2022 var et hårdt år for danske aktier.
Faktisk endte året med, at de danske aktier havde tabt omkring 14 procent i værdi i løbet af året. På globalt plan blev faldet omkring 17 procent.
Men for nogle har 2022 været et godt år - et rigtig godt et.
Faktisk har de to danske selskaber, Novo Nordisk og Ørsted, i dag præsenteret regnskaberne for sidste år, og i begge tilfælde blev det til rekordoverskud.
Guldregn over investorer
Derfor vil de to selskaber gerne belønne deres investorer, og hvis du har en stor del af din portefølje i et af eller begge selskaberne, kan du godt begynde at gnide dig i hænderne.
Direktionen i Novo Nordisk vil nemlig indstille til, at der bliver udbetalt aktieudbytte for hele 14,8 milliarder kroner til selskabets aktionærer - og det er altså et udbytte, der kommer oven i de 7,5 milliarder kroner, der allerede blev udbetalt i august.
I Ørsted har direktionen indstillet til, at aktionærerne får 5,7 milliarder kroner af overskuddet fra 2022.
Så alt i alt er der altså lidt mere end 20 milliarder kroner på vej til investorerne i de to selskaber.
Fedmemiddel og havvindmøller
Novo Nordisks historiske resultat skyldes ikke mindst, at medicinalfirmaet har haft stor succes med et diabetesmiddel, Ozempic, som primært bruges til behandling af fedme.
Midlet klarede sig over al forventning i 2022, og i løbet af året voksede salget med hele 77 procent til knap 60 milliarder kroner på årsbasis.
I Ørsteds tilfælde er det særligt et delvist frasalg af havvindmølleparken Hornsea 2, der har skæppet godt i kassen.