På tværs af 52.900 virksomheder var 10,6 procent af de ansatte på voksen- og efteruddannelse i 2019.
Det viser ny analyse om deltagelsen i voksen- og efteruddannelse blandt lønmodtagere på det private arbejdsmarked. Analysen er udarbejdet af tænketankene Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cevea og består af henholdsvis en registeranalyse og en spørgeskemaundersøgelse.
Den samlede analyse viser også, at det ikke er af økonomiske årsager, at den enkelte virksomhed ikke sender sine medarbejdere på efteruddannelse. Oftest ser virksomhedslederne ikke et behov for at efteruddanne mere.
”Vi står over for en grøn omstilling og teknologisk udvikling, der gør, at virksomhederne burde være langt mere ivrige efter at efteruddanne deres medarbejdere. Desværre sker det i meget lille grad,” siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Virksomheder ser ikke behov for efteruddannelse
Hver anden virksomhed angiver ”Der er ikke behov” for efteruddannelse som den væsentligste årsag til ikke at efteruddanne mere. Spørgsmålet er kun stillet til virksomheder, der har haft mindre end 40 procent af deres medarbejdere på efteruddannelse de seneste tre år.
”Det er bemærkelsesværdigt, at der er så mange virksomhedsledere, der ikke ser behov for at efteruddanne deres medarbejdere,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard, direktør i Cevea.
”Ifølge virksomhedslederne selv, er det hverken manglende motivation blandt medarbejderne eller økonomi i virksomheden, der gør, at der ikke bliver efteruddannet mere,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard og fortsætter:
”Én ting er, at den enkelte virksomhed ikke oplever et behov for mere efteruddannelse. Men efteruddannelse er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, og hvis virksomhederne fremover skal have adgang til dygtige og produktive medarbejdere.”
Analysens hovedkonklusioner
Omkring hver tiende lønmodtager deltog i efteruddannelse i løbet af 2019
Brugen af efteruddannelse varierer dog på tværs af virksomhedsstørrelse, og mens 12 procent af medarbejderne i store virksomheder har opkvalificeret sig, gælder det blot for 7 procent i de mindste virksomheder.
Spørger man virksomhederne selv er det ikke tid eller økonomi, der afholder virksomhederne fra at sende medarbejdere på efteruddannelse. Manglende ønske fra medarbejderne er heller ikke en væsentlig barriere for efteruddannelse for de fleste virksomheder.
Den væsentligste barriere for at øge graden af efteruddannelse er ifølge virksomhederne selv, at de ikke ser noget behov for det. Dette gælder særligt for de virksomheder, som efteruddanner mindst.