Det nyeste vanvidsskud fra centralt hånd er det sociale tilsyn. 140 mio. kr. over fire år til bekæmpelse af… tillid! Det koster spidsen af en jetjager, og ingen tror på, at det sociale tilsyn vil forhindre en ny Brønderslev-sag.
Før det kom ændringen af embedslægetilsynet, folkeskolereformens implementerings-kontrolenter, detailstyringen til landets jobcentre og regeringens stramme økonomistyring.
Nul-fejlskulturen har tre kendetegn: Den forhindrer ikke fejl, den er ødelæggende for tillid og udvikling, og den koster kassen.
Tema om offentlig modernisering
Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.
Men så kom der 7 principper
Nu har vi så fået 7 principper for samarbejde om modernisering.
Indholdsmæssigt ser det umiddelbart interessant og ”moderniseret” ud – der er gode og interessante takter. Så gode endda, at jeg ikke har fundet en eneste i min kommune, der ikke gik ind for dem. Derfor vil jeg også uden omsvøb kalde dem uvedkommende, banale og tuttenuttede.
Hvor er modet og tilliden til kun at måle kommunerne på borgernes lykke eller tilfredshed? Hvor er tiltroen til, at de kommunale medarbejdere og politikere gerne vil borgerne det bedste – og kender dem bedst?
Der er kommet syv principper ind i dagsordenen om afbureaukratisering og regelforenkling – og ingen af principperne handler om, at der er noget der IKKE skal gøres. Syv nye ting til samlingen af principper, chartre, aftaler og regler.
Vi må skabe en ny retning
Principperne bygger godt nok på tillid, og man vil væk fra New Public Management. Velviljen tror jeg er der. Men der sættes noget i søen, som hurtigt kan resultere i nye krav til dokumentation, måling, bureaukrati etc. Det er ikke fordi jeg synes, at det er nogen dårlig ide, men at lægge op til begge dele vil blive en balancegang på en knivsæg.
Målfastsættelse og resultatkontrol fra regeringens side kan, hvis der ikke er tillid, hurtigt blive så specifik og nidkær, at kommunerne ikke bliver mere frie eller kan bruge mere tid sammen med borgerne.
Spørgsmålet er derfor hvordan vi driver et paradigmeskift af den offentlige sektor i en retning, hvor vi gør og tænker anderledes om de offentlige ydelser? Hvordan vi - i kommunerne- sætter resultaterne og måler dem? Og hvordan vi får løftet os selv og den offentlige sektor ud af NPM regime og videre? Det er ikke nok at vi siger mål og dialog - det kræver mere end det.
Det kræver nemlig også, at vi er skarpe på, hvad der er det offentliges kerneopgave. Klassisk er det, at levere eller købe ydelser til borgerne, men det har vi efterhånden forstået, at vi på sigt hverken har råd til og heller ikke bidrager til den nytænkende retning vi ønsker at gå.
Det offentliges formål er bestræbelsen på at give borgerne mere (det fulde) ansvar for egen velfærdsproduktion. Borgerne vil selv og kan selv. Vejen til løsninger skal brolægges gennem tværgående relationel koordinering og tværfaglig opgaveløsning med borgerne, inddragelse af frivillige, pårørende, netværk, partnerskaber og frihedsteknologi.
Det kræver et totalt opgør med NPM
Borgernes evner, behov og mål er individuelle og skal udvikles i dialog. Det kræver tillid, faglighed og innovation hos os i kommunerne - helt ned til den enkelte medarbejder - på et helt nyt niveau, som systemer med beslægtet med NPM er dybt allergisk overfor.
