Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

7 tips til dig med en "teenage-hund"

Dyr

03/12/2024 08:42

J. Bøgen

Er din nuttede hundehvalp pludselig blevet til en pubertetsplaget teenager, der har glemt alt, hvad den har lært? Mangler du en overlevelsesguide til at tackle unghundens mange fysiske og hormonelle forandringer? Du er ikke den eneste! Her får du hundeekspertens tips og tricks til at guide din firbenede igennem denne udfordrende periode.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når den nuttede hundehvalp bliver ca. 8 måneder gammel, begynder den at gennemgå sin kønsmodning. Det kan være en hård periode for både den på fire ben såvel som for den på to.

"Teenagetiden er en periode, der - ligesom hvalpetiden - kan være udfordrende for både dem for to- og fire ben, ikke mindst på grund af de mange fysiske og hormonelle forandringer," forklarer Lotte Evers.

Hun er marketingschef og hundeekspert hos Agria Dyreforsikring, og hun forklarer, at når en hund bliver kønsmoden, er der pludselig meget andet for hunden at tænke på og tage stilling til, end når den er lille hvalp.

"Den begynder langsomt at tage form til den hund, du købte ind på, da du valgte den som lille nuttet hvalp. Hvornår hvalpen bliver en unghund, varierer fra hund til hund, men oftest begynder kønsmodningen, når din hund er omkring 8 måneder gammel. For nogle hunde varer det helt frem til de er over to år, så selv om det kan føles sådan, er det ikke noget, der bare sker fra den ene dag til den anden, forklarer Lotte Evers.
Her giver vi dig derfor hundeekspertens tips og tricks i form af en overlevelsesguide til dig med hund i teenagealderen'."

1. Tag en dyb indånding

"Så langt, så godt. Medmindre du er forberedt, kan det godt tage modet fra én, når du pludselig oplever, at din hundehvalp – som tidligere så dig som centrum i universet – flytter fokus fra dig til ALT andet. Du står nu i situationer, hvor din puls stiger, fordi - fuldstændig som med en teenager på to ben - vil din hund begynde at teste sine omgivelser for at se, hvor grænserne går. Det var ellers så nemt med hundehvalpen: Den knyttede sig tæt til dig, og du skulle næsten ikke arbejde for at få og holde kontakt til den. Men nu vælger den hundevenner, spændende dufte og fugle til – og dig fra. Tålmodighed er (også) kodeordet i denne periode: Det, du investerer i denne tid, får du tifold tilbage!" Forklarer Lotte Evers.

2. Din teenagehund er hverken døv eller dum

"Mens hormonerne strømmer rundt i kroppen på din hund, bliver den mere og mere selvstændig, og du vil måske opleve at jeres ellers så tætte bånd bliver strukket en del. I denne periode kan du opleve, at flere af de øvelser, du føler I ”lige havde fået styr på”, pludselig er glemt, og at jeres træning har været forgæves. Det er den ikke – dens hoved er bare fuld af alt muligt andet," forklarer hundeeksperten.

3. Skru ned for forventningerne

"I denne tid er det vigtigt, at du ikke stiller for store krav til din hund: Den kan stadig ikke koncentrere sig så lang tid ad gangen, tingene bliver hurtigt glemt, og der skal mange gentagelser til, før nye øvelser bliver forstået og husket. Hold pause med at lære din hund alt for mange nye ting, og brug i stedet tiden på at friske det gamle op og vedligeholde det," anbefaler Lotte Evers.

4. Få gang i krop og hjerneceller

"I hvalpetiden var det vigtigt, at den ikke fik for meget (overdreven) fysisk motion, men unghunde er friske, frække og fulde af energi. I takt med at hormonniveauet stiger, begynder din unge hund at få brug for mere fysisk aktivering og mental stimulering. Den kan ikke nøjes med den sædvanlige tur rundt i kvarteret eller i parken og lidt fodersøg i haven: Den skal ud at løbe krudtet af sig og have gang i hjernecellerne. Varier gåturene til forskellige områder, hvor din hund kan snuse sig igennem forskelligt terræn. Gå nye ruter, og gør turen underholdende ved at lokke hunden op på sten eller træstammer og lær den at springe over små forhindringer. På den måde styrker du ikke kun din hunds selvtillid og kropsbevidsthed, du er samtidig med til at styrke jeres forhold til hinanden."

5. Støtte og tålmodighed

"Selv om der er fuld fart på den firbenede teenager, som begynder at vise mere og mere ”kan selv-attitude” for hver dag, der går, skal du alligevel være varsom med, hvad din hund udsættes for i unghundeperioden. Hormonpåvirkningen er forskellig fra hund til hund, men mange oplever, at deres unghund pludselig bliver utryg ved ting, den ikke har reageret på tidligere. Men hvordan ser man, at hunden bliver sårbar og usikker? Det kan f.eks. vise sig ved, at din unghund en dag gør af postkassen – men hvorfor nu det? Den har jo gået forbi den samme postkasse, siden den var hvalp. Den kan også pludselig bliver utryg ved naboen, der kommer forbi med kasket på, eller for en dør der smækker. Det er helt normalt for en hund i den alder. Uanset hvad din hund præsterer at diske op med af teenage-reaktioner, skal du bevare fatningen og undgå at skade den tillid, din hund har til dig. Husk, at din hund oplever verden på en anden måde, end du gør. Hvis hunden er utryg, nytter det ikke noget, at du siger ”Jamen, det er jo bare en mand på en cykel.” Giv den tid til, på afstand, at blive tryg ved situationen. I denne sårbare tid har din hund brug for, at du påtager dig forældrerollen og hjælper den ud af situationer, den ikke kan overskue. Støtte, tålmodighed og godbidder får jer igennem denne periode, der er en helt naturlig del af at blive en voksen, selvsikker hund," forklarer Lotte Evers.

6. Når du bare ikke kan mere …

"Der kommer et tidspunkt, hvor selv den mest overskudsagtige hunde-forælder knækker. Så er det tid til endnu en dyb indånding. Du vil uden tvivl få mange gode, velmenende råd i denne periode af erfarne hundefolk, familiemedlemmer med hund, hundetræneren eller folk, du møder i på hundeturen. Nogle mener måske, at din unghund er ulydig og trodsig og blot skal 'sættes på plads', men straf er ikke vejen frem! Det er en følsom periode for din hund, og den har brug for, at du er den, der tager ansvaret og bevarer overblikket i jeres forhold. Hvis du straffer din hund fysisk eller psykisk i denne sårbare periode, vil det blot gøre den usikker over for dig og mennesker generelt. Det vil sparke til et i forvejen forhøjet stressniveau hos din hund. Derfor: Ud med straf – ind med ro og forudsigelighed. En hund, der er bange og usikker, har meget svært ved at lære nye ting og vil sjældent være en hund, du kan have med i byen eller hygge dig med. Prøv i stedet at formidle tryghed, og forsøg i denne periode at fokusere på ro i jeres dagligdag sammen," siger hun.

7. Tro på det – alt bliver godt!

"Der ER lys for enden af tunnelen: Det kan være lidt af en udfordring at bo sammen med en teenager – uanset om det er en på to eller fire ben. Dine grænser bliver sat på en prøve, både ude og hjemme, og det er nu, du skal udvise stor tålmodighed og være konsekvent. Uanset udfordringerne skal du fortsat have fokus på at opbygge tillid og styrke jeres forhold gennem positiv forstærkning og belønning.
Husk, at denne periode er en naturlig del af din hunds udvikling, og med den rette håndtering og guidning vil I komme styrket ud på den anden side. Pøj pøj," afslutter Lotte Evers.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.