I det 19. århundrede handlede debatten om, hvorvidt man skulle have en reel weekend, altså to fridage i træk.
Og i dag, i det 21. århundrede, får organisationer og bevægelser, der kæmper for en 4-dages arbejdsuge stadig mere vind i sejlene.
Nu har 4 Day Week Campaign i England fået noget af at rygstød i deres forsøg på at få virksomheder til at prioritere produktiviteten i arbejdstiden i stedet for mængden af arbejdstimer.
100 britiske virksomheder med samlet 2600 ansatte har nemlig forpligtet sig til at afprøve konceptet med fire dages arbejde om ugen - vel at bemærke uden, at de ansatte skal gå ned i løn.
Bevægelsen for at få antallet af arbejdsdage sat ned til fire om ugen mener, at den klassiske 5-dages arbejdsuge, som vi kender den, er forældet, da den stammer fra en tidligere økonomisk tidsalder.
Faktisk går bevægelsen så langt som at argumentere for, at en 4-dages arbejdsuge ikke bare vil give den samme produktivitet - det vil faktisk øge den.
Det bliver nemmere at fastholde ansatte, at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og så vil arbejderne også have mere energi og gåpåmod i løbet af de timer, de er på arbejde, lyder argumenterne.
De to største virksomheder, der har forpligtet sig til 4-dages arbejdsugen har samlet omkring 900 ansatte i Storbritannien, og i løbet af halvandet år med konceptet har de store roser til projektet.
Ifølge chefen for Awin, der er et globalt marketingsselskab, har ændringen fra fem til fire dages arbejdsuge ført til en eksplosion i velværen for de ansatte, hvilket siden har ført til en markant forbedring hvad kunderelationer og -service angår.
Endelig har det gjort det meget nemmere for selskabet at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft og ikke mindst at holde på de ansatte.
I september svarede omkring 70 britiske virksomheder (med i alt 3300 ansatte) på et spørgeskema om, hvordan det 4-dages ugen fungerer for de respektive selskaber - og svarene taler vist for sig selv.
88 procent af virksomhederne svarede, at den kortere arbejdsuge "fungerede godt", og hele 95 procent svarede, at produktiviteten var enten på samme niveau eller endnu højere, end da man havde 5 dages arbejde om ugen.