På træk i Tåstrup
Sorte skygger trækker kiler på himlen over Taastrup - det er efterår, bladene falder, og der er undergang i luften. På et skilt ved stien sidder en stor sort fugl og følger min gang i den stormfulde morgen. Da jeg nærmer mig kræet, ser jeg lige ind i to tindrende perleøjne. Dyret skrukker, slår næbbet uhyre vidt op, så tungebrodden stråler ud af halsen, og sætter af med en flaksen. Det er som om, gespenstet griner af mig, på vej op i vinden, til dets fæller, der laver v’er på hvælvet over Vestegnens vindblæste avenuer og stisystemer.
Første dag som lærer i Høje Taastrup, endelig tæt på fast job, nu på vej til min nye skole. Jeg tager mig i at nynne Blicher, før jeg end er begyndt:
Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,
jeg hører Vinterens Stemme;
Thi også jeg er kun her på Træk,
og haver andensteds hjemme.
De unge mødre
”Nej, nej, de er såmænd helt tilforladelige, eleverne! ” Det er viceskolelederen, der viser rundt på skolen. ”Nu kommer jeg selv fra et andet job på en skole på Vestegnen, og der kunne eleverne godt finde på at have våben på sig – her brænder de højst et skur af, eller sådan noget. Hvis jeg skal give et billede af eleverne, så er det ligesom programmet ”De unge mødre” på kanal 4! ”
Viceskolelederens karakteristik af eleverne er skræmmende præcis. Dagen efter kommer jeg tidlig morgen til at stå konfronteret med en pige i anden klasse, der er som taget ud af et reality-program, bare i model 1:2. Hun har opsat lyst hår, er all-in-white, dunklædt, med kridhvide moonboots, så langt fra hvad man kan forvente en otteårig har - og så besidder hun en attitude, der ikke lader nogen reality-stjerne noget tilbage at ønske.
Jeg skal være vikar i klassen, hvor vi er to lærere til at undervise et par håndfulde børn. Da den lille reality-stjerne ser mig komme ind i klassen, udbryder hun: ”Arrrdv, arrrdv, gammel, gammel, rynket, rynket, ulækker, ulækker, arrrdv, arrrdv! ” Min kollega irettesætter hende, men hun skærer bare ansigt, lægger armene over kors og råber: ”Bla-bla-bla! ”, mens hendes hoved flyver fra side til side.
”Hun har behov for styring,” betror min kollega mig, og forklarer hvordan nogle elever kan selv, andre skal have støtte, andre styring, og andre igen både støtte og styring.
Senere i timen sidder jeg med den lille pige for at hjælpe hende med lektierne. Jeg roser hende for hendes håndskrift. Hun skriver de smukkeste bogstaver og tal, og laver sine opgaver som jeg sjældent har set det. Hun åbner sig, og vi taler sammen. Både om det faglige og om hjemmet. Hun kan selv, når det kommer til det faglige. Det er bare det sociale, der skal arbejdes på. Det er som sagt styringen, den er gal med!
Rambo i anden
I anden klassen, ovre til højre for indgangen til klasseværelset, er der en slags afdeling for de særligt udfordrende elever. Bag en mandshøj afskærmning smider to drenge med papirkurv efter hinanden. Jeg overlader udfordringen til min kvindelige kollega, der har erfaring med den slags. Hun er pædagog, og hendes faglige repertoire spænder vidt; det ene øjeblik aer hun blidt en elev på hovedet, og taler ømt til ham eller hende, det næste skriger og sprutter hun eleven ind i hovedet, som en sergent, taget ud af en amerikansk krigsfilm.
Jeg er dybt fascineret, for jeg har aldrig set sådan en adfærdsmodifikation praktiseret før. Her mixer man alle pædagogiske retninger, og bruger hvad man har for hånden i tilspidsede situationer. Her bliver den anerkendende pædagogik lagt i førergreb af denne folkeskolens Rambo, der tydeligvis tvunget af politikernes ønske om inklusion og besparelser, har udviklet sig til overlevelsesekspert i didaktisk nærkamp.
”Hvordan kan du holde til det? ”, spørger jeg hende hovedrystende, da vi svedige mødes ved katederet, efter første omgang, ca. 25 minutter inde i undervisningen, hvor eleverne et kort sekund formår at arbejde selv, men hun bare smiler og siger, at det hører med til professionen, til arbejdet, og arbejdsskader – husk at melde dem – hun har selv problemer med et knæ, der var en der sparkede, så det er vigtigt at melde det, hvis der bliver noget.
Skrigerne
”Ha! Hvad ville der være ved at undervise børn i Nordsjælland, dem, der bare kan i forvejen? Ha! Næ, der hvor man virkelig kan gøre en forskel, det er her, hvor børnene virkelig har brug for én. Her har de nemlig ikke en skid!”
Det er idrætslæreren, Henning. Han har et par andre uddannelser med i bagagen og ville kunne vælge anderledes, fortæller han mig, og har også været konstitueret skoleleder, men har valgt at arbejde som lærer, fordi det er der, man har kontakten med eleverne, det er der, det batter!
Vi står i idrætshallen med alle fjerdeklasserne, der er i gang med høvdingebold på tre baner. Henning løber over på den midterste af banerne, hvor en pige har sat sig ned. Hun vil ikke flytte sig, og da Henning tager hende i armen og begynder at trække hende væk, begynder hun at skrige helt vanvittigt, river sig løs af ham og løber skrigende hen til døren ud til omklædningen, som hun smækker med et brag efter sig – og selv da døren er lukket, kan vi stadig høre hende skrige ude bagved.
”Åhr, slap dog af, din hystade”, snerrer Henning og ryster på hovedet og laver en bevægelse med hånden, som om han giver pokker.
Dem er der nogle stykker af: skrigerne. Det er dem, der ikke kan styre temperamentet. Hvis man tager dem med på kontoret, er det en sikker vej til blå mærker på armene, og hvor de ellers kan nå med slag og spark.
Karate Kid
På tavlen i lærerværelset hænger nogle A4-papirer med instrukser om, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af vold mod en lærer eller elev. Der skal afgives forklaring, altså skrives rapport, om optakt og efterspil og ledelsen skal indover, og der skal følges op på episoden.
Ved tavlen sidder en af de mange lærere, der for nylig er blevet ansat, og arbejder på en stationær computer. Da vi veksler et par ord, finder jeg ud af, at han er matematiklærer i de berygtede andenklasser. Da jeg spørger ham, hvordan det går, fortæller han mig, at han er rystet over forholdene. Han har prøvet at blive slået af en dreng, der gik forbi ham, umotiveret og helt uden grund. Bagefter gik drengen bare videre, som om intet var hændt. Han meldte det ikke til nogen, han sagde det i stedet til klasselæreren.
Senere fortæller flere af lærerne mig, hvordan lærere har stået og grædt på lærerværelset over andenklasserne - og en enkelt fortæller mig, at han ville sige op, hvis han blev pålagt at være vikar der.
Uden for klasseværelset, til den ene af andenklasserne, sidder en lille dreng med krøllet sort hår og store brune øjne. Da jeg passerer ham, farer han op og frem mod mig, så jeg instinktivt parerer med venstre arm oppe foran ansigtet, og med højre hånd knyttet til slag.
“Det er bare Kenny,”forklarer pædagogen mig, da jeg senere spørger ind til hvem denne voldelige elev er. “Han går til karate, men vi har sagt, at han ikke må bruge det,” bedyrer hun.
Mohammeds krise
I fjerde klasse sidder en dreng, der tigger mad i hvert spisefrikvarter. Grunden er, at han altid har spist sin madpakke, som er et lille bæger cultura med lidt mysli på toppen.
“Av-av-av, jeg er så sulten,” klager han og holder sig på maven, og ofte er der en af kammeraterne, der forbarmer sig over ham og giver ham en mad.
Hvis man spørger ham, hvorfor han ikke har mere mad med i skole, forklarer han, at hans mor ikke har tid til at give ham mere med. Hun er nemlig alene hjemme med en stor børneflok, faderen er i hjemlandet Irak, hvor han besøger sin bror. Han skal hjælpe ham med et eller andet.
Muhammed, som jeg kalder drengen, lyser op i ansigtet når han taler om sin far og sin onkel, og om hvordan onklen engang har skudt en mand, og at han har en pistol, og hvis han var gammel nok, ville han selvfølgelig også hjælpe. Han savner sin far, men har nogle lange samtaler med ham over Skype.
Muhammed er sulten, og han kan aldrig koncentrere sig om undervisningen. Muhammed har alt for meget andet at tænke på. Muhammed eksploderer let, hvis nogle af de andre elever tirrer ham. Muhammed er i krise.
XXX Explicit Taastrup
Ovre hos børnehaveklasserne taler chefen for SFO'en med en af sine ansatte. Det ser ud til at være vigtigt, for de lader sig ikke afbryde, selvom jeg forsøgsvis tripper rundt om dem med fingeren oppe.
Senere møder jeg hende chefen talte med. Jo, der var noget at se til; to elever i børnehaveklassen var stukket af, og blev fundet to timer senere, halvanden kilometer fra skolen, i en legetøjsbutik, hvor de havde stjålet legetøj.
“Det er lige de der fem procent”, siger hun og sender mig til tælling med beretningen om, hvordan en dreng, også i børnehaveklassen, havde tvunget en anden dreng til at tage hans tissemand i munden.
”Seven”
“Jeg skal liiige tale med dig! ” En kvinde med et meget bestemt udtryk i ansigtet er trådt ind i klassen, hvor jeg underviser, og står og peger på mig med sin højre pegefinger.
Det viser sig, at hun er mor til en af mine elever, og ham møder jeg, da jeg kommer ud på gangen. Han har åbenbart siddet herude, mens vi andre har været inde i klasseværelset, men ingen har sagt noget, ingen af de andre elever har “savnet” ham, og jeg er helt ny.
Hun forklarer, at hun godt ved, at det ikke er min skyld, fordi jeg er ny, men at hun ikke forstår, hvorfor der ikke er nogle af de andre elever, der har bemærket, at hendes søn ikke var til undervisningen.
Nu har han ringet i afmagt til hende, for han havde ikke mod til at gå ind til undervisningen; der har været så meget uro, så mange lærere, frem og tilbage, og det kan han ikke tage, for han har en meget sjælden diagnose, og har forsøgt selvmord syv gange, bare den seneste tid, og hun er snart træt af at komme ham til undsætning i skolen hele tiden, og er der slet ikke nogen, der har fortalt mig det?
Da jeg hjertebankende vender oplevelsen med mine teamkolleger, virker de uinteresserede, og slår det hen.
Der er vist smurt lige tykt nok på, lader de mig forstå.
Godfather på Vestegnen
Jeg møder Rambo ved pc’erne i lærerværelset. Hun bryster sig af, at alle lavede deres lektier nede i gardinhængerklassen, som de kalder andenklassen, med de svært udfordrende elever.
Hun er en dygtig pædagog. Jeg føler mig så tryg i hendes nærvær, og så taler jeg så godt med hende. Hun er virkelig en ildsjæl, en hverdagens helt.
"Jo, der er en særlig råhed, her på Vestegnen", siger hun, og sender mig øjne, der lyser af næstekærlighed, men sløres af antidepressiv medicin.
Den råhed hun taler om, er det, jeg ser hver dag i min klasse. Flere af eleverne smiler aldrig. Det er små mafiabosser. Klassens tid forvandles i deres selskab til et møde familierne imellem, hvor man danner alliancer og viser sin respekt for hinanden. Man giver hinanden tilbud, af den slags man ikke kan afslå, og er der hyggetime eller fritime, eller man blot går en tur, så kommer det altid til opgør familierne i mellem. Så er der regnskab, der skal gøres op. Eksempler, der skal statueres.
Flugtaktion Taastrup
“Vil du være min slave? ”, spørger en dreng i anden klasse, med ring i øret, og griner mig lige op i hovedet med et udtryk, jeg aldrig har oplevet før, og som jeg i situationen vurderer vil kræve længere tid at få rettet op på, end den dobbeltlektion i kristendomskundskab vi skal i gang med nu.
Jeg har stadig elevens ansigtsudtryk på nethinden, da jeg efter lektionerne møder Karate Kid ude på gangen, som gør klar til endnu et udfald mod mig.
Noget snurrer i lommen på mig. Det er min smartphone. Det er en, der præsenterer sig som skoleleder, og som siger, at hun har brug for mig. Hun spørger mig, om jeg har arbejde.
Jeg undslipper Karate kid, og da jeg kommer på benene igen, hører jeg mig selv sige: “Ja, men jeg siger bare op!”
Ildfluer, døgnsjæle og hverdagens helte
Jeg var ellers lige sådan en, de havde brug for, sagde de alle til mig, da jeg fortalte mine kollegaer om min beslutning om at smide håndklædet i ringen, efter kun otte arbejdsdage.
Da viceskolelederen udbad sig en forklaring, gav jeg gav ham to: Jeg oplevede at eleverne havde magten, og at ledelsen var usynlig.
Selvom jeg ved flere lejligheder mødte skolelederen, både på lærerværelset og på et weekendseminar, skænkede han mig ikke et ord i de dage jeg var ansat på hans skole. Han udspurgte mig til jobsamtalen, men derefter ikke et ord. Hverken goddag eller farvel. Intet. Ingen kommunikation.
Så jeg blev blot en døgnsjæl på Vestegnen, blandt ildfluer, hverdagens helte, de unge mødre, og
Jeg skulle sjunget lidt mer' måske -
måske vel også lidt bedre;
Men mørke Dage jeg måtte se,
og Storme rev mine Fjædre
