.
De 10 rimelige grunde falder ikke bort, selvom den udtømmende liste afskaffes. Der udarbejdes en vejledning til kommunerne herom, ligesom det vil komme til at fremgå af lovforslagets bemærkninger, at kommunerne ved afgivelse af tilbud og ved udeblivelser mv. fortsat vil skulle iagttage de 10 rimelige grunde, men at andre forhold også vil kunne udgøre en rimelig grund, fx dødsfald hos nærtstående. Der vil dermed ikke længere være tale om en udtømmende liste af rimelige grunde.
Krav om jobsøgning og frist for at joblogge
I dag er der ikke noget krav om, at kommunerne – i modsætning til arbejdsløshedskasserne – straks skal indgå aftale om hvilke og hvor mange job, borgere skal søge, og inden for hvilken frist jobsøgningsaktiviteterne skal lægges i en Joblog.
Aftalepartierne er enige om, at kommunerne ved den første samtale med jobparate kontanthjælpsmodtagere og integrationsydelsesmodtagere samt åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere og integrationsydelsesmodtagere, får pligt til at indgå en aftale om jobsøgningsaktiviteterne. Kommunerne skal selv og i samarbejde med borgeren tilrettelægge det konkrete indhold af aftalerne ud fra en individuel og konkret vurdering af, hvad der er meningsfuldt i den enkelte situation.
Der stilles dermed ikke fra centralt hold krav om, at alle ledige skal søge et bestemt antal job indenfor en vis periode.
Aftalepartierne er enige om, at kommunen skal give borgeren individuel støtte, således det sikres, at kravene til borgerens jobsøgning og borgerens kompetencer matcher, herunder også i forbindelse med kommunens formidling af kontakt til arbejdsgivere mv.
I lighed med i dag har kommunerne pligt til at hjælpe borgerne i forhold til jobsøgning, herunder i forhold til at anvende Joblog og udarbejde cv.
Udvidet og forenklet brug af skærpede rådighedssanktioner
Aftalepartierne er enige om at forbedre kommunernes muligheder for at give skærpede sanktioner ved manglende rådighed. Kommunerne får derfor mulighed for at træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion allerede, når borgeren har fået én afgørelse om en sanktion på grund af manglende opfyldelse af personens rådighedsforpligtelse (anden gang borgeren får en sanktion for diverse forseelser).
Den skærpede rådighedssanktion udvides samtidig til også at omfatte aktivitetsparate modtagere af hjælp. De særlige hensyn til aktivitetsparate, som er indeholdt i de gældende regler, opretholdes. Kommunerne skal derfor fortsat foretage en række ekstra skridt, før de kan sanktionere aktivitetsparate modtagere af hjælp både i forhold til at vurdere, at borgeren skal være omfattet af den skærpede rådighedssanktion, og i forhold til eventuelle udeblivelser fra den aktivitet, som borgeren skal møde op i, når borgeren er omfattet af en skærpet sanktion. Kommunerne skal således altid vurdere, om en skærpet sanktion fremmer borgerens rådighed, og kommunen skal have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren og dermed sikret sig, at borgeren ikke har haft en rimelig grund til udeblivelsen.
Borgerens ydelsessag lukkes helt, hvis borgeren, efter at have fået en afgørelse om en skærpet rådighedssanktion, i en hel kalendermåned ikke møder op til en aktivitet eller alternativt møder på rådhuset eller en anden kommunal adresse. Hjælpen kan genoptages, hvis borgeren ansøger på ny og opfylder rådighedsforpligtelsen.
Sanktioner skal ikke kompenseres via boligstøtten
Aftalepartierne er enige om, at borgere, der får nedsat hjælpen som følge af sanktioner, ikke må kompenseres ved at modtage mere boligstøtte. Partierne er derfor enige om at ændre opgørelsesreglerne, så boligstøtten ikke stiger, hvis kontanthjælpsydelsen mv. reduceres som følge af sanktioner.
Hurtigere sanktionsafgørelser
Jo hurtigere kommunerne efter en forseelse træffer afgørelse om en sanktion, des lettere er det for borgerne at forstå reglerne og konsekvenserne af ikke at stå til rådighed.
Aftalepartierne er derfor enige om, at kommunerne skal have mulighed for at sende agterskrivelser (partshøring og afgørelse i samme brev) til jobparate og uddannelsesparate modtagere af hjælp. Agterskrivelsen udgør den endelige afgørelse, som vil blive effektueret uden yderligere meddelelser til borgeren, hvis borgeren ikke fremkommer med bemærkninger inden for fristen.
Forenklet vejledning
Aftalepartierne er enige om at forenkle tilrettelæggelsen af kommunernes vejledningsindsats både i forhold til indhold og omfang. Det skal ske ved, at kommunen:
altid ved den første henvendelse om hjælp skal drøfte og gennemgå vejledningen med borgeren på en måde, så borgeren forstår sine rettigheder og pligter
- skal sikre sig, at borgeren har forstået sine rettigheder og pligter
- skal sikre, at den skriftlige vejledning udleveres til borgeren ved første henvendelse, og at vejledningen tillige sendes til borgeren
- skal sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for borgeren hvert halve år