Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Sundhedsstyrelsens guide: Sådan mindsker du risikoen for at blive bidt af flåt

Dyr

14/07/2024 08:48

J. Bøgen

De kommer også med en guide til, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er sommer, og der er masser af muligheder for at boltre sig i naturen.

Det er der jo teknisk set også om vinteren, men der er det bare ikke så indbydende rent vejrmæssigt - og det har det sådan set heller ikke været denne sommer indtil videre.

I går, lørdag, blev Danmark ramt af et ekstraordinært voldsomt regnskyld, og derfor var der nok mange, der valgte at blive indenfor på sofaen og se Tour de France eller læse en bog.

Men hvis du vil udnytte, at der ikke er lige så meget regn i udsigterne for i dag, søndag, kan det være, du vil en tur ud i det nyvaskede danske landskab.

En oplagt idé, som du helt sikkert får opbakning til herfra - hvis du altså sørger for at beskytte dig.

For med sommer kommer også risikoen for at blive bidt af flåter, der færdes i græs og skovområder, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man gør en indsats for at beskytte sig.

Vid, hvor de er

Flåter findes i græs og buskadser i skovområder. De lever af at suge blod fra mennesker eller dyr, og kan overføre sygdomme, når de bider.

”Hvis du skal i skoven og vil gå udenfor stierne eller i højt græs, er det godt at have tøj på, som dækker huden. Det vil sige lange ærmer, lange bukser eller langskaftede støvler. Du kan også bruge myggebalsam med indhold af DEET eller picaridin. Det virker afskrækkende mod flåter. Men myggebalsam kan ikke stå alene,” siger overlæge Gideon Ertner.

”Det er også vigtigt at tjekke efter, om man har fået flåterne med hjem. Her gælder det om at tjekke hele kroppen for flåter. Hos børn skal man særligt kigge i hovedbunden, hårgrænsen og bag ørerne”.

Hvis uheldet er ude

Hvis flåten har bidt sig fast, skal den fjernes så hurtigt som muligt. Brug en pincet, flåtfjerner eller neglene og tag fat så tæt på huden som muligt for at fjerne den.

Det gør ikke noget, hvis lidt af skovflåtens munddele eller hoved bliver siddende på huden.

Flåter bider sig fast der, hvor huden er tynd, eksempelvis i knæhaserne, i hovedbunden eller lysken. Her kan de overføre sygdomme sammen med deres bid, for eksempel borrelia-infektion eller i meget sjældne tilfælde TBE. Det er muligt at vaccinere mod TBE. Man kan ikke vaccinere mod borrelia-infektion, men sygdommen kan behandles.

Ikke nødvendigt med anbefalinger om vaccination mod TBE

Sundhedsstyrelsen har ikke fundet det nødvendigt at anbefale vaccination mod TBE. Det skyldes, at der kun er set ganske få tilfælde af TBE-smitte i Danmark, og sandsynligheden for alvorlig sygdom anses for at være meget lille. Det gælder også for børn.

Hvis man overvejer, om man har et særligt behov for vaccination, kan man tale med sin læge. Det kan for eksempel være, hvis man færdes på stier i risikoområder og jævnligt får flåter på sig. Eller hvis man færdes uden for stier i skov og krat fra maj til og med oktober.

”Der er meget fokus på flåtbid i medierne og snak om vaccination mod TBE. Men for de fleste af os er det fint i stedet at forebygge flåtbid ved at have lange ærmer og bukser på og tjekke sig selv for flåter, når man kommer hjem. Det beskytter både mod TBE og borrelia,” siger overlæge Gideon Ertner.

Der er også områder med flåter med TBE i landene omkring os. Det er især Skandinavien, de baltiske lande og de centrale dele af Europa, såsom Polen, Tyskland og Østrig.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.