”Nøj, hvor er det godt gået! Jeg er blevet SÅ meget klogere selv, og vil dele den med børnene her i huset. TAK”
Den alvorlige besked
Min kone og jeg har altid troet på vores børn, men en overgang blev selv vi revet med ind i en skæv tankegang om vores ældste søn. Den 22. juli 2011 husker de fleste for en vanvittig Nordmands koldblodige masakre på Utøya. Han var drevet af en sag, der kun fandtes i hans eget hoved.
Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer
Mens verden var i chok over Breivik blev dagen for os det vigtigste vendepunkt i forholdet til vores søn.
"Jeres søn er alvorligt syg,” sagde psykiateren og så direkte og alvorligt på os.
Symptomerne på hans sygdom havde vist sig gradvist og vi havde aldrig helt forstået, hvor galt det egentlig stod til. Der var ellers tegn nok: Kronisk træthed, massiv hovedpine og beskrivelser af sære syns- og tankeforstyrrelser.
Men det var først og fremmest et chok fordi vores ønske eller håb om at hans probemer ikke var nogen man overhovedet behøvede tage seriøst, blev gødet af omgivelsernes syn på ham.
En dreng, der ikke skulle gøres for meget ud af
En undersøgelse i psykiatrien og talrige møder med lærere og skolepsykolog havde nemlig peget på at han ikke havde særlige problemer. Skolepsykologen havde ved flere lejligheder endda givet udtryk for at Frederik da var en helt almindelig dreng som der ikke skulle gøres for meget ud af.
Men vi kunne jo se, at han havde massivt fravær fra skolen og klagede over indre oplevelser og billeder.
I stedet bidrog vi som hans nærmeste og mest fortrolige måske til at øge afstanden til vores egen søn. Vi begyndte at spørge om han ikke bare kunne tage sig lidt mere sammen!
I dag ved vi, at han har handicappet Asperger Syndrom og at han udviklede en alvorlig psykisk sygdom som følge af flere års stress som han først og fremmest fik fordi hverdagen i skolen og til dels i fritiden var uoverskuelig. Det var mange skift og alt omkring ham var socialt krævende men ingen forstod ham. Han var overladt til sig selv, men var stadig et barn.
Det knækkede hans sind.
Bryd tabuet og hjælp andre
I dag er vores dreng 18 år og jeg er så taknemmelig over, at han har formået at kæmpe sig tilbage til livet. En rejse han har gennemført alene men ikke i ensomhed, for da hans problemer blev set og forstået i 7. klasse, startede hans held: Han blev dagindlagt i nogle måneder, bagefter kom han på en lille specialskole for psykisk sårbare, hvor han gennemførte 10. klasse og i øjeblikket går han på en produktionsskole, hvor han dyrker sin interesse for film og medier.
Og nu gør han selv noget for at bryde tabuet og dermed hjælpe andre: Sammen med et lille filmhold af kammerater og deres lærer, har han skildret sine egne oplevelser i en klog lille film.
Psykotiske Billeder - kortfilm
Min søn har titel af instruktør på filmen, og det er også ham selv der fortæller. Men det er en af hans kammerater, der spiller Frederik selv. De har udgivet den på både dansk og engelsk. Den tager tre minutter at se, men kan gøre et helt livs forskel for mange. Havde han og vi set den for 5-6 år siden kunne meget have været anderledes. (Se opfølgeren under artiklen.)
Hvad nu?
I de sidste to blogindlæg har jeg spurgt om det danske samfund gør nok for de alt for mange børn, der mistrives i en grad at de har mest lyst til at forsvinde. Gøre en ende på livet.
En af de vigtigste ting vi kan gøre er at bryde tabuerne, men det er ikke så nemt. Det gør nemlig, at vi gør op med årtiers offermentalitet og stigmatisering på hele udsatteområdet.
Jeg kalder det ”Janteloven 2.0”: Den fællesskabets lov, der siger, at hvis du har brug for hjælp, så skal du være hjælpeløs, og hvis ikke du er helt hjælpeløs, så skal du bare rustes til livet ved at klare dig selv.
Sådan en tilgang skader vores samfund rigtig meget, for den graver en dyb og bred grøft mellem mennesker på kanten og den brede middelklasse.
Derfor: Sig fra og læg forsvarsmuren ned, når du møder noget, der viser nogle andre normbilleder end dem du kender.
