Yderligere 900 danskere kom i arbejde i april. Foto: Shutterstock
Yderligere 900 danskere kom i arbejde i april. Foto: Shutterstock

Beskæftigelsesministeren om 900 færre ledige i april: "Det er virkelig en glædelig nyhed"

Erhvervsliv

31/05/2022 10:01

J. Bøgen

Ledigheden fortsætter sin nedadgående kurve, og beskæftigelsesministeren peger på regeringens indsats som en afgørende årsag.

I april 2022 var der 70.000 ledige. Det er 900 færre end måneden før svarende til et fald i ledigheden på 1,2 procent. Ledigheden som procent af arbejdsstyrken er dermed nu nede på 2,4 procent.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed ligger ledigheden nu på niveau med ledigheden i juni 2008 og altså inden finanskrisen. Man skal gå næsten 50 år tilbage i tiden for at finde en lavere ledighed end det nuværende niveau.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger:

"Ledigheden er nu på det laveste niveau i knap 14 år. Det er en virkelig glædelig nyhed. For os alle sammen, men især de mange kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige og ikke-vestlige indvandrere, som er kommet med i det arbejdende fællesskab. Det er ikke kommet af sig selv, men skyldes i høj grad, at regeringen har ført en ansvarlig og retfærdig økonomisk politik. Det høster vi nu frugterne af, og det gør mig selvsagt ufatteligt stolt og glad."

Krigen i Ukraine spøger

Selvom Peter Hummelgaard er glad for udviklingen i ledigheden, anerkender han også, at det er blevet dyrere at være dansker. Særligt for visse grupper af befolkningen:

"Selvom der er rigtig godt gang i hjulene herhjemme, sætter krigen i Ukraine selvfølgelig også sine tydelige spor herhjemme. Forbrugerpriserne er steget markant, og det gør lige nu ondt hos visse grupper af borgere. Det tager vi meget seriøst i regeringen, og har derfor allerede sammen med et flertal af Folketingets partier iværksat flere initiativer til hjælp for de borgere, som rammes særligt hårdt."

Han lover, at regeringens indsats for at hjælpe de fordrevne ukrainere ikke kommer til at gå ud over danskerne:

"Regeringen er stærkt optaget af at sikre de fordrevne ukrainere en tryg og god tilværelse i Danmark. Samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at danskerne ikke oplever forringelser i børnehaver og på skoler. Derfor er jeg glad for, at det lykkedes at lande en aftale, som gør det mere attraktivt for pensionister og efterlønnere at trække i arbejdstøjet for at give et nap med i disse ekstraordinære tider."

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.